»Skytset er for tiden rettet mod de lade og verdensfjerne akademikere«

Fordømmelse og forargelse er kraftfulde våben i politikernes retoriske arsenal. Våben, som regeringen har formået at bruge fuldt ud, nu hvor der i coronaens efterdønninger skal findes nye, fælles fjender. Og skytset er for tiden rettet mod de lade og selvoptagede akademikere, unge som gamle.

Det er alt for galt, at »unge kan gå direkte fra SU og markant op i ydelse fra det ene øjeblik til det andet«, sagde Mette Frederiksen, da hun skulle begrunde sit forslag om at barbere de nyuddannedes dagpenge ned til et minimum. Men så enkelt er det såmænd heller ikke. Når man regner på det – som vi har fået en forbrugerøkonom til på side 7 – så vil mange dimittender have en væsentlig værre økonomi på dagpenge end på SU. Det passer bare ikke helt ind i arbejderpartiets karikatur af forkælede bogorme fra universiteternes læsesale.

De ældre akademikere skal heller ikke føle sig for trygge i regeringens hænder. For tredje år i træk er Grundtvig-centeret blevet fjernet fra finanslovsforslaget – selv om det var politikerne selv, der tog initiativ til projektet i sin tid. En situation, der har skabt en evig uro blandt de ansatte. »Det er manglen på anerkendelse, der gør os allermest slukørede. Vi føler os som en ligegyldig skakbrik«, fortæller centerleder Katrine Frøkjær Baunvig på side 23.

Folketinget fører også akademikerkrig på andre fronter. Forskning i køn, racisme og andre emner, der er ubelejlige for magthaverne, anklages for at være fup og fiduser baseret på aktivisme, ikke evidens. Men hvad er evidens egentlig? Og kan man virkelig ikke udøve rigtig forskning uden? Vi søger bag om sandhedskampen på side 53, og det hele begynder med en skotsk læge i en tysk fangelejr på en græsk ø.

I museumsverdenen kæmper man med andre problemer – det er i hvert fald det, man har kunnet læse i aviserne de seneste 20 år. Her dukker den ene arbejdsmiljøskandale op efter den anden. Det er historier om ledere, der mobber og forfølger ansatte, indtil de melder sig syge eller siger op. Vi leder efter mønstre i møgsagerne på side 12 – og har på side 20 fundet frem til det gode eksempel på en museumsdirektør, der har vendt et giftigt arbejdsmiljø til et givtigt fællesskab.

Heldigvis for os alle bliver de unge hverken skræmt væk af historier om dårlige arbejdsforhold eller af bedrevidende generationers formaninger om, at de bør vælge karrierevej med fornuften og ledighedstabeller i baghovedet. Hegnet til de kunstneriske uddannelser er i år blevet væltet med rekordmange ansøgninger fra unge, der vil være konservatorer, designere og arkitekter. Uddannelser med tårnhøje ledighedstal, som ungdommen passioneret ser stort på. Vi undersøger hvorfor på side 38. Svaret er håbefuldt, ambitiøst og – tør jeg sige det – fyldt med samfundssind.

PS. DM Akademikerbladet har med dette nummer skiftet design, og jeg vil rigtig gerne høre, hvad du synes om det. Skriv til mig på tko@dm.dk.