"Mine forældre gad da ikke bekymre sig halvt så meget om fremtiden, som jeg gør"
"Jeg er 24 år og mere karriereminded, end mine forældre nogensinde bliver eller har været det. Hvad gik tabt i jagten på det gode CV?" skriver Emma Inge Hansen i denne udgave af Studenterbloggen.
“Der var fantastisk musik, kæmpe rockkoncerter med The Kinks og Beatles. Vi troede, vi kunne alt. Vi ville forandre det hele - klimaet, økonomisk ulighed, stoppe al krig. Folk troede virkelig, at der kom en helt ny verden, at det hele ville sprænge i luften lige om lidt. Vi gik bare og ventede. Det var jo en helt anden tid.”
Hvis man skulle sammenligne generationer ud fra en enkelt fortælling om min mor og jeg, så kan man sige, at min generation står så underligt vaklende overfor de kompromisløse hippier.
Jeg har ringet til min mor og sagt, at jeg gerne vil have at vide frit fra leveren: hvordan var det at være ung i generation ’68 i forhold til min generation. Det var så det svar, jeg fik.
Sir Humphrey Applebys vise ord om idealister
Mine forældre var uden tvivl mere drømmende og idealistiske, end jeg er. Til gengæld kan jeg ikke lade være med at tænke på en replik fra en af klassikerne inden for Tv-serier om politik. Sir Humphrey Appleby, der er embedsmand af Guds nåde, siger på tidspunkt til en troskyldig politiker, at en kyniker blot er en idealists ord for en realist. Det er egentlig meget sjovt. for netop denne sætning har da en vis pondus, har den ikke?
Hvis de hardcore idealister kendte til alt det, pragmatikerne forholder sig til, ville de så stadig have deres hardcore idealer? Ville min mors generation af unge oprørere stadig være lige så oprørske, hvis de kendte til det ansvar og de overvejelser, der lå bag kompromiserne og den jordbundne pragmatisme?
For der er masser af kompromisser, som man bliver bedt om at tage stilling til hver dag. Også når det gælder ens eget liv. Jeg kan snart ikke tælle alle de gange, jeg har siddet med mine venner på studiet og snakket om fremtiden. Men det er ikke drømme om fremtiden, som dem min mor og hendes omgangskreds havde - snarere det modsatte.
I modsætning til mine forældre, så bekymrer jeg mig nok mere om, hvad der skal blive af mig, om det hele nu ender fornuftigt. Jeg har selvfølgelig selv valgt at gå den lidt utraditionelle vej, fordi jeg læser filosofi – et studie der konstant byder op til en dans omkring kritiske spørgsmål om ens fremtidsplaner. Derfor tænker jeg også en del over ting så som frivilligt arbejde, studierelevant arbejde (som jeg med nød og næppe endte med at få) og endda også it-kurser i excel.
Men alligevel kom det lidt som et chok, da jeg indså det her: Jeg er 24 år og mere karriereminded, end mine forældre nogensinde bliver eller har været det.
Hvad gik tabt i jagten på det gode CV?
CV-optimering vs. livets store drømme
Hvis bare halvdelen af, hvad min mor siger, er sandt, så levede de nok mere oprørsk end den gennemsnitlige dansker. Men i dag er der dog ikke så meget tilbage af de hede drøm om at smadre de borgerlige normer i min mors gamle hytte.
En artikel fra Politiken i 2014, hvor det venstreorienterede koryfæ Preben Wilhjelm kritiserer kapitalismen, hænger fortsat på køleskabet. Der hænger han så og kigger ud over stuen med sine buskede øjenbryn, mens hans ord om grådige finanshajer og penge, der “blev væk” giver et dunkelt ekko i stuen.
Men efter noget tid kan jeg se, at han er røget, om ikke ned, så i hvert fald om på siden af køleskabet. I stedet bliver der sat et billede op af min niece og min mors barnebarn, der lige er begyndt til spejder. Det er måske også fint nok, men det er alligevel slående, hvor stor forskel der var på ungdommens oprørske idealer og den voksne magelige ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når jeg en dag bliver gammel, så må min Preben Wilhjelm godt blive lidt længere på køleskabet. Problemet er, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg overhoved ville have en at hænge op. For de utopiske politiske idoler, som min forældre havde, siger mig ikke så meget. En ting, som jeg i hvert fald ikke gider at hænge op, er mit CV. Det ville simpelthen være for åndssvagt
Emma Inge Hansen er medlem af bestyrelsen for DM Studerende og læser filosofi på Københavns Universitet
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
Hvis man skulle sammenligne generationer ud fra en enkelt fortælling om min mor og jeg, så kan man sige, at min generation står så underligt vaklende overfor de kompromisløse hippier.
