Blog: Tiden er inde til et nyt oprør
Ronja Rose Ravnskov, forkvinde for DM Studerende, opfordrer sine medstuderende, de ansatte på universiteterne og rektorerne til at gøre oprør mod uddannelsesbesparelserne.
Kære medstuderende, undervisere, forskere, rektorer, teknisk- og administrativt personale, videnskabeligt personale og alle jer andre, som er ansat i uddannelsessektoren, det er tid til et nyt oprør. Et oprør mod politikervældet.
For 50 år siden stod studerende og ansatte side om side i kampen for medbestemmelse på universiteterne og i kampen mod professorvældet. Det er på tide, at vi igen står skulder ved skulder, ikke blot på universiteterne, men i hele uddannelsessektoren i kampen mod besparelser og i kampen mod politikernes detailstyring af økonomien gennem puljeordninger. Når der kun investeres i uddannelse gennem pengepuljer, bliver økonomien usikker, og de langsigtede handlingsplaner forsvinder ud i horisonten. Tilbage står vi med dårligere uddannelser.
2 procent kan lyde så uhåndgribeligt og som så lidt. Som om det nemt kan klares ved at tage det overflødige. Men det passer ikke. For det var løgn, da man sagde, at uddannelserne var kornfede. oOg omprioriteringsbidraget er som at tage brød fra en, der allerede sulter. For vores uddannelser var ikke perfekte, før besparelserne begyndte i 2016. Allerede dengang manglede der langvarige investeringer, og siden har det været et ræs mod bunden.
2 procent kan lyde så uhåndgribeligt, men i virkeligheden rammer det os alle. For mig betyder det, at jeg ikke skal til mundtligt forsvar til sommer, når jeg skal aflevere min bachelor. Det betyder, at jeg kun har haft én mundtlig eksamen på hele min bachelor. Det betyder, at jeg heller ikke skal forsvare mit speciale, når jeg en gang er ved at være færdig. For andre betyder det færre undervisningstimer. At de ikke kan komme i praktik. At de mister kollegaer, som bliver fyret. At de ikke selv bliver genansat. At de går ned med stress, fordi de skal løse den samme opgave på den halve tid.
Hvordan kan jeg vide, at alle disse eksempler er på grund af besparelser? Det kan jeg, fordi der ikke findes en eneste faglig begrundelse for de forringelser, som jeg og andre ser i vores hverdag. Jeg kan i hvert fald ikke komme på en. Så faktisk er 2 procent sket ikke så uhåndgribeligt, for vi har alle sammen mærket konsekvenserne. På os selv og på vores medstuderende og kollegaer.
Besparelserne rammer ikke blot dem, som er i uddannelsessystemet nu. De har også betydning for fremtiden. For bliver jeg en god politisk rådgiver en dag, når jeg aldrig har skullet forsvare mit arbejde på studiet? Vi studerende, som mærker besparelserne i dag, vil også være mærket af manglerne i vores arbejdsliv. Og helt ærligt, det synes jeg ikke, at regeringen kan være bekendt. Ikke over for os, for vores undervisere, for dem, som vi i fremtiden skal arbejