Praktik frigør os fra teori-slaveri
De studerende bør have lettere adgang til at komme i praktik, og samtidig bør virksomhederne have mulighed for at betale deres praktikanter, mener Gry Inger Reiter, formand for DM Studerende.
Snart står en ny eksamenssæson for døren, og vi studerende stimler sammen rundt om på universitetsbyernes læsesale for at gøre os klar til endnu en runde besøg ved de grønne borde.
Det, vi studerende slider for at perfektionere, er vores evne til at sige lige præcis det, som eksaminator og censor gerne vil høre. Det er den fuldstændige gengivelse af pensum fra A til Z, der skal forberedes, hvis man som studerende skal gøre sig forhåbninger om de eftertragtede 12-taller. Disse ritualer, hvor studerende testes i deres troskab til teorierne, vækker ikke synderlig opsigt. Men egentlig er de mange eksamener med hovedvægt på evnen til at annamme teori foruroligende.
For hvordan kan vi forvente, at der kommer noget originalt ud af kandidater, der har brugt de sidste 18 år af deres liv på at aflægge sig deres selvstændige tænkning og dressere deres kreativitet for at kunne leve op til deres fags formelle krav om akademisk distance, objektivitet og betingelsesløs hengivenhed over for teorierne?
Vi bliver uddannet i et lukket system. Flere og flere studerende kommer direkte fra gymnasiet, før de isolerer sig bag universitetsmurene. På trods af at fremdriftsreformens krav er blevet blødt op, er muligheden for at afbalancere teori-terpningen med praktiske erfaringer fra et studierelevant job eller en praktikperiode minimeret.
Inde bag murene pløjer vi studerende os gennem alle fagets store tænkere med en hastighed på mindst to teoretikere pr. lektion, hvorved der ikke levnes plads til hverken diskussion eller kritiske spørgsmål. Vi skal bare være bekendt med hovedtankerne, forstås.
I det system har kreativiteten og muligheden for at udvikle sine praktiske færdigheder trange kår. I stedet uddanner man kandidater på samlebånd i en tid, hvor vi som nation står over for enorme udfordringer med at gøre vores samfundsmodel bæredygtig i fremtiden.
Hvordan skal vi som færdiguddannede akademikere kunne bidrage til at løse morgendagens udfordringer, når vi har været isoleret fra det samfund, som vi skal bære fremad, de sidste mange år?
Det må vi kunne gøre bedre.
Som fremtidens akademikere skal vi dels have mere forståelse for den virkelighed, vi skal ud og navigere i, dels skal vi være langt mere bevidste om den forpligtelse, der følger med uddannelsen: Vi skal vide, at der på vores skuldre ligger et ansvar for at bidrage til at forbedre samfundet.
Og hvordan sørger vi så for, at vores universitetsuddannelser klæder os på til det?
Der skal sættes ind på mindst to forskellige niveauer.
For det første har universiteterne et ansvar for at bringe mere praksis ind i studierne. Dette er særligt og smerteligt nødvendigt i lyset af fremdriftsreformens krav om øget studieaktivitet og begrænsede orlovsmuligheder. Når vi spørger de studerende i Dansk Magisterforening, siger 51 procent, at bedre muligheder for praktik, er det, der skal til, for at de kan opnå større fagligt udbytte af deres studie.
Set i det lys bør alle studerende gives muligheden for at tage i praktik som en del af deres universitetsuddannelse.
Universiteterne kan dog ikke løfte hele opgaven selv. Vi har brug for politiske beslutninger på højeste niveau. Her spiller muligheden for at modtage et honorar fra sit praktiksted en stor rolle. Som det er i dag, må du nemlig ikke modtage penge fra dit praktiksted – så kan du hverken få SU eller merit for praktikken.
Det betyder, at praktik bliver for de studerende, der kan låne af mor og far til at få dagligdagen til at hænge sammen. Det skal selvfølgelig ikke være økonomien, der forhindrer studerende i at dygtiggøre sig gennem praktiske erfaringer. Og derfor rammer den nuværende lov socialt skævt.
Desuden vil virksomhederne faktisk gerne honorere deres universitetspraktikanter. Meldingen fra arbejdsgiverne er, at det gør det lettere at have forventninger til praktikanterne, og at honoraret bliver brugt til at tiltrække de dygtigste kandidater til praktikstillingerne.
Derfor er jeg glad for, at SF har stillet forslag om at ændre lovgivningen, så det bliver muligt at honorere praktikanterne for den værdi, de skaber.
Der er ikke nogen modsætning mellem løn og læring. Derfor bør det være lovligt for virksomhederne at honorere deres universitetspraktikanter for deres arbejdsindsats op til det niveau, som er tilladt for andet erhvervsarbejde i forhold til fribeløbet i SU-systemet.
Jeg håber meget, at et flertal i folketinget vil tilslutte sig muligheden for at skabe bedre sammenhæng mellem teori og praksis for os universitetsstuderende.
