"Kvalitet er et af de mest misbrugte begreber i uddannelsesverdenen"

Mens vi venter på både finansieringsmodel og sprogstrategi, er det ikke spild af tid at reflektere over et af de mest brugte og misbrugte begreber i uddannelsesverdenen: Kvalitet!

Alle bekender sig til den højst mulige kvalitet i vores videregående uddannelser, men begejstringen stopper lige så snart der skal leveres på definitionerne og anvendelsen af begrebet. Så bliver politikerne blege om næbbet, uanset at de alle som én er tilhængere af kvalitetsbegrebet som helt afgørende.

For nogle år siden opfandt de endda et Kvalitetsudvalg (eksisterer stadig i version 2), som imidlertid ikke sagde andet, end at kvalitet måtte have noget at gøre med beskæftigelse og lønforhold. Jo lavere løn, jo mindre skattebetaling, jo dårligere kvalitet!

Den nuværende uddannelsesminister er også tilhænger af kvalitet, men har endnu ikke været i stand til at bidrage med hverken en klar definition eller operationelle målepunkter for det forkætrede begreb.

For det skal jo kunne måles. Det synes der at herske enighed om, for ellers kan man jo ikke bruge det som udgangspunkt for tildeling af ressourcer – og det skal man kunne.

Det kan man mene om hvad man vil, men skal det være, har vi på KU leveret et par ret gode bud. Fx stud/VIP-ratio, feedback-intensitet, tilfredshed med uddannelserne, forskningens input til dem, internationale rankings, innovationskraft, med meget mere. Det er bare, som om forslagene ikke tages helt alvorligt, og skal man tro rygterne, vil kvalitet heller ikke indgå i den kommende finansieringsmodel for de videregående uddannelser.

Du kan godt være arbejdsløs, selv om du er godt uddannet
Hvorfor er det egentlig så svært? Et eller andet sted ved de fleste jo godt, hvad kvalitet er – og også at det ikke er lig med succes i at skaffe sig beskæftigelse efter endt uddannelse (selv om det bestemt er ønskeligt og efterstræbelsesværdigt).

Du kan godt være arbejdsløs og have fået en uddannelse på højt kvalitetsniveau, hvor seriøse forskere og undervisere er optaget af at videregive de sidste opdagelser og erkendelser til deres studerende, med anvendelse af de bedste didaktiske metoder og med et godt resultat. Det er kvalitet, uanset hvor man kikker hen: uddannelse af de bedste, mest klarttænkende og bedst reflekterende kandidater, der tager udgangspunkt i den seneste og mest opdaterede viden, og som har metoderne til at bruge og videreudvikle den.

Det burde også være et politisk mål at udklække den slags kandidater, for det gavner minsandten den store samfundsmæssige sammenhæng. 

Men problemet opstår tilsyneladende, når man som politiker skal dele midler ud på det grundlag, for så bliver man ikke kun nødt til at tage en bunke andre hensyn, men man skal også finde anvendelige og robuste kvantitative proxy’er, der ofte er flere skridt væk fra den viden om kvalitet, vi alle har, og som risikerer, retorisk og symbolsk, at have uhensigtsmæssige (som det jo hedder) konsekvenser af institutionel og outputrelateret art.

Og så risikerer man også at blive fanget af denne definition: for hvis det er et politisk fastsat mål fx at forbedre ratioen mellem fastansatte undervisere/forskere og studerende, så feedback øges, tutorials muliggøres og kvaliteten forbedres, så har man også forpligtet sig til at uddele økonomiske ressourcer, der gør det muligt. Og det var jo formentlig ikke meningen.

There’s the rub. At kvantificere kvalitet er ikke nemt. Det finder politikere ud af på deres måde og undviger helst det allermest værdifulde begreb. Så har man da ikke gjort noget forkert. Det er et virkeligt dilemma, der tilsyneladende aldrig går væk. Og i mellemtiden venter vi på bl.a. den opreklamerede nationale sprogstrategi, der for alvor vil vise, om politikerne mean business eller bare holder skåltaler.