Politikernes skræmmekam­pagner gør studerende syge

Jeg kan ikke længere huske, hvor mange gange jeg har mødt dem. Unge øjne fulde af frygt. Ansigtet der omslutter dem i dag er Ida’s, og hun skjuler dem bag et smil. Vores samtale omsluttes af en upbeat sanger, der synger om den sorgløse ungdom med fest og frihed, men som aftenen skrider frem virker det som et stadig mere absurd bagtæppe. For mens de lunkne, fynske flaskeøl bliver stadig mere tomme, hører jeg ikke mine venner og egne læber tale om om en sorgløs tid, men langt mere om en næsten altomsluttende tvivl og frygt for fremtiden.

"Jeg har det som om, at alt hvad jeg gør, er for lidt. At jeg bruger for lidt tid på studiet, for lidt tid på arbejdet, for lidt tid på venner og familie, at jeg skulle lave meget mere frivilligt arbejde. At jeg kommer til at stå, når jeg er færdig og ikke kunne bruges til noget, fordi jeg løber rundt og gør alt halvt". Ida er en ung og dygtig kvinde, i gang med et akademisk studie og med et relevant studiejob. Hun læser sine bøger og gør alt, hvad der forventes, men føler stadig ikke, at hun kan være sikker på fremtiden.

Til gengæld føler hun frygten; frygten for ikke at slå til, frygten for ikke at have penge til bøgerne næste måned, frygten for at ende på dagpenge og aldrig at få en sikkert arbejde; frygten for at dumpe, få dårlige karakterer eller for at have valgt forkert og nu været fanget i en fremtid, der ikke er hendes; frygten for at være den næste i venneflokken, der går ned med stress. Hun fortæller om ikke at kunne sove ordentlig, fordi tankerne holder hende vågen, hvordan det ødelægger hendes koncentration og egentlig bare gør hende pisse bange og ked af det.

Vi kan for tiden læse i aviserne om tal fra Undervisningsministeriet, der fortæller om de tusindvis af studerende med ondt i livet, der søger hjælp. I sommers kunne vi læse om de ⅔ dele. af studerende i Magistrenes studielivsundersøgelse, der har problemer med stress. Det er vanvittigt mange, og gæt, hvad de angav som årsag? Egne forventninger og frygt for fremtiden. Jeg frygter, at det er Ida, der gemmer sig i tallene.

Så store tal peger på et strukturelt problem, at vi har et system, der gør os syge. Alt imens kan vi læse i nyhederne og på kommentarspor, at vi studerende er dumme og dovne, forkælede spekulanter, der udnytter systemet. Politikerne indfører reformer, der på én gang gør studietiden fastlåst og ufleksibel samtidig med, at vi åbenbart skal arbejde endnu mere ved siden af fuldtidsstudiet, så de kan sænke en SU, der ikke engang betaler en studiebolig.

De modstridende logikker splitter pligtopfyldende studerende, der bare prøver at gøre, hvad de skal, men ikke engang kan planlægge deres studietid, fordi de ikke ved hvilken reform, der næste gang går ind og spænder ben for uddannelsesdrømmen. Justin Bieber smyger sig ind i samtalen, men han plaget synger "What do you mean? When you don’t want me to move, but want me to go". Jeg forstår godt mine studiekammerater er bekymret for fremtiden, usikkerhed skaber frygt.

Jeg har lyst til at ryste Ida og råbe, at hun ikke skal lytte til skræmmekampagner: at vi er langt hurtigere færdige end tidligere generationer - også de politikere, der nu svinger pisken; at vi er en generation af studerende, der er latterligt velforberedte til arbejdsmarkedet med vores frivillige arbejde og studiejobs; at det er helt ok, hvis hun bliver en del af dem, der har overgangsledighed mellem studie og arbejdsmarkedet - for hende som 90 pct. af alle akademikere venter et relevant og godt betalt job.

Men Ida lytter ikke. Politikernes alternative fakta om dovne studerende og skrigen efter reformer overdøver og bliver til en virkelighed, der får hende til at løbe endnu hurtigere. Og selvfølgelig gør de det. Det er ikke Ida, jeg skal råbe af men politikerne, der skal råbes op. Råbes op om de konsekvenser deres heksejagt på studerende og udmagring af uddannelsessektoren har, at vi har et system, der simpelthen gør os syge af frygt og stress.

Så her et opråb: Kære Ida, det hele skal nok gå.

Kære politiker, tag ansvar for en generation plaget af frygt og tvivl og stop jeres reformkaos. Rul fremdriftsreformen tilbage, hæv Uddannelsesstoppet, drop jeres planer om at slagte SU’en og sæt dimittendsatsen op igen. Men mest af alt: giv os arbejdsro. Så skal vi nok give jer sunde, dygtige og motiverede kandidater, der bliver en kæmpe gevinst for samfundet.

Festen slutter, vores ure minder os om morgendagens truende deadlines, og mens jeg lukker døren bag mig, kan jeg høre en ikke så fjern ungdoms svanesang minde mig om alt det, jeg og Ida ikke er længere. "We are just young and wild and free".