Karriererådgiver: Held kommer til dem, der tager chancer

I arbejdet som karriererådgiver møder jeg mange mennesker, der gerne vil have en klar plan og retning for deres arbejdsliv.

En stor del af mit hverv består i at skabe overblik over mulighederne, lave realistiske handleplaner i fællesskab og skabe orden i modsatrettede ønsker og ambitioner, der ofte fører til forvirring og frustration. Det virker for det meste ret godt.

Sagen er dog, at selvom vi kan tage kontrol over vores egen situation ved at sætte ting i system og lave realistiske planer, kan vi ikke altid styre, hvad omverdenen gør eller tænker.

Som jobsøgende kan du sagtens gøre alt det rigtige og stadig komme til kort, fordi der lige var en kandidat med lidt mere erfaring. Eller du kan være en helt igennem eksemplarisk medarbejder, der ikke får stillet sin sult efter faglig udvikling, fordi arbejdspladsens økonomi er for stram.

Nogle kommer ind ad min dør med en energi, der kunne lyde nogenlunde sådan her: “Jamen, kan du ikke bare sige til mig, hvad jeg skal gøre?!” Og jo, jeg kan i hvert fald komme med en del kvalificerede bud. Samtidig er det vigtigt at sige, at det er din plan, og at verden ikke nødvendigvis lader sig forudsige ned i detaljen.

Der er intet, jeg hellere vil, end at give en færdig løsning på de problemer, folk kommer til mig med. Vi kan realitetsafstemme, sætte retning og formulere godt materiale, men det er langt fra sikkert, at det lykkes i første forsøg.

Resultater bliver skabt i summen af vores handlinger, og det er ofte først på bagkant, at vi kan se, hvordan vi kom i mål.

Og her kommer jeg til hele pointen med dette indlæg: Hvorfor er der mennesker, tingene ser ud til at lykkes for, mens andre hænger i vandskorpen?

Hvorfor virker nogle til at være mere heldige end andre?

Til det er der i hvert fald to ting at sige: 

Den hårde sandhed

1) Hvad der ved første øjekast fremstår som held, kan næsten altid (delvist) forklares med langvarig, vedholdende indsats. Det fremstår med rette glamourøst, når for eksempel OL-vinderen står øverst på sejrsskamlen og modtager sin medalje til stor fanfare.

Samtidig glemmer vi de mange tusinde timer, som selv den med de bedste forudsætninger nødvendigvis må have lagt for overhovedet at kunne deltage i konkurrencen – og ikke mindst vinde den.

Når jeg laver denne sammenligning, skyldes det, at mange af dem, jeg taler med, har drømme og ambitioner, der objektivt set er svære at opnå. Den hårde sandhed er, at ikke alle, der gerne vil arbejde på et museum, på et gymnasium eller som forsikringsøkonom på højeste niveau, kommer til det. Der er simpelthen ikke arbejdspladser nok.

Jeg har selv stået som 29-årig og fået voksenskældud af tyve mennesker på et jobcenterkursus, jeg underviste på, da jeg forsøgte at formidle ovenstående så diplomatisk som muligt. Noget, der i øvrigt heller ikke var min barndomsdrøm. Men jeg havde aldrig været, hvor jeg er nu, hvis ikke jeg havde fået den erfaring.

Betyder det, at du skal opgive alle håb om, at du kan opnå dine drømme og ambitioner? Nej, selvfølgelig ikke!

Men du skal indstille dig på at arbejde hårdt for det og acceptere, at du ikke får noget foræret. Måske finder du ud af, at du i så fald hellere vil satse på noget andet, der ikke er så forbandet svært at opnå. Hvis ikke, så synes jeg, du skal læse videre i teksten her.

Held er nemlig også noget, der kan opdyrkes.

Kunsten at gribe mulighederne

2) En anden afgørende faktor for, hvorfor nogen mennesker ser ud til at være mere heldige end andre, har Richard Wiseman, forfatter til bogen The Luck Factor, en forklaring på: et særligt karaktertræk hos heldige mennesker.

Wiseman henleder opmærksomheden på, at såkaldt heldige mennesker typisk er mere åbne over for verden og de muligheder, den tilbyder. Det gælder alle områder af deres liv – både når det kommer til kærlighed og karriere.

Jeg er nok ikke alene om at kigge tilbage på mit liv og, i bagklogskabens klare lys, med krummede tæer se alle de muligheder, jeg aldrig greb.

Der er lidt lufthavnslitteratur over det, men så igen. Hvem har ikke hørt historien om en bekendt, der mødte sin udkårne i en toiletkø til en festival, eller en ven, der fortalte om sin jobsituation til en fest og efterfølgende fik tilbudt en jobsamtale?

En kendt talemåde lyder, at vi går glip af 100 procent af de skud, vi ikke tager, og det gælder også din karriere.

