Slagtet med ét hug: Sådan mistede universiteterne en traditionsrig og urdemokratisk styreform

Fra omkring år 1500 og helt frem til 2003 blev universitetet styret af et såkaldt ”konsistorium”, som er en form for lærerforsamling, der vælger sine egne ledere.

Frem til 1788 bestod konsistorium af alle universitetets lærere. Fra 1850 blev forsamlingen til et repræsentativt organ, men stadig valgt af stedets lærere. Denne helt særlige demokratiske frihedstilstand blev paradoksalt nok forstærket under monarkiets beskyttelse.

Efter grundloven i 1849 mistede kongen jo magt, så hvis en institution stod under kongen, hvilket universiteterne gjorde, så blev man på en måde endnu mere magtfuld end før. Det nye oplysningsfilosofiske og humboldtske universitet kunne dermed blomstre under en svag konges opsyn.

Først i 1970 kom universiteterne under demokratisk lov. Dog stadig med baggrundstraditionens idealer pumpende, så friheden forblev nogenlunde intakt, men desværre også noget politiseret. Samme år kom de studerende og universitetets øvrige ansatte med i konsistorium. Men altså stadig på universitetets egen grundlæggende præmis.

Et demokratisk samlingssted er forsvundet

Ordet ”Konsistorium” er latin og betyder ”forsamlingssted”. Dermed knyttes universitetet direkte til grundlovens §79, som vedrører forsamlingsfriheden. §77 om trykke- og tankefrihed og §76 om undervisningsfrihed spiller selvfølgelig også ind.

Paven i Rom vælges faktisk stadig via et konsistorium. Der er også forbindelse til det græske ”agora”, som også betyder ”samlingssted”. Her mødte de athenske borgere for at diskutere fælles anliggender.

Inden for uddannelsesvidenskaben taler folk med grundtvigske og situerede interesser på samme måde om ”pædagogikkens sted”. Også et ord som ”folke-ting” har lignende rødder.

Ordet ”konsistorium” kommer af det latinske ”consistere”, som ifølge ordbogen betyder ”blive stående, bestå, standse”. Det er skønne ord, der minder om professor Svend Brinkmanns interesse for ”ståsteder”, der jo også er begrundet i antikkens og romernes filosofi.

Hele dette traditionsrige og urdemokratiske system blev smadret med et eneste hug ved universitetsloven i 2003. Mottoet for den nye lov var: Fra forskning til faktura.

Herfra var det slut med universitetets filosofiske og forfatningsbårne autonomi. Nu herskede fakturaen og dens bestyrelses- og ledelsesvælde, endda med et bestyrelsesflertal af eksterne medlemmer/organisationer.

Et angreb mod humanismen

Hvis man kigger i 2003-lovens baggrundsrapporter, for eksempel i den såkaldte Forskningskommissions arbejde fra 2001, så er der 0 procent sans for den tradition, som jeg lige har omtalt. Det med ”konsistorium” ordner man på et par linjer. Næstformand i denne kommission var den senere rektor for Aarhus Universitet, hvor ødelæggelserne efter 2006 blev særligt dramatiske.

På Københavns Universitets hjemmeside tales der stadig nedladende om konsistorietiden, som i løbet af 1990’erne angiveligt skulle udsættes for ”nødvendige ændringer”.

Universitetet henviser samme sted også til en kronik fra 2005 af professor Ditlev Tamm, der ligeledes er venligt stemt over for 2003-loven. Han skriver, at ”det hidtidige system fungerede ikke tilfredsstillende, og den, der skriver disse linjer, hører til dem, som med forventning imødeser en forandring”.

Kritikken af 2003-loven fra både socialistiske og nationale kredse er ikke nævnt, hverken på hjemmesiden eller i Tamms kronik. Jeg har ikke kunnet finde henvisninger af betydning til konsistorium på Aarhus Universitets hjemmeside.

Dette beklagelige angreb mod et af humanismens fineste produkter bredte sig efterfølgende til de øvrige pædagogiske systemer og derfra som en parasit ind i demokratiets indre.

Faktisk var en lignende proces sket for folkeskolerne, hvor de selvstændige ”Lærerråd” blev nedlagt i 1990. De blev erstattet af nogle mere perifere ”Pædagogiske råd”, som endda blev gjort ligegyldige i forbindelse med 2013-skolereformen, der ligesom universitetsloven i 2003 var en integreret del af konkurrencestatens forstærkninger.