Den sande akademiker er en amatør

Ofte anses amatøren for en slags dilettant. Intet kunne være mere forkert.

Amatørens liv udspringer af den frit funderede kærlighed til ting og venner, uafhængigt af økonomiske interesser. En profession kollapser i det øjeblik, den bygger sit begreb på et opgør med kærligheden til dens indhold og sammenhæng. Ordet amatør udspringer direkte af det latinske ”amare”, som betyder ”elske”.

Et virkeligt universitet dirigeres af kærlighed til sandhed, og et lærerseminarium defineres af kærlighed til kultur og personlig udvikling.

Amatørens liv handler om sandhed, kultur og dannelse.

På samme måde skal en mor og en far helst være amatører. Forældreskab og opdragelse er ikke en profession, men en åndelig og praktisk situation frembragt og realiseret ved kærlighed og slægt. Enhver virkelig profession har mødre, fædre og slægter i dens indre. Folk med ubetinget kærlighed til sagen selv.

Håndens værk

Gør en profession op med amatøren, kan den ikke udvikle sig som håndværk, det vil sige et håndens værk, der virker og værker, og som skaber værker, der virker og værker; ofte i direkte modstrid med forfremmelser og lønforhøjelser og profitter.

Hvis en kompetence skal være et håndværk, er vi altså afhængige af amatørens liv.

Det er også derfor, at de gamle olympiader kun havde deltagelse af amatører. Idrætten var en ædel dyd. Det samme er en virkelig profession, som er baseret på amatøren.

Amatøren er et formål

Den belgiske filosof Jan Masschelein skrev i 2013 bogen ‘In defence of the School – a public issue.’ Her forklarede han, hvordan amatøren er det grundlæggende begreb for læreren og pædagogen, og han satte amatøren i modsætning til eksperten.

Også hos den engelske gentleman kunne man finde amatør-idealerne. Man kæmpede for ære og kunst i en slags blid og tilbagetrukket omsorg (jf ”gentle”). Begrebet har desuden rødder i den græske antiks idealer, hvor en ”scholé” er den frie tid, hvor man ikke skal tænke på penge og den slags. Masschelein bygger da også på denne græske ide.

Amatøren er en filosofisk praksis, som definerer en profession. Amatøren er mere end et kald. Han er en forudsætning. En form for indre i alt. Et formål.

Uddannelse som middel

Derfor: Når det professionelle gør op med amatøren, som det sker i konkurrencestaten, så kollapser den professionelle til teknokrati, opportunisme og karriere, og amatøren brister i gråd, mens hans praktiske filosofi marginaliseres.

De moderne professionshøjskoler blev dannet i 2008 som et opgør med seminarierne, og de moderne universiteter afløste med universitetsloven fra 2003 det universitetsliv, som var præget af kærlighed til sandheden.

Det er disse opgør, som har forstærket amatørens problemer. Pludselig skal både lærere og elever kompetence-optimeres til at løse økonomiske og politisk bestemte udfordringer. Uddannelse ender som et middel.

Åndelig og social tilstand

De gamle seminarier og universiteter var mere i pagt med amatørens idealer. Her talte man aldrig om kompetencer eller karriere, men om sandhed, kultur og personlig udvikling.

Amatørens liv er et virke, som er tæt ved samfundets sociale steder. Grundtvig kaldte dette liv for historisk-poetisk. Filosoffen Michael Polanyi, som har inspireret nyere professionsforskning og har skrevet om ”den videnskabelige republik”, talte om tavs kundskab. Der er her tale om en åndelig og social tilstand, som en professionel praksis er skabt ved.

Denne tilstand står i modsætning til de fattige udtryk praksisnær og praksis-faglighed, som ofte sættes i modsætning til det akademiske, hvorved både akademikeren og den professionelle havner i et implicit opgør med amatørens rige filosofi og dermed med videnskab og praksis som sådan.