Det vil både komme den enkelte studerende og samfundet til gavn.
Gry Inger Reiter, formand for de studerende i Dansk Magisterforening
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
Det, vi studerende slider for at perfektionere, er vores evne til at sige lige præcis det, som eksaminator og censor gerne vil høre. Det er den fuldstændige gengivelse af pensum fra A til Z, der skal forberedes, hvis man som studerende skal gøre sig forhåbninger om de eftertragtede 12-taller. Disse ritualer, hvor studerende testes i deres troskab til teorierne, vækker ikke synderlig opsigt. Men egentlig er de mange eksamener med hovedvægt på evnen til at annamme teori foruroligende.
For hvordan kan vi forvente, at der kommer noget originalt ud af kandidater, der har brugt de sidste 18 år af deres liv på at aflægge sig deres selvstændige tænkning og dressere deres kreativitet for at kunne leve op til deres fags formelle krav om akademisk distance, objektivitet og betingelsesløs hengivenhed over for teorierne?
Vi bliver uddannet i et lukket system. Flere og flere studerende kommer direkte fra gymnasiet, før de isolerer sig bag universitetsmurene. På trods af at fremdriftsreformens krav er blevet blødt op, er muligheden for at afbalancere teori-terpningen med praktiske erfaringer fra et studierelevant job eller en praktikperiode minimeret.
Inde bag murene pløjer vi studerende os gennem alle fagets store tænkere med en hastighed på mindst to teoretikere pr. lektion, hvorved der ikke levnes plads til hverken diskussion eller kritiske spørgsmål. Vi skal bare være bekendt med hovedtankerne, forstås.
I det system har kreativiteten og muligheden for at udvikle sine praktiske færdigheder trange kår. I stedet uddanner man kandidater på samlebånd i en tid, hvor vi som nation står over for enorme udfordringer med at gøre vores samfundsmodel bæredygtig i fremtiden.
Hvordan skal vi som færdiguddannede akademikere kunne bidrage til at løse morgendagens udfordringer, når vi har været isoleret fra det samfund, som vi skal bære fremad, de sidste mange år?
Det må vi kunne gøre bedre.
Som fremtidens akademikere skal vi dels have mere forståelse for den virkelighed, vi skal ud og navigere i, dels skal vi være langt mere bevidste om den forpligtelse, der følger med uddannelsen: Vi skal vide, at der på vores skuldre ligger et ansvar for at bidrage til at forbedre samfundet.
Og hvordan sørger vi så for, at vores universitetsuddannelser klæder os på til det?
Der skal sættes ind på mindst to forskellige niveauer.
For det første har universiteterne et ansvar for at bringe mere praksis ind i studierne. Dette er særligt og smerteligt nødvendigt i lyset af fremdriftsreformens krav om øget studieaktivitet og begrænsede orlovsmuligheder. Når vi spørger de studerende i Dansk Magisterforening, siger 51 procent, at bedre muligheder for praktik, er det, der skal til, for at de kan opnå større fagligt udbytte af deres studie.
Set i det lys bør alle studerende gives muligheden for at tage i praktik som en del af deres universitetsuddannelse.
Universiteterne kan dog ikke løfte hele opgaven selv. Vi har brug for politiske beslutninger på højeste niveau. Her spiller muligheden for at modtage et honorar fra sit praktiksted en stor rolle. Som det er i dag, må du nemlig ikke modtage penge fra dit praktiksted – så kan du hverken få SU eller merit for praktikken.
Det betyder, at praktik bliver for de studerende, der kan låne af mor og far til at få dagligdagen til at hænge sammen. Det skal selvfølgelig ikke være økonomien, der forhindrer studerende i at dygtiggøre sig gennem praktiske erfaringer. Og derfor rammer den nuværende lov socialt skævt.
Desuden vil virksomhederne faktisk gerne honorere deres universitetspraktikanter. Meldingen fra arbejdsgiverne er, at det gør det lettere at have forventninger til praktikanterne, og at honoraret bliver brugt til at tiltrække de dygtigste kandidater til praktikstillingerne.
Derfor er jeg glad for, at SF har stillet forslag om at ændre lovgivningen, så det bliver muligt at honorere praktikanterne for den værdi, de skaber.
Der er ikke nogen modsætning mellem løn og læring. Derfor bør det være lovligt for virksomhederne at honorere deres universitetspraktikanter for deres arbejdsindsats op til det niveau, som er tilladt for andet erhvervsarbejde i forhold til fribeløbet i SU-systemet.
Jeg håber meget, at et flertal i folketinget vil tilslutte sig muligheden for at skabe bedre sammenhæng mellem teori og praksis for os universitetsstuderende.
Det vil både komme den enkelte studerende og samfundet til gavn.
Gry Inger Reiter, formand for de studerende i Dansk Magisterforening
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