Jeg har ringet til min mor og sagt, at jeg gerne vil have at vide frit fra leveren: hvordan var det at være ung i generation ’68 i forhold til min generation. Det var så det svar, jeg fik.
Sir Humphrey Applebys vise ord om idealister
Mine forældre var uden tvivl mere drømmende og idealistiske, end jeg er. Til gengæld kan jeg ikke lade være med at tænke på en replik fra en af klassikerne inden for Tv-serier om politik. Sir Humphrey Appleby, der er embedsmand af Guds nåde, siger på tidspunkt til en troskyldig politiker, at en kyniker blot er en idealists ord for en realist. Det er egentlig meget sjovt. for netop denne sætning har da en vis pondus, har den ikke?
Hvis de hardcore idealister kendte til alt det, pragmatikerne forholder sig til, ville de så stadig have deres hardcore idealer? Ville min mors generation af unge oprørere stadig være lige så oprørske, hvis de kendte til det ansvar og de overvejelser, der lå bag kompromiserne og den jordbundne pragmatisme?
For der er masser af kompromisser, som man bliver bedt om at tage stilling til hver dag. Også når det gælder ens eget liv. Jeg kan snart ikke tælle alle de gange, jeg har siddet med mine venner på studiet og snakket om fremtiden. Men det er ikke drømme om fremtiden, som dem min mor og hendes omgangskreds havde - snarere det modsatte.
I modsætning til mine forældre, så bekymrer jeg mig nok mere om, hvad der skal blive af mig, om det hele nu ender fornuftigt. Jeg har selvfølgelig selv valgt at gå den lidt utraditionelle vej, fordi jeg læser filosofi – et studie der konstant byder op til en dans omkring kritiske spørgsmål om ens fremtidsplaner. Derfor tænker jeg også en del over ting så som frivilligt arbejde, studierelevant arbejde (som jeg med nød og næppe endte med at få) og endda også it-kurser i excel.
Men alligevel kom det lidt som et chok, da jeg indså det her: Jeg er 24 år og mere karriereminded, end mine forældre nogensinde bliver eller har været det.
Hvad gik tabt i jagten på det gode CV?
CV-optimering vs. livets store drømme
Hvis bare halvdelen af, hvad min mor siger, er sandt, så levede de nok mere oprørsk end den gennemsnitlige dansker. Men i dag er der dog ikke så meget tilbage af de hede drøm om at smadre de borgerlige normer i min mors gamle hytte.
En artikel fra Politiken i 2014, hvor det venstreorienterede koryfæ Preben Wilhjelm kritiserer kapitalismen, hænger fortsat på køleskabet. Der hænger han så og kigger ud over stuen med sine buskede øjenbryn, mens hans ord om grådige finanshajer og penge, der “blev væk” giver et dunkelt ekko i stuen.
Men efter noget tid kan jeg se, at han er røget, om ikke ned, så i hvert fald om på siden af køleskabet. I stedet bliver der sat et billede op af min niece og min mors barnebarn, der lige er begyndt til spejder. Det er måske også fint nok, men det er alligevel slående, hvor stor forskel der var på ungdommens oprørske idealer og den voksne magelige ro. Jeg kan ikke lade være med at tænke, at når jeg en dag bliver gammel, så må min Preben Wilhjelm godt blive lidt længere på køleskabet. Problemet er, at jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg overhoved ville have en at hænge op. For de utopiske politiske idoler, som min forældre havde, siger mig ikke så meget. En ting, som jeg i hvert fald ikke gider at hænge op, er mit CV. Det ville simpelthen være for åndssvagt
Emma Inge Hansen er medlem af bestyrelsen for DM Studerende og læser filosofi på Københavns Universitet
Alle blogindlæg er udtryk for skribenternes egen holdning. Bland dig gerne i debatten, men hav fokus på sagen og argumenterne. Vi sletter personangreb, diskriminerende udsagn og indspil uden relevans for diskussionen. God debat!
