(Arbejds)livet er tilfældigt. Lev med det

I gamle dage blev ens sociale status, prestige og identitet nøje afgjort af, hvilket job man havde… og sådan er det præcis stadigvæk.

Det gik op for mig kort tid efter, at jeg mistede mit job som magasin-redaktør. En stilling, som mange i kommunikationsverdenen med glæde ville donere et organ eller to for at få fingre i. Alle ringede til mig hele tiden for at sælge artikelideer, fotoserier eller opnå noget.

Solen skinnede. Lige indtil min kontrakt så ikke blev forlænget.

Faldet

Ugen efter jeg var stoppet, troede jeg, at min mobil var i stykker, eller at jeg var kommet til at sætte den på lydløs. Men den fungerede upåklageligt. Der var bare ingen, der ringede.

Av! Ligesom strømmen af invitationer til konferencer, møder og samarbejder løb tør.

Rutsjeturen ned ad trappen gør nas. På kort tid fra selvbevidst gatekeeper på et anerkendt medie til anonym reservearbejdskraft rundet de 50. Én kandidat i bunken af hundreder af andre ansøgere til kommunikationsjobs i en branche, der hvert år spytter busfulde af nyuddannede, SoMe-indfødte – og betydeligt billigere – her-kommer-jeg-kommunikationsfolk ud.

Kan du holde på en hemmelighed?

Så hvad gjorde jeg? Jeg skrev velformulerede og gennemarbejdede ansøgninger, der fremhævede min analytiske sans, mit store netværk og mine gode samarbejdsevner. Jeg tog et projektlederkursus. Jeg søgte bredt geografisk. Jeg skiftede skrifttype og font i mine ansøgninger og finjusterede mit cv. Lige meget hjalp det, ud over lidt hoppen fra tue til tue i form af tidsbegrænsede ansættelser.

I frustration besluttede jeg mig for at ”hjælpe” arbejdsgivere med ikke at begå aldersdiskrimination ved ind imellem kækt at slippe rullegardin-menuen ved ”1972” i stedet for ”1962” i ansøgningsskemaets felt med ”Fødselsår”. Det er vist ikke helt efter reglerne, så sig det endelig ikke til nogen. Min egen lille civile ulydighed mod usynlig, maskinel frasortering på fødselsår.

Den eneste effekt, det havde, var dårlig samvittighed hos mig. Jeg kom ikke til flere samtaler, nu genfødt som 10 år yngre bad boy på arbejdsmarkedet. Så måske var det slet ikke fødselsåret, den var gal med?

Alder eller lønramme – hvad er problemet?

Før vi kan gøre noget ved fravælgelse på grund af alder, er vi nødt til forstå mekanismerne bag.

Vi framer problemet som aldersdiskrimination, men måske har arbejdsgiverne slet ikke har noget imod de mere modne ansøgere? Det er bare billigere at hyre nyuddannede. Er det så aldersdiskrimination, eller er det bare at økonomisere med ressourcerne?

Her vil fagforeningerne så sige noget helt korrekt, men meget lidt brugbart à la ”arbejdsgiverne bør anerkende, at erfaring er vigtig og betale for den”. Men de faglige organisationer har selv forhandlet en lønstruktur frem, hvor lønnen bare stiger og stiger med årene. Fin løsning for folk, der sidder i sikre ansættelser, men knap så hjælpsomt for de, der bliver jobsøgende i en moden (og dyr) alder.

Modarbejder fagforeningerne her deres ledige medlemmers interesser?

Godt, at vi får en lov

Men nu bliver alt godt, for snart bliver det forbudt for arbejdsgivere at bede jobsøgende opgive deres alder, når de søger job. Folketinget har førstebehandlet lovforslaget, og et forbud ventes at træde i kraft den 1. juli 2022. Eller hvad?

Kalle Kritisk, Niels Nejhat og de andre korslagte arme var straks på banen: ”Arbejdsgiverne kan jo bare tage et kig på cv’et og se, hvilket år man er uddannet fra.”

Og jo, er man dimitteret i 1994, er man næppe 32 i dag. Alligevel vil jeg mene, loven er et godt og rigtigt skridt på vejen mod aldersdiskrimination af jobsøgende. For lovgivning er med til fastslå, hvad der er i orden, og hvad der ikke er.

Men jo, det er ord på papir. Den lavthængende frugt er plukket og spist. Nu følger resten – en holdningsændring i HR-afdelingerne. Det bliver det lange, seje træk. Men de kan jo fx starte med ikke længere at skrive ”vi er et ungt team med bordfoldbold” i jobannoncerne. Tak for det.

Netværk – et andet ord for ”tilfældigheder”

Og jobbet, jeg har nu? Det gik præcist, som min sagsbehandler i AKA spåede til et af vores første møder: ”Du kommer til at få arbejde gennem dit netværk”, sagde hun.

Kort før jul ringede telefonen så to gange med få timers mellemrum med to gode jobtilbud. Ren ketchup-effekt. Det ene fra det grønlandske hjemmestyre – spændende, men lidt overskueligt. Det andet fra mit gamle gruppemedlem fra min 1. årsgruppe på Tek. Sam., der nu var i kommunen. ”Om jeg havde noget at lave lige nu? Kunne jeg ikke lige sende et cv?” – og i øvrigt komme til samtale med under en times varsel. De havde lige fået en melding om en barselsorlov (Tak for det, barn-på-vej!) Det betød et akut behov for at hyre en medarbejder og få lukket hullet ind, inden alle gik på juleferie.

Og sådan endte jeg – efter at have skrevet i hundredvis af ansøgninger – med at blive hyret med så stor hast, at jeg aldrig nåede at skrive en ansøgning.

Livet er tilfældigt, ikke mindst arbejdslivet. Lev med det – det gør jeg.