Svaret findes ikke altid indeni dig selv

Vi lever i en kultur, der i stigende grad dyrker individet. Evnen til at stå ved sig selv, udleve sit potentiale og forfølge sine drømme bliver holdt op som et ideal, vi bør stræbe imod. Det har været en af det moderne samfunds store triumfer at frigøre individet til at forfølge sine mål og ambitioner. 

Men vores drømme og ambitioner opstår ikke i et vakuum. De vil altid skulle formuleres og opnås i en forhandling med verden omkring os – og her nytter det ikke noget at tro, man kan løse problemerne alene. Det er blandt andet den grundidé, som fagforeningerne er opstået af.

Derfor ærgrer det mig også, når fagforeninger i stigende grad betragtes mere som en forretning end et fællesskab med fælles forpligtelser. 

Afmagten ved at stå alene med sine udfordringer er noget, jeg jævnligt møder i min rådgivning, hvor jeg oplever flere medlemmer, der slår sig på arbejdsmarkedet. For hvis svarene kun findes hos dig selv, så er der ikke meget at falde tilbage på, når tingene ikke går, som du havde håbet.  

Det kan for eksempel komme til udtryk som stædig stolthed, famlende forvirring eller skamfuld stress.  

I dette indlæg vil jeg derfor præsentere tre eksempler på, hvornår det ikke er hensigtsmæssigt at forsøge at finde svarene hos sig selv og give mit bud på, hvad du i stedet kan gøre. 

Case 1 - Når drømmene møder virkeligheden 

Mange af os, og her tænker jeg særligt på akademikere, er formentlig vokset op med en art fortælling om, at vi skal bidrage med noget særligt til samfundet.

Fremtidens Danmark skal leve af viden, har vi fået at vide, og en rekordstor andel af den yngre generation på arbejdsmarkedet har taget en lang videregående uddannelse i den overbevisning, at det at tage en uddannelse nærmest i sig selv gør samfundet en tjeneste. Mange af os har i hvert fald haft en forhåbning om, at arbejdsmarkedet i den anden ende tager imod os med åbne arme. 

Derfor er det også en barsk erkendelse, når arbejdsmarkedet viser sig ikke at være synderligt interesseret i al den viden, som vi møjsommeligt har tilegnet os gennem et helt liv. I stedet vil arbejdsgiver have os til at løse en helt konkret opgave. For eksempel borgerbetjening, afrapportering, kommunikationskampagner om affaldssortering, salgsanalyser eller andet i den dur.  

Jeg husker, hvor provokeret jeg selv blev, da jeg som kandidatstuderende så de plakater, der hang på mit fakultet, som inviterede os studerende ind i ”den virkelige verden”. Et arbejdspladsbesøg i Føtex.

I bagklogskabens klare lys kan jeg godt se, at de havde en pointe. 

Hermed ikke sagt, at viden ikke er vigtig. Med min egen baggrund i Filosofi er det svært at tro på andet, men det er nok heller ikke kontroversielt at sige, at den gerne skulle bruges til at skabe mærkbar værdi. Ikke nødvendigvis i kroner og ører, men noget, der bidrager til samfundets sammenhængskraft eller gør det til et bedre sted at være for alle. For eksempel dem, der har det sværest. 

Hvis du gerne vil arbejde med udvikling og projekter, men har svært ved at trænge igennem til arbejdsmarkedet, findes svaret altså ikke nødvendigvis i, hvad du selv finder mest spændende.

Der er ikke altid et match mellem dét, man har nørdet på sit studie, hvor vigtigt man selv end synes det måtte være, og dét som aktuelt bliver efterspurgt på arbejdsmarkedet. Varme hænder for eksempel. 

Der er mange nuancer, jeg af gode grunde ikke kan få med i et indlæg som dette, men sagt på en lidt højtidelig måde kan ovenstående pointe opsummeres med følgende udsagn: 

”Spørg ikke, hvad arbejdsmarkedet kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for arbejdsmarkedet.” 

… og der er faktisk masser at tage fat på – også for akademikere! Og, skal det vise sig, det hænger tæt sammen med den problemstilling, at det som akademiker kan være svært helt at sætte ord på sine kompetencer. 

Case 2 - Der findes mange måder at gøre en forskel på

Mange af de medlemshenvendelser jeg får handler om kompetenceafklaring.

Uanset om du er nyuddannet eller har været på arbejdsmarkedet i mange år, kan du hurtigt komme til at tage dine evner for givet, og det kan være rart at få blik på det udefra.

Ofte hænger ønsket om kompetenceafklaring også sammen med en idealistisk forestilling om, hvad man egentlig skal kunne udrette for at være sin indsats bekendt.  

Det skorter nemlig ikke på højtuddannede mennesker, der gerne vil gøre en forskel i verden, men det kan ofte komme til udtryk i mere eller mindre vage forestillinger om at kæmpe den vigtige kamp. Helst også på en måde, der er spændende og intellektuelt stimulerende imens, og så kan det faktisk være ret svært at sætte ord på, hvad det egentlig er man kan.  

