Spring menu over
Dansk Magisterforening

Systematiske angreb på akademikere og universiteter i Gaza: Hvor er opråbet?

Palæstinensere kører på motorcykel forbi det ødelagte Islamisk Universitet i Gaza City den 26. november 2023 på den dengang tredje dag af en våbenhvile mellem Israel og Hamas.

Palæstinensere kører på motorcykel forbi det ødelagte Islamisk Universitet i Gaza City den 26. november 2023 på den dengang tredje dag af en våbenhvile mellem Israel og Hamas. © Foto: Omar El-Qattaa/AFP/Ritzau Scanpix.

Debat Martin Stub-Holm el-Toukhy
Del artikel:

Det akademiske miljø i Gaza er udsat for voldsomme angreb. Samtlige 11 universiteter er bombet eller ødelagt. Alligevel foretrækker man herhjemme at tie og dermed legitimerer man et ‘scholasticide', mener adjunkt.

Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.

Det samlede antal dræbte palæstinensere har nu passeret 30.000 mennesker, heriblandt cirka 12.500 børn som - med rette - er den gruppe af uskyldige ofre, der oftest fremhæves.

I den danske offentlige debat om krigsforbrydelserne i Gaza oplever jeg desværre, at der meget sjældent kigges dybere ind under overfladen og virkeligheden bag de skræmmende tal. 4.327 studerende, 94 professorer, 7 dekaner og 3 universitetspræsidenter, 340 sundhedsprofessionelle, 231 skolelærere og 92 journalister. Så mange er blevet bekræftet dræbt af israelske angreb siden d. 7. oktober 2023, skriver Al-Jazeera.

Hele 392 uddannelsesinstitutioner er ødelagte eller ude af funktion på grund af den israelske invasion og bombardementer. Samtlige 11 universiteter i Gaza er blevet bombet eller ødelagt af den israelske besættelsesmagt (dato for ødelæggelse i parentes):

  • Al-Azhar University (6. november 2023)
  • Al-Aqsa University (6. februar 2024)
  • Al-Israa University (17. januar 2024)
  • Al-Quds Open University (15. november 2023)
  • Arab College of Applied Sciences (ukendt dato)
  • Islamic University of Gaza (9. oktober 2023)
  • Palestine College of Nursing (ukendt dato)
  • Palestine Technical College (ukendt dato)
  • University College of Applied Sciences (19. oktober 2023)
  • University of Gaza (4. december 2023)
  • University of Palestine (ukendt dato)

Det er vigtigt at nævne navnene på de ødelagte institutioner for at understrege, at der bag statistikkerne er virkelige mennesker og samfund, der er blevet ramt. Forestil dig, hvis det var danske uddannelsesinstitutioner som RUC, KU og DTU, der stod på denne liste. Eller hvis det var israelske eller ukrainske institutioner, der var udsat for intentionelle og direkte militære angreb.

... bag statistikkerne er der virkelige mennesker og samfund, der er blevet ramt. Forestil dig, hvis det var danske uddannelsesinstitutioner som RUC, KU og DTU

Martin Stub-Holm el-Toukhy

Hvor er solidariteten?

88.000 palæstinensiske studerende er blevet afbrudt i deres videregående uddannelse, og 555 studerende, der fik internationale stipendier, har ikke været i stand til at rejse til udlandet på grund af krigen, skriver Euro-Med Human Rights Watch.

Disse fakta er en direkte og overset konsekvens af et af historiens mest brutale og systematiske angreb på civil infrastruktur nogensinde.

Hvor er opråbet fra de professionsfaglige og akademiske fagforeninger? Hvor er solidariteten fra bestyrelser og ledere på universiteter og professionshøjskoler? Hvor er de danske mediers forsvar for pressefriheden? Hvor er min egen fagforening DM og Akademikerbladet? 

Hvad er scholasticide?

“Scholasticide” (også kaldet “educide”) er et begreb, der først blev anvendt af den palæstinensiske Oxford-professor og ekspert i krigens love, Karma Nabulsi.

Hun konceptualiserede begrebet i forbindelse med det israelske angreb på Gaza i 2009, men også med henvisning til et mønster af israelske koloniale angreb på palæstinensiske akademikere, studerende og uddannelsesinstitutioner, der går tilbage til Nakba i 1948 (“Katastrofen” og oprettelsen af staten Israel).

Israels brug af scholasticide udvidede sig herefter med Seksdageskrigen i 1967 og besættelsen af Gazastriben, Vestbredden og Østjerusalem og efterfølgende ved invasionen af Libanon i 1982. Begrebet kombinerer det latinske præfiks "schola", der betyder skole, og det latinske suffiks "cide", der betyder drab.

Begrebet bruges til at beskrive Israels intentionelle og systematiske ødelæggelse af det palæstinensiske uddannelsessystem og andre intellektuelle kultur- og læringsmiljøer i det palæstinensiske samfund.