Hermed ikke sagt, at vi konstant skal gå rundt og opsøge alle muligheder. Du må også gerne have et liv. Jeg taler om at få øje på de muligheder, der præsenterer sig for os, mens vi er i gang med alt muligt andet.

Kunsten er at gribe dem, når de opstår, også selv om de måske ikke var en del af planen til at begynde med.

Som nyuddannet var jeg engang til den nok mest behagelige – men også forvirrende – jobsamtale i mit liv.

Det var hos iværksætteren Martin Thorborg til jobbet som community manager i et iværksætterfællesskab.

Vi gik en tur på Christianshavn og drak en kop kaffe, og ud over at spørge til mit speciale spurgte han til min holdning til Uber og til forskellige apps.

Apps interesserede mig ikke synderligt, og jeg prøvede derfor at dreje samtalen hen på socialt iværksætteri, som jeg – også dengang – var optaget af.

Det var først langt senere, det gik op for mig, at det iværksætterfællesskab, jeg havde søgt, jo primært beskæftigede sig med apps og it.

Det var derfor et selvmål af dimensioner at dreje samtalen væk fra det, når nu jeg stod med muligheden for at gøre et varigt indtryk.

Hvem ved, hvor jeg havde været i dag, hvis jeg havde været bedre til at se mulighederne i det møde.

Dengang jeg prøvede at rappe mig til et job

Og her får jeg lyst til at slutte af med at dele lidt mere af min egen fortælling. Den er fuld af chancer, der blev grebet, og ting, der aldrig blev til noget, men som alligevel endte med at spille en rolle. Held spillede en rolle, men det blev også opsøgt.

Jeg blev kandidat i 2015, og med min baggrund i filosofi fik jeg ikke noget foræret ved dørene. Igennem hele mit studie havde jeg fået at vide, hvor svært det ville blive, når jeg blev færdiguddannet, og i min stålsatte tro på egne evner tænkte jeg, at hvis bare jeg var blandt de bedste, så ville det ikke blive noget problem.

Mit første job fik jeg efter tre måneder, og som så mange andre fik jeg det gennem mit netværk.

En god ven anbefalede mig at søge hos andenaktøren Plan og Handling, hvor hun selv arbejdede, og kort tid efter fik jeg et job der. Vi arbejdede med borgere, der havde alt fra lette til meget svære psykiske og fysiske udfordringer, og det var på mange måder et vildt job at blive kastet ud i.

Allerede der blev der lagt en grundsten til, hvad jeg senere skulle beskæftige mig med, og det startede med en anbefaling fra min ven.

Efter at være stoppet hos Plan og Handling fik jeg via et Facebook-opslag, jeg selv slog op, nys om et job som gæstelærer i filosofi på en kunsthøjskole, som jeg søgte og fik.

Mine elever var, hånden på hjertet, væsentligt mere kunstnerisk talentfulde end jeg, men jeg tror, det lykkedes mig at få skabt en god filosofisk debat på skolen.

Da stillingen som gæstelærer kun var på én måned, måtte jeg igen finde på noget nyt. Jeg har lavet rapmusik i stort set hele min ungdom, så jeg besluttede mig for at lave en ansøgning i form af en rap, som jeg optog på video og delte flittigt i diverse studiegrupper på Facebook.

Opslaget endte med at blive opsnappet af ingen ringere end magasinet Euroman, som bragte en kort artikel med overskriften “Rap dig til job” i deres digitale avis.

Selvom videoen i sig selv ikke gav mig et job, gjorde den indtryk på min vejleder i Karrierecentret i Københavns Kommune, hvor jeg var i praktik.

Hun anbefalede mig at søge et job i Rødovre Jobcenter, hvor hun kendte en i ansættelsesudvalget. Her bemærkede de, at en af grundene til, at jeg blev kaldt til samtale, var, at de syntes, det var spændende, jeg havde undervist på en højskole. Jeg endte med at arbejde der i tre år.

Undervejs i min ansættelse hos Rødovre Jobcenter fik jeg freelancearbejde som underviser i filosofi hos Akademiet for Talentfulde Unge ved at skrive en uopfordret mail, hvor jeg roste dem og spurgte, om jeg med min baggrund mon kunne bidrage med noget dér.

Dagen efter blev jeg kaldt til møde, fordi de lige stod og manglede en underviser (heldigt!). Der endte jeg med at være i 6,5 år.

Nu arbejder jeg som karriererådgiver i DM på snart sjette år og er sindssygt glad for det.

Her var jeg nok heller ikke blevet taget i betragtning, hvis ikke jeg allerede havde opbygget en væsentlig mængde erfaring. Det kan virke heldigt, men det har kun været muligt, fordi jeg har taget mange chancer undervejs i mit arbejdsliv, hvoraf mange ikke har ført til noget, mens andre har. Det er nødvendigt at være proaktiv, hvis du ønsker at være heldig.

Min vej har bestemt ikke været lige. Det behøver din heller ikke at være. Så søg heldet og grib dine chancer.

Hvem ved – det kan være, du ender i Euroman.