Nej! Brancheskift er ikke én lang, lykkelig selvrealisering. Men det kan sagtens ende godt

Kort resumé af en artikel, du på et tidspunkt uden tvivl har læst:

”Før var jeg fuldmægtig i en styrelse. Så sprang jeg ud på det dybe vand og udlever nu mine drømme som vinbonde i Italien/underfundig børnebogsforfatter/importør af bæredygtig kaffe.”

Artiklen er ledsaget af poetiske, drømmestimulerende fotografier taget i det sene eftermiddagslys. En hurtig skrålæsning ned over teksten vil nok byde på fraser som: ”Selvrealisering. Nyslynget honning. Gedeost fra egne geder. Wellness og balance. Gøre det, man inderst inde altid har drømt om. Hårdt i starten, men fortryder ikke et øjeblik.”

Jeg bliver altid en lille smule knotten over den slags artikler. Er livet virkelig så nemt? Er det bare dét? At følge sin drøm og blive vinbonde i Provence, bage egne briocher og skrive en bog om det hele bagefter.

Nej.

Virkeligheden er som regel en mere ujævn og knubbet affære.

Blive eller sive?

Eksempelvis er der en benhård og ret uromantisk faktor, der hedder udbud og efterspørgsel.

Det stod lysende klart for mig, den dag jeg fik svar på en ansøgning til et kommunikationsjob, jeg havde søgt. Jo jo, jeg vidste da godt, at der ville være mange ansøgere, men faktisk var det inden for et fagområde, jeg havde godt kendskab til. I det mindste kommer jeg nok til samtale.

Forkert.

Der var 264 ansøgere til stillingen, og de skulle kun bruge én. Udbud og efterspørgsel. Mekanismen lever i bedste velgående.

Det kan man vælge to tilgange til: Blive ved med at løbe op af den mudrede skrænt. Eller sive over i en anden branche med mindre hype. En del siver over, hvor knap så mange flokkes om jobbet. Kald det nød eller et jobmæssigt fornuftsægteskab. Men jeg tror nu, det er sundt at reagere på udbud/efterspørgsel.

Se på din egen omgangskreds. Rigtig mange har på et tidspunkt i deres arbejdsliv foretaget et sporskifte. Brancheskift er ikke længere et sjældent dyr på savannen.

Den sommerfugl alle jagter

Mit eget brancheskift var fra medie til miljø. Fra sort tryksværte til grøn omstilling. Fra redaktør af et magasin om internationale forhold i København K og til varme- og energiplanlægger i Vestsjælland.

(Som nyuddamnet tog jeg tek.sam.-boomerangen og kylede den godt af sted… Og nu kom den så tilbage i form af et ægte tek.sam.-job i Slagelse Kommune. So it goes.)

Mange i mediebranchen ville give deres højre arm for at gafle det redaktørjob, jeg havde. Alene bevidstheden om at sidde på en virkelig eftertragtet stol gjorde, at det var svært at give slip på. Svært at sige ”nu er det nu”, rejse sig fra den gyldne stol og gå et andet sted hen. Hvis ikke man selv tager beslutningen, tager virkeligheden beslutningen for én. I mit tilfælde i form af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt, der udløb.

I dag er redaktørjobbet udskiftet med et job, der handler om fjernvarme, brændeovne og solceller i Vestsjælland. Det er jeg glad for. Jeg har ikke stor trang til at spæne rundt med mit net ovre på engen og forsøge at fange den samme sommerfugl som alle de andre. Og så er medie- og kommunikationsbranchen noget helt andet i dag, men det er en anden klumme.

Med de 264 ansøgere i baghovedet fra sidste afslag kan jeg konkludere: Brancheskift er let nok, hvis du vælger at bevæge dig fra et job som redaktør i København K. til et job som varme- og energiplanlægger på Vestsjælland. Den anden vej er mere vanskelig.

En lettelse - og tre nye pejlemærker

Brancheskift er en kæmpe trosse til fortiden og trygheden, der skal skæres over. Det er let og svært – men faktisk mest let.

Pludselig en morgen vågner man og er klar over, at man ikke længere er forpligtet til at følge med i den politiske, sociale og kulturelle udvikling i det helt uoverskuelige antal lande i det globale syd, som mit medie skrev om. Ingen forventede, at jeg forholdt mig til pesticider i Mellemamerika, uro i Vestafrika eller til om udviklingsbistanden virker. Ting man burde vide eller mene noget begavet om. Pludselig var det ikke mit bord mere. Sikke en lettelse.

Før besøgte jeg sites som kommunikationsforum.dk og globalnyt.dk, undertiden flere gange dagligt. Nu virker de – no offence - irrelevante og sært uvedkommende. Ikke fordi de har ændret sig. Men fordi jeg ikke længere er målgruppe. Nye fyrtårne dukker op i tågen, og de hedder danskfjernvarme.dk, retsinformation.dk og kl.dk. Så er vi over i fornuftsuniverset. Ikke oplevelsesuniverset.

Jeg er ikke sur på u-landsverdenen. Bare færdig med den.

Brancheskift er identitetsskift

Så var jeg uden job og maste på for at komme tilbage i ”mit-liv-gør-nytte-land.” Jeg søgte og søgte, men ingenting skete. Jeg var til informationsmøde om at køre sygetransport, overvejede handicaphjælper og var på vej til at tage en ny og sidste uddannelse som buschauffør.

Egentlig kunne jeg godt forestille mig selv bag rattet. Alligevel vred jeg mig for ikke at gå ind gennem dén dør. For dybest set generede det mig at skulle forlade akademikersporet. Af tre grunde: tab af løn, tab af faglige udfordringer og ikke mindst: tab af identitet. At skulle miste min identitet som akademiker og professionel inden for det arbejdsmarked, der kræver en længere, videregående uddannelse – det generede mig. Dybt.

Og så lige tilbage til portrætartiklen om brancheskiftet som én lang, lykkelig selvrealisering. Der findes også den anden type brancheskift, vi ikke hører så meget om. Måske fordi det er svært at få folk til at stille op til interviews.

Det er det ufrivillige brancheskift. Folk, der bliver mast ud af deres branche – fordi de er for gamle, fordi der er kommet for mange om buddet eller fordi de ikke orker at følge med i en ny trend.

Uanset årsagen kan skift af branche ende lykkeligt og gør det tit – men det er en anden historie.