Kilde: Martin Stub-Holm el-Toukhy, Scholars Against the War on Palestine.

Svaret er, at vi alle - med vores larmende tavshed - indirekte er med til at legitimere det scholasticide, der foregår i Gaza. Som det gamle ordsprog siger: Den der tier, samtykker. Når støvet har lagt sig, og det palæstinensiske samfund i Gaza skal genopbygges, kommer de dræbte og udsultede akademikere og fagprofessionelle til at mangle i samtlige samfundssektorer.

Ansvarsfralæggelse og hykleri

Danmarks intellektuelle og uddannelsespolitiske elite synes at foretrække enten at minimere deres deltagelse i den offentlige debat, eller gentage mantraet om, at det er en såkaldt “kompleks konflikt”, eller parolen om, at Israel har ret til at forsvare sig inden for rammerne af krigens love og regler. Denne ansvarsfralæggende og hykleriske tilgang er endda fortsat efter at Den Internationale Domstol (ICJ) den 26. januar 2024 fastslog, at det er plausibelt, at Israel begår folkedrab på palæstinenserne. Det globale syd, ledt an af Sydafrika, har på saglig og akademisk vis eksemplificeret, at det er muligt at positionere sig anderledes og bryde tavsheden.

Vi er alle med vores larmende tavshed indirekte med til at legitimere det scholasticide, der foregår i Gaza

Martin Stub-Holm El-Toukhy

I professionshøjskolesektoren, hvor jeg selv arbejder som adjunkt i samfundsvidenskab ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, eksisterer tavsheden og hykleriet som en status quo tilstand. Det bliver særligt påfaldende, når man tænker tilbage på den pressemeddelelse og støtteerklæring til ukrainske studerende, der blev udsendt for præcis to år siden i kølvandet på den russiske invasion af Ukraine. Dette initiativ omfattede foruden støtteerklæringen også flagning med det ukrainske flag samt en kraftig opfordring fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til at boykotte samarbejdet med forsknings- og uddannelsesinstitutioner i Rusland og Belarus.

Hvor er lignende støtteerklæringer og opfordringer til boykot i dag?

Om debattøren

Martin Stub-Holm El-Toukhy er cand.soc i Socialvidenskab og Visuel Kultur og arbejder som adjunkt i samfundsvidenskab ved UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole, hvor han underviser på socialrådgiveruddannelsen.

Han har blandt andet lavet et casestudie af ukrainske krigsflygtninges integration på arbejdsmarkedet på Ærø.

Han er bosat i Vester Skerninge på Fyn.

Forrået moralsk kompas

Den dehumanisering af muslimske lande, befolkninger og særligt arabiske mænd, der har langtidssimret siden den 11. september 2001, er tilsyneladende trængt så dybt ind i den kollektive bevidsthed i hele Vesten, at vi nu accepterer det uacceptable. Det er decideret uhyggeligt, at et videnssamfund som Danmark, med en af verdens mest veluddannede befolkninger, ser passivt til, mens et helt civilsamfund systematisk ødelægges og jævnes med jorden på få måneder af Israel.

Når støvet har lagt sig, og det palæstinensiske samfund i Gaza skal genopbygges, kommer de dræbte og udsultede akademikere og fagprofessionelle til at mangle i samtlige samfundssektorer

Martin Stub-Holm El-Toukhy

Jeg frygter, at Gazakrigen 2023-2024 markerer et civilisatorisk vendepunkt i Vestens idéhistorie, hvor vores mangel på empati og international solidaritet nåede et lavpunkt, hvor vi - kyniske og med et forrået moralsk kompas - accepterede barbariske og antidemokratiske fænomener som scholasticide. Det tragi-ironiske er, at vi ført an af vores handlingslammede vestlige ledere, selv bliver til de 'uciviliserede', vi plejer at fordømme.

Lad os sammen arbejde på at genoprette forbindelsen til vores moralske kompas og handle i solidaritet med dem, der lider under uretfærdighed og vold. Uanset om de er muslimer, jøder eller sekulære.

Svar fra DM

DM er blevet forholdt dette debatindlæg. Forperson Camilla Gregersen svarer følgende:

Kære Martin

Tak for dit indlæg.


Konflikten berører mig dybt. Jeg er forfærdet over de mange civile tab, og de konsekvenser konflikten har for uskyldige mennesker.

Vi står foran en humanitær katastrofe af enormt omfang, og i DM opfordrer vi til, at der åbnes op for humanitær hjælp til Gaza. Jeg har udtalt mig i fjernsynsprogrammet TV2 News & Co om det flere gange, for vi kan nemlig ikke se passivt på.

Vi opfordrer også til, at parterne med hjælp fra det internationale samfund sætter sig til forhandlingsbordet, så den forfærdelige krig kan afsluttes hurtigst muligt. Den eneste langsigtede løsning er en tostatsløsning. Både jøder og palæstinensere har brug for et sted, som de kan kalde hjem.

Venlig hilsen

Camilla Gregersen