Hetz mod ungdommen er et politisk selvmål

Siden udspillet ”Danmark kan mere 1”  blev præsenteret på pressemødet d. 7. september, har regeringen mødt heftig kritik for at udøve mere end blot et retorisk angreb på den unge generation.

At udspillet indeholder en nedskæring af nyuddannedes dagpenge, understreger klart og tydeligt denne pointe.

Diskursen om den utaknemmelige, dovne og forkælede ungdom er desværre hverken ny eller overraskende. Til gengæld er den misforstået, tarvelig og uden hold i unge menneskers virkelighed og levede liv.

Da jeg så pressemødet bed jeg fat i tre ting; For det første den åbenlyse problematik i en nedskæring af dagpengesatsen. For det andet den retoriske snilde, som blev lagt for dagen, og som talte den unge generation ned på en implicit - og samtidig meget direkte måde.

”I har fået i hoved og røv”, var basically budskabet - ”derfor må I nu betale samfundet tilbage”. Til sidstnævnte tænkte jeg for mig selv: ja, det er netop det, vi gør!

De tror, vi lever drømmen på dagpenge

Men den tiltro bliver unge mennesker ikke mødt med i dag. Der findes ikke tillid til, at unge mennesker af egen fri vilje er interesserede i - eller drevet af lysten til - at bidrage til det danske velfærdssamfund.

Tværtimod findes der en tro på, at unge mennesker hellere vil ligge på den lade efter endt uddannelse og leve ”drømmen” på dagpenge, fordi satsen her bliver fremlagt som væsentligt højere end rådighedsbeløbet for en studerende.

En gratis lønforhøjelse - det kan da ikke være rimeligt!

Men intet her i livet er gratis - heller ikke en uddannelse.

Presset på unge mennesker er i dag stigende og mange har svært ved at skabe synergi mellem studieliv, arbejdsliv og privatliv, viser de seneste tal fra DM.

Mange jonglerer med ikke bare et, men flere studiejobs for at få råd til at betale deres faste udgifter. DMs undersøgelser viser, at den gennemsnitlige studerende har en indkomst der mere nærmer sig 12.000 kr. og derfor er betydeligt højere end SU’en i sig selv.

Med boligundersøgelsen fra DSK kan vi hertil se, at hver fjerde udeboende studerende betaler mere i boligudgifter end de får i SU. Man behøver derfor ikke tænke sig særligt længe om, for at komme frem til den konklusion, at diskursen om SU’en som cafe latte-penge, ikke har hold i virkeligheden.

Hertil tærer den politiske linje på de unge, der igen og igen viser sig som flittige, arbejdsomme og initiativrige. Jeg mener, at det netop er denne giftige kombination, der i sidste ende vil koste det danske velfærdssamfund dyrt.

Vi søger bredt

Når jeg er går ind debatten med folk som repræsenterer et andet politisk ståsted end jeg selv, er jeg tit blevet mødt med spørgsmål såsom:

”Anerkender du, at der findes nyuddannede som hellere vil tage en slapper på dagpenge end at komme hurtigt i job”? - Dette som et selvfølgeligt forsøg på at skabe sprækker i min ellers så stålsatte holdning til sagen. Mit svar er hver gang: Nej, det gør jeg ikke.

Jeg kender ikke én eneste studerende eller nyuddannet, som synes at det er drømmen at skulle på dagpenge og hertil på et rådighedsbeløb som vil være væsentligt lavere end det, man har som studerende.

Jeg kender til gengæld utallige studerende og nyuddannede, som dagligt bruger timer på at overveje hvordan de hurtigst muligt kan komme i job - dette både indenfor og udenfor deres tilegnede faglighed.

Vi søger nemlig bredt, netop for at bidrage til samfundet og for at kunne forsørge os selv.

Hvordan skal vi betale husleje? Hvordan skal vi få mad på bordet? Det er simple spørgsmål som disse, der bliver virkeligheden for os, hvis dagpengesatsen skæres med de fremlagte 4.000 kr.

Lad mig pointerer, at der ikke findes studier som viser, at forhold som stress og søvnløse nætter gør noget menneske mere produktivt eller får dem hurtigere i job.

Klimakriser, økonomiske kriser, diskrimination og mistrivsel - løsningen på alle disse problemer ligger alle i en tillidserklæring og ordentlige vilkår til den generation, der netop nu mødes af det modsatte.

Lad mig derfor runde af med pointen om, at nutidens politiske strategi med hetz mod ungdommen er et kæmpe selvmål - og hvis det fortsætter - et dyrt et af slagsen.