Men der findes masser af muligheder for at gøre en forskel, hvis man kigger de rigtige steder hen. Det er ikke kun noget, der finder sted i en internationalt orienteret NGO eller bærende kulturinstitution med tvivlsomme arbejdsforhold.

Konsulenten i jobcentret, kommunikationsmedarbejderen i idrætsforeningen eller den administrative medarbejder i IKEA er også med til at gøre en forskel. Måske bare på en lidt anden måde. 

Og heri ligger også en del af svaret på, hvordan man bliver bedre til at sætte ord på sine kompetencer.

Det starter med en nysgerrighed på, hvilke opgaver der aktuelt er efterspørgsel på bliver løst ude på arbejdsmarkedet.

Dét kan du blive meget klogere på ved at aftale et af de berygtede kaffemøder med en arbejdsgiver eller potentielt kommende kollega. Et møde, som mange desværre undviger i den tro, at det bare er et andet ord for en (unødvendigt lang) elevatortale. 

Så når du sidder derhjemme og læser det ene ensformige jobopslag efter det andet og bliver nedslået over, at du måske ikke har gået hele livet og drømt om at arbejde med implementering af kommunale indsatsplaner og i øvrigt heller ikke føler dig særlig robust, så husk på;

Hvis du faktisk tager ud og møder de ildsjæle, der arbejder med den indsatsplan til hverdag og hører om de børn eller ensomme ældre, den omhandler, så får du måske et nyt syn på det. Og ikke mindst idéer til, hvor lige præcis dine kompetencer kan komme i spil. 

Det handler ikke så meget om kompetencer, som det handler om, hvilke opgaver, du kan være med til at løfte. Så følger kompetencerne helt af sig selv – for tro mig, de er der! 

Case 3 - Når urealistiske ledelseskrav møder overansvarlighed 

Nu tænker du måske: ”skal jeg så bare altid knytte i og følge arbejdsgivernes ønsker?”

Og nej, selvfølgelig skal du ikke det. Paradoksalt nok kan tendensen til kun at kigge indad nemlig også komme til udtryk som manglende hensyntagen til sig selv og sine egne behov.

For hvis det kun er op til dig at realisere dine drømme og talent – så er det også din egen skyld, når det går galt.  

Det kommer mest tydeligt til udtryk, når jeg taler med medlemmer, der rammes af stress. 

Ofte har de forsøgt at fortælle deres leder, at de er overbebyrdede, eller at opgaven kan løses bedre og mere meningsfuldt. Dette bliver ikke sjældent mødt med en bemærkning om, at det nok også er dem, der er noget i vejen med.

Bemærkninger om at være for skrøbelig, for tåget eller for ambitiøs er desværre en typisk reaktion fra chefen, der sandsynligvis også selv føler sig afmægtig eller simpelthen er uvidende. 

Kommentarer som disse kan føre til selvbebrejdelse og skam hos den stressramte, som i dette tilfælde på chefens foranledning kigger indad uden at finde nogen bæredygtige svar på sin situation.

Jeg er derfor meget bevidst om det privilegium, det er som karriererådgiver at kunne hjælpe mennesker på vej, når arbejdslivet gør ondt. 

Mit første spørgsmål til medlemmer, der oplever (symptomer på) stress er næsten altid:

”Er du den eneste, som oplever den her udfordring, eller oplever dine kollegaer noget af det samme?”. 

90 procent af tiden er svaret, ikke overraskende, at en stor andel af medarbejdergruppen står med mange af de samme udfordringer. Nogle gange kan næsten en hel afdeling være lagt ned. Helt åbenlyst ikke et individuelt problem. 

Også her kan det betale sig at vende sig mod fællesskabet. Hiv fat i din tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller en karriererådgiver for at få perspektiv på din situation. Selvom det ikke nødvendigvis løser situationen at få at vide, at man ikke selv er skyld i sin stress, kan det om ikke andet mindske skammen og den dårlige samvittighed ved at være nødt til at sygemelde sig.  

Hvis medarbejdergruppen står sammen i stedet for at prøve at løse problemerne hver for sig, vil cheferne før eller siden være nødt til at tage deres stemme alvorligt. For eksempel i form af omstruktureringer eller omfordeling af resurser, der forbedrer arbejdsvilkårene. Altså forandringer i det ydre. 

Kunsten at finde en balance – en afsluttende bemærkning  

De tre ovenstående eksempler skulle gerne vise, hvordan det ikke altid er hensigtsmæssigt at søge svarene hos sig selv.   

Ikke fordi det ikke er vigtigt at lytte til sine egne behov eller følge sine drømme, men fordi en indadskuende tilgang kan stå i vejen for selvsamme.   

Ligesom din gode ven eller partner ofte kan fornemme, hvordan du har det, før du selv kan det, kan det at spørge andre til råds være med til at åbne veje, du ellers aldrig ville have fået øje på.   

Tiden kalder på et mere fællesskabsorienteret fokus, hvor vi hjælper hinandens drømme på vej, men også forholder os til den konkrete virkelighed – specielt når den er svær.