Blog: Vi skal ikke sidde og vente på forandring – vi skal lave den selv
Jeg læser statskundskab på Københavns universitet. Du har måske hørt, at vi har nogle rimelig vilde rusforløb? Fyldt med sexchikane, simulerede blowjobs og krænkende ritualer i kælderen. Sådan var det i hvert fald engang. I dag er jeg studerende på Danmarks måske mest politisk korrekte studie, og det er ikke her, jeg møder sexismen. Men jeg er blandt de heldige, skriver Ronja Ravnskov.
Statskundskab på KU var i mange år et studie bygget på en kultur, hvor krænkelser især til festerne, i retorikken og i rusforløbene var normen. Mange havde albuerne ude i kampen for at være bedst, og kønsopdelte aktiviteter talte direkte ind i de kønsopfattelser, som vi ellers burde kæmpe for at gøre op med.
Magisterbladet og DJØF har ved årets start undersøgt, hvor udbredt seksuelle krænkelser er på vores uddannelsessteder som et led i #metoo kampagnen. I den forbindelse har jeg svaret på spørgeskemaet, hvor man præsenteres for forskellige typer og grader af krænkelser, hvorefter jeg skulle svare på, om jeg inden for det sidste år havde oplevet det på studiet, på studiejobbet eller i fritiden. Til samtlige spørgsmål kunne jeg heldigvis svare, at det havde jeg ikke oplevet hverken på mit job eller på mit studie. Til næsten samtlige spørgsmål kunne jeg til gengæld svare, at det havde jeg prøvet én eller flere gange i fritiden. Skulle man konkludere undersøgelsen på baggrund af mine oplevelser kunne man altså sagtens sige, at krænkelseskulturen lever i sit bedste velgående i samfundet, men at vi har formået at holde den ude for de akademiske mure. Så langt, så godt. Eller hvad?
Statskundskab på Københavns universitet gik ikke fra at være bygget op om en krænkelseskultur til at være et studie, der bygger på ligeværd med et trylleslag. Det var ikke en forandring, der kom af sig selv, fordi vi rustede os med tålmodighed og lod udviklingen gå sin gang. Det krævede handling. At der skulle avisoverskrifter til, før handlingen kom, kan man jo kritisere, men pointen er, at der skulle aktive tiltag til at lave forandringer.
På statskundskab har vi afholdt paneldebatter, lavet evalueringer, nedsat regler for introforløbet, opskrevet slagsange, lavet kønsopdelte infomøder, lavet en tutorordning, der skaber rum for at fortælle om krænkelser og meget mere. Ved hjælp af alle disse ændringer har vi ændret kulturen til det bedre. Ved hjælp af alle disse ændringer kan jeg sige, at jeg ikke siden, jeg startede, er blevet krænket på mit studie.
Desværre har omtrent hver tiende kvindelige studerende det ikke lige som jeg. Omtrent hver tiende kvindelige studerende har oplevet uønskede berøringer, kram eller kys på studiet eller på studiejobbet. Mere end hver fjerde har oplevet kønschikane.
Mit studie og Magisterbladets undersøgelse blandt Dansk Magisterforenings medlemmer er altså et eksempel på, hvor vigtig #metoo kampagnen er, og hvor vigtigt det er, at vi får trukket kampagnen ind på universitetsgangene. For når jeg hører om festkulturen og rusforløbene på mange andre studier, kan jeg høre, at det ikke er almindeligt, at ligeværd nødvendigvis er en naturlig del af det. Undersøgelsen bekræfter det.
Denne kampagne er så vigtig, for forandringerne kommer kun, hvis vi sørger for, at sætte fokus på problemerne. Hvem ved, måske andre studier kan lave forandringerne, før hr. og fru Danmark kan læse om aflyste rusture og seksualiserende, grænseoverskridende introlege i Politikens spalter.
Man ændrer ikke en kultur ved at give det tid. Man ændrer ikke en kultur ved at vente på, at det sker af sig selv. At ændre en kultur kræver handling og oplysning - #metoo er et vigtigt skridt på vejen. Men vi skal slet ikke stoppe her. Det skal vi først, når ens køn ikke har betydning for, hvordan man behandles på studiet, jobbet eller i samfundet.
Magisterbladet og DJØF har ved årets start undersøgt, hvor udbredt seksuelle krænkelser er på vores uddannelsessteder som et led i #metoo kampagnen. I den forbindelse har jeg svaret på spørgeskemaet, hvor man præsenteres for forskellige typer og grader af krænkelser, hvorefter jeg skulle svare på, om jeg inden for det sidste år havde oplevet det på studiet, på studiejobbet eller i fritiden. Til samtlige spørgsmål kunne jeg heldigvis svare, at det havde jeg ikke oplevet hverken på mit job eller på mit studie. Til næsten samtlige spørgsmål kunne jeg til gengæld svare, at det havde jeg prøvet én eller flere gange i fritiden. Skulle man konkludere undersøgelsen på baggrund af mine oplevelser kunne man altså sagtens sige, at krænkelseskulturen lever i sit bedste velgående i samfundet, men at vi har formået at holde den ude for de akademiske mure. Så langt, så godt. Eller hvad?
Statskundskab på Københavns universitet gik ikke fra at være bygget op om en krænkelseskultur til at være et studie, der bygger på ligeværd med et trylleslag. Det var ikke en forandring, der kom af sig selv, fordi vi rustede os med tålmodighed og lod udviklingen gå sin gang. Det krævede handling. At der skulle avisoverskrifter til, før handlingen kom, kan man jo kritisere, men pointen er, at der skulle aktive tiltag til at lave forandringer.
På statskundskab har vi afholdt paneldebatter, lavet evalueringer, nedsat regler for introforløbet, opskrevet slagsange, lavet kønsopdelte infomøder, lavet en tutorordning, der skaber rum for at fortælle om krænkelser og meget mere. Ved hjælp af alle disse ændringer har vi ændret kulturen til det bedre. Ved hjælp af alle disse ændringer kan jeg sige, at jeg ikke siden, jeg startede, er blevet krænket på mit studie.
Desværre har omtrent hver tiende kvindelige studerende det ikke lige som jeg. Omtrent hver tiende kvindelige studerende har oplevet uønskede berøringer, kram eller kys på studiet eller på studiejobbet. Mere end hver fjerde har oplevet kønschikane.
Mit studie og Magisterbladets undersøgelse blandt Dansk Magisterforenings medlemmer er altså et eksempel på, hvor vigtig #metoo kampagnen er, og hvor vigtigt det er, at vi får trukket kampagnen ind på universitetsgangene. For når jeg hører om festkulturen og rusforløbene på mange andre studier, kan jeg høre, at det ikke er almindeligt, at ligeværd nødvendigvis er en naturlig del af det. Undersøgelsen bekræfter det.
Denne kampagne er så vigtig, for forandringerne kommer kun, hvis vi sørger for, at sætte fokus på problemerne. Hvem ved, måske andre studier kan lave forandringerne, før hr. og fru Danmark kan læse om aflyste rusture og seksualiserende, grænseoverskridende introlege i Politikens spalter.
Man ændrer ikke en kultur ved at give det tid. Man ændrer ikke en kultur ved at vente på, at det sker af sig selv. At ændre en kultur kræver handling og oplysning - #metoo er et vigtigt skridt på vejen. Men vi skal slet ikke stoppe her. Det skal vi først, når ens køn ikke har betydning for, hvordan man behandles på studiet, jobbet eller i samfundet.
