Giver kunstig intelligens virkelig mere tid til det vigtige?

Netop nu er vi vidner til det, der kan blive en teknologisk revolution med potentiale til at ændre verden fra øverste niveau og helt ned til vores lavpraktiske gøremål. 

Alt fra kunst, litteratur og mødeforberedelse kan allerede nu materialisere sig alene ved at give en prompt og trykke på en knap. Selv min e-mail-udbyder spørger mig nu, om copilot ikke lige skal hjælpe mig med at skrive min mail for mig (nej! Gå væk!).

Kunstig intelligens er, hvis man skal tro eksperterne, kommet for at blive. 

Ekspertviden om kunstig intelligens som teknologi overlader jeg trygt til folk med langt mere specialiseret viden end jeg har. Jeg har dog savnet en mere sociologisk vinkel på debatten, og hvilken betydning kunstig intelligens har for måden vi indretter os på.  

Udfordringen går, som jeg ser det, nemlig ikke på, om teknologien virker eller ej, men konsekvenserne af, at den gør. 

Som karriererådgiver interesserer jeg mig naturligvis for, hvordan kunstig intelligens kommer til at påvirke fremtidens arbejdsliv. I dette indlæg vil jeg særligt tage ét gennemgående argument i behandling. Jeg har hørt det mange steder, og det er bestemt appellerende, hvis man accepterer dets præmis.

Spoiler alert: Det gør jeg ikke nødvendigvis.

Argumentet jeg henviser til er: Kunstig intelligens skal implementeres i vores organisationer, fordi den frigør tid til det, der er vigtigt.

… men giver kunstig intelligens virkelig mere tid til det vigtige?

For at blive klogere på det, er der i hvert fald tre spørgsmål, der melder sig på banen:

1. Hvad er egentlig det vigtige?
2. Hvordan kan kunstig intelligens bidrage til, at der bliver mere tid til det vigtige?
3. Kan vi forestille os et scenarie, hvor kunstig intelligens bliver brugt til at begrænse tiden til det vigtige?

Før jeg vil forsøge at svare på disse spørgsmål, vil jeg rammesætte debatten ved at trække det hele lidt op i helikopterperspektiv.

For hvad siger det i grunden om vores samfund, at vi på trods af utallige og svimlende teknologiske fremskridt siden industrialiseringen stadig ikke kan få nok af effektivisering?

Kunstig intelligens som symptom på et accelererende samfund

Forleden blev jeg udsat for en annonce, som Facebooks algoritme tænkte var lige noget for mig. Den var for en app ved navn Motion, der markedsfører sig selv på at hjælpe dig med at effektivisere din tid. Med en influencer-æstetik lokkede den blandt andet med budskaber som:

” 25% mere effektiv!  Organiserer alting!”
”Når min chef er bekymret for, at jeg overtager hendes job fordi jeg er lige så effektiv som 5 personer”

Men er det egentlig en sund tilgang til livet at skulle være lige så effektiv som fem personer? Og hvorfor er det i grunden nødvendigt?

En af tidens største akademiske stjerner, den anerkendte sociolog Hartmut Rosa, har markeret sig med sin teori om vores samfund som et ”accelerationssamfund”.

Rosa argumenterer blandt andet for, at al den teknologi vi udvikler for at effektivisere vores tid og give plads til det væsentlige, oftest ender med at få den modsatte effekt. 

Tag blot opfindelsen af smartphones som eksempel. En smartphone er på alle måder et mere effektivt værktøj end en gammel Nokia-telefon (beklager ”3310”).

Du kan skrive og ringe med dine venner, tjekke nyheder, tage billeder og tjekke årsregnskab. Alt er samlet på ét sted. Alligevel ser det ikke ud til, at opfindelsen har givet os større menneskeligt overskud. Tværtimod.

Meget tyder på, at smartphones bidrager til mistrivsel, fordi de er med til at skabe en kultur, hvor vi altid skal være tilgængelige – måske har du allerede fået flere notifikationer, du ”burde” reagere på, mens du har læst det her indlæg. 

Alle vores smarte teknologiske fremskridt løser altså ikke problemet ved et samfund, der går stadig hurtigere. De er symptombehandling, og vi forsøger blot at følge med, så vi ikke bliver hægtet helt af. Hver gang vi finder en tidsoptimerende løsning, så bliver kravene til effektivitet og tilgængelighed sat tilsvarende op – og mere til. 

Netop heri ligger udfordringen ved løftet om, at kunstig intelligens skulle frigive tid til det vigtige – for hvordan undgår vi, at det ikke bare bliver brugt til endnu en gang at sætte tempoet op og dermed får den modsatte effekt?

Det er på tide at vende tilbage til vores indledende spørgsmål.

1. Hvad er egentlig det vigtige?

Mange arbejdstagere er lige nu med rette bekymrede for, hvad kunstig intelligens kommer til at have af betydning for deres arbejdsforhold. Kommer den til at overtage deres opgaver?

Kan den levere samme kvalitet som et menneske? Er den bedre end et menneske til at løse visse opgaver, og hvilken betydning kommer det til at få?

Folk føler sig truet på deres levebrød, men måske endnu vigtigere, er der en bekymring for, at brugen af kunstig intelligens kommer til at udhule kvaliteten i menneskelige aktiviteter, som er centrale for vores livskvalitet og samfundets sammenhængskraft.

Det er for eksempel ikke ligegyldigt, om du bliver mødt af et menneske, når du møder op i borgerservice eller skal have hjælp til at vælge plejehjem eller daginstitution.

