"Skide være med den gamle elite, vi må løse problemerne selv"

Når en snæver elite påstår, at den varetager befolkningens interesser, kan man som hovedregel godt berede sig på en solid omgang bullshit-bingo. Det gør sig også gældende i debatten om, hvorvidt der skal skæres i uddannelsesstøtten.

En lang række af landets mest velstående og magtfulde mennesker påstår således at handle i samfundets og de studerendes interesse, når de foreslår at skære uddannelsesstøtten væk på kandidatuddannelserne. Det er simpelthen af et godt hjerte, at de foreslår, at studerende skal have et gældsbrev på 150.000 kr. med, når de får kandidatbeviset i hånden. Det er vist det, man kalder tough love.

Debatten om uddannelsesstøtten er desværre kun et forvarsel om den skæve politik, der kan blive resultatet af, at vores samfund ældes, og at de ældre generationer bryder den samfundskontrakt, som de selv har nydt godt af gennem et helt liv.

Vi unge er og bliver nemlig en minoritetsgruppe. Der er i dag langt flere +60-årige end 18-30-årige. Og i fremtiden ser det endnu mere skævt ud.

Fra 1980-1995 var de to grupper stort set lige store. De 18-30-årige udgjorde 24-25 procent af befolkningen og de +60-årige udgjorde 26-27 procent. I dag, hvor vi skriver 2016, er fordelingen på 20 procent unge mod 30 procent ældre. I 2040 lyder prognosen på kun 16 procent unge og hele 43 procent ældre. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Der vil altså være 2,5 gange flere ældre end unge stemmeberettigede i 2040.

Den demografiske udvikling udfordrer vores velfærdssamfund som sådan. Men den store overrepræsentation af ældre har også konsekvenser for, hvilke grupper i samfundet, der bliver hørt og ført politik for.

For os unge udgør udviklingen derfor en særlig udfordring i forhold til at sikre, at unges interesser varetages i det politiske system. At vi bliver hørt. At både vores problemer og ideer bliver taget alvorligt.

Magthaverne kender ikke vores bekymringer og behov, for det er ikke deres. Og vores erfaringer risikerer at havne under den politiske radar, mens de gamle diskuterer vores problemer uden at lytte til os.

Opbygningen af vores velfærdssamfund de seneste 60-70 år er sket på grundlaget af en solid generationskontrakt. Via skatten har en generation bidraget til at finansiere uddannelsen for den næste, ligesom dem, der er på arbejdsmarkedet, sikrer finansiering af en værdig alderdom for dem, der har ydet deres.

Generationskontrakten har sikret, at danske børn har kunnet se frem til at få et mere trygt og rigt liv end deres forældre. Men sådan er det ikke længere.

For det første er løftet om en bedre fremtid truet af en stadig hårdere global konkurrence. For det andet er de ældre generationer ikke helt så solidarisk anlagte, nu hvor det er blevet deres tur til at bidrage. I hvert fald ikke de gamle, der sidder på magten.

Vi ser allerede, at politikere nedprioriterer unge ved ikke at sikre praktikpladser, skære i uddannelsesbudgetterne og forringe dagpengesatsen for nyuddannede. Samtidig lader de stå til, mens indkomstforskellene og velstandsgabet mellem ældre og unge stiger.

Endnu værre ser det ud, hvis man ser på de vinde, der blæser, i magteliten uden for Christiansborg. Her har vi unge desværre ikke mange venner. SU-debatten demonstrerer, at der er opstået en anti-ungdomsalliance mellem neoliberalistiske aktører og tænketanke, uddannelsesinstitutions-repræsentanter, erhvervsorganisationer og enlige svaler i LO-fagbevægelsen, som vil mindske støtten til at unge talenter kan blive så dygtige som muligt.

Udviklingen er dybt bekymrende. Men den giver også kampgejst.

Skide være med den gamle elite. Problemerne må vi løse selv. Sådan har det sgu altid været!
Gry Inger Reiter, formand for de studerende i Dansk Magisterforening

Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!