Trumps angreb på Harvard lærte mig vigtigheden af forskningsfriheden

Som modtager af Kronprins Frederiks Legat var jeg på Harvard i 2024-2025 under den største krise USA’s ældste universitet nogensinde har oplevet.

I sin kampagne for at få landets institutioner under kontrol satte præsident Trump Harvard i sigtekornet. I min bog Angreb på Harvard: En rejse i USA’s nutid. Og Europas fremtid? beskriver jeg, hvordan Trumps angreb forandrede hverdagen på campus.

Den nye tilstand i USA gik op for mig, da jeg så en video i begyndelsen af 2025. På videoen ses Rümeysa Öztürk i sin hvide dynejakke komme gående ned ad gaden. Hun er på vej til en middagsaftale med sine venner for at fejre afslutningen på ramadanen. Pludselig nærmer en maskeret mand sig Rümeysa og tager hendes telefon ud af hænderne på hende. Flere civilklædte og maskerede agenter støder til og fører hende ind i en varevogn, mens forbipasserende spørger: ”Er det en kidnapning?”

Den 30-årige tyrkiske ph.d.-studerende på Tufts University (et stenkast fra Harvard) Rümeysa Öztürk blev anholdt blot tyve minutters gang fra min lejlighed. Hun var blevet tildelt et studielegat fra Fulbright, der som fond blev grundlagt i 1946 ”for at øge den gensidige forståelse og fremme venskabelige og fredelige relationer mellem det amerikanske folk og folk i andre lande”.

Rümeysa blev tilbageholdt i seks uger på et udvisningscenter i Louisiana, hvor hun sad indespærret i en museplaget celle sammen med 23 andre kvinder – en af konsekvenserne af det var en forværring af hendes astmaproblemer.

Öztürk blev anklaget for at støtte Hamas. Men hvis man læser den kronik fra 2024, som sendte hende til Louisiana, er Hamas ikke nævnt en eneste gang. Hun og hendes medskribenter beder specifikt universitetet om at anerkende, hvad de beskriver som et folkemord på palæstinenserne, og sætte en stopper for investeringer i firmaer med forbindelse til Israel.

Man kan være uenig i kronikken, hendes syn på konflikten i Gaza og i, hvordan universiteter som Tufts bør håndtere den, men man bør ikke være uenig i hendes ret til at ytre sig.

Folk blev bange

Öztürks tilfangetagen ændrede Harvard campus. Folk var generelt bange. Internationale studerende begyndte at arrangere ”buddy”-ordninger, hvor de fulgtes hjem fra campus med en amerikansk statsborger. Folk begyndte at dele aktuelle lokationer på deres telefoner. 

Jeg hørte om en venezuelansk bachelorstuderende, som havde fået tildelt et særligt værelse ved siden af spisesalen, så han undgik at skulle gå ud på gaden, hvor han risikerede at blive arresteret af ICE (U.S. Immigration and Customs Enforcement).

Vi fik besked på altid at have vores immigrationsdokumenter på os, og jeg forlod kun huset uden mit pas og mit visum, hvis jeg skulle løbe en tur.

Fra tid til anden gik der rygter om, at ICE var på campus, og panikken spredte sig. Jeg mødte en ven, som havde deltaget i en protest for at støtte Rümeysa Öztürk. Han var bange for, at han var blevet filmet eller på anden måde registreret. Samme dag havde der floreret beskeder om, at ICE var i nærheden af Kennedy-skolen, og min ven sad og rystede og kiggede sig over skulderen, mens vi spiste middag.

Negative udenrigspolitiske konsekvenser

Jeg kunne mærke, at det også påvirkede mig. Jeg skulle holde en fremlæggelse på Harvard Law School. Jeg havde skrevet et 80-siders projekt om Camp Century i Grønland. En forladt amerikansk militærbase under indlandsisen, der nu som følge af klimaforandringerne risikerede at bringe atomaffald op til overfladen. Projektet undersøgte, hvem der bar det juridiske ansvar for oprydningen.

Jeg tænkte tilbage på den paragraf, der retfærdiggjorde og tillod udvisningerne af internationale studerende, hvis deres handlinger eller ytringer ”kan have negative udenrigspolitiske konsekvenser” for USA. Var det mig?

Jeg vidste, at der var mange republikanere på Harvard Law School, og jeg gik min fremlæggelse igennem og sørgede for, at alt var sagligt, så jeg ikke kunne klandres for at være politisk. Tænk, at man skulle være bange for at fremlægge sit akademiske projekt.

Jeg havde boet to år i Tyskland uden for alvor at forstå, hvordan det hemmelige østtyske politi Stasi havde påvirket befolkningen i det gamle DDR. Nu havde jeg en bedre forståelse for, hvad det betød. Det gør noget særligt ved en, når man ikke kan stole på sin sidekammerat.

Danmark er ikke USA. Men jeg bliver alligevel bekymret, når jeg observerer en stigende tendens til at blande sig fra politisk side i universiteters anliggender herhjemme. Når politikere forsøger at skabe en syndebuk ved at stemple et universitet som “woke”, så minder det mig om, hvad jeg oplevede på den anden side af Atlanten. Man skal passe på med “slippery slope” argumenter, men en glidebane starter jo et sted.

Derfor skal vi sætte pris og beskytte armslængdeprincippet. Lad det være noget, vi er stolte af. Lad det være et konstituerende princip for, hvad det vil sige at være europæer. Vi har frie og uafhængige institutioner. Europa bør være forskningsfrihedens garant.