Et citat, jeg har set florere på internettet ifm. debatten om kunstig intelligens, er fra forfatteren Joanna Maciejewska, hvor hun udtaler følgende: 

”Jeg vil have kunstig intelligens til at ordne mit vasketøj og opvask, så jeg kan lave min kunst og forfattervirksomhed, ikke at kunstig intelligens skal lave min kunst og forfattervirksomhed, så jeg kan ordne mit vasketøj og opvask.”

Populariteten af det citat siger måske noget om, hvad vi anser for at være det vigtige, og som kunstig intelligens helst ikke skal overtage. For hvad siger egentlig mere om os mennesker end vores levende forestillingsevne og behov for at relatere til hinanden gennem kunst og kultur. Om det så er til en håndboldkamp med klaphat på eller på Det Kongelige Teater. 

I mit eget virke har jeg tilsvarende svært ved at se, hvordan en kunstig intelligens nogensinde skulle kunne overtage relationsarbejde og coaching, selvom den på sigt sandsynligvis vil kunne promptes til at give meget præcise svar om arbejdsmarkedsforhold og tendenser, der langt overgår et menneskes.

Det vigtige ser altså ud til at være: Det mellemmenneskelige, fællesskabsorienterede, kreative og karakterskabende.

Ikke kun på grund af de resultater, der kommer ud af det, men også den proces vi gennemgår undervejs. Og så er der noget med det fysiske møde mellem mennesker, der betyder noget. Tag blot coronakrisen som eksempel.

Jeg er sikker på at du, kære læser, kan tilføje meget mere til den liste. 

Og netop her står vi ved en skillevej. For hvad er det egentlig kunstig intelligens kommer til at blive brugt til? 

I det kommende vil jeg præsentere først et positivt og dernæst et mindre positivt scenarie.

2. Hvordan kan kunstig intelligens bidrage til, at der bliver mere tid til det vigtige?

I den perfekte verden kommer kunstig intelligens til at blive brugt til at løse alle de kedelige og ensformige opgaver, som vi alle egentlig helst ville være frie for. Det kunne for eksempel være repetitive administrative opgaver, der følger nogle klare regler og procedurer, og derfor ikke som sådan behøver et menneskeligt blik eller fortolkning. 

De mennesker, der lige nu sidder med den slags opgaver, kommer til at blive opkvalificerede til at løse opgaver, der også for dem bliver mere meningsfulde – og de kommer hjem hver dag med et stort smil og en lyst til at fortælle om deres spændende arbejdsdag ved spisebordet.  

Organisationerne kommer til at have færre udgifter på grund af menneskelige fejl, administrativt bøvl og langsommelige processer, og de kan i stedet bruge pengene på at være mere nærværende for deres medlemmer, kunder og klienter – og vil i øvrigt være tilgængelige døgnet rundt.

Årsbudgettet vil komme ud i plus, og de vil have flere resurser til at efteruddanne de medarbejdere, der måtte have lyst til og behov for det.

Sammen med førnævnte medarbejdere kommer kunstig intelligens desuden til at løse komplekse udfordringer, såsom klimakrise og behandlingen af kræftsygdomme, som er så komplekse, at vi mennesker endnu ikke har været i stand til at finde en løsning på dem.

Fordi kunstig intelligens kan løse alle de slidsomme opgaver, kan vi i stedet dyrke et samfund, de oldgræske filosoffer kun kunne drømme om, hvor vi kan forfølge intellektuelle, kreative og sociale aktiviteter, der udvider vores horisont og skaber sammenhold og glæde. Hvem vil ikke gerne overlade de kedelige driftsopgaver til en maskine, så man kan fokusere på det, der virkelig er spændende?

Vi vil få et rigere samfund, både økonomisk, socialt og kulturelt.

Men er det virkelig det, der kommer til at ske?

3. Kan vi forestille os et scenarie, hvor kunstig intelligens bliver brugt til at begrænse tiden til det vigtige?

Et mere dystopisk scenarie kunne se ud på følgende måde. 
Kunstig intelligens åbner helt nye muligheder for overvågning, som kontrolivrige ledere vil elske at tage i brug.

Optagelser af opkald er allerede udbredte, men nu kan kunstig intelligens måle både stemmeføring, samtaledynamikker og tonefald og afgive månedlige rapporter om medarbejdernes interaktioner med kunder.

”Vores kunstige intelligens fortæller os, at du holder mange tænkepauser i dine opkald, tror du ikke, det ville være en mere effektiv brug af tiden, hvis du gav flere informationer lidt hurtigere?”

”Vores algoritmer viser, at dit tonefald har været mere fladt og monotont til vores møder den seneste tid. Er det noget, vi skal tage en snak om?”

Hele det administrative lag af medarbejdere bliver overflødiggjort, og der er ikke nødvendigvis brug for dem nogen andre steder. Hvorfor betale løn til ti medarbejdere når man kan få én medarbejder til at administrere en kunstig intelligens?

Menneskelige interaktioner er besværlige og tidskrævende – og både klienter og medarbejderes irrationelle følelser kommer i vejen for levering af effektive resultater på bundlinjen. Hvorfor ikke erstatte den personlige kundeservice eller rådgivningssamtale med en chatbot, der kan give minutiøst præcise og faktuelt funderede svar?

Vores børn og unge mennesker oplever ensomhed og mistrivsel i en stadigt mere presset folkeskole. Vi har heldigvis en kunstig intelligens, der kan simulere at være barnets ven og som altid er både forstående og lyttende og aldrig driller eller mobber ligesom børnene ovre i skolen.

Ovenstående eksempler kunne godt lyde som noget fra en idérig science fiction-roman.

Men de findes allerede.

Hvordan ønsker du, at vi bruger kunstig intelligens i fremtidens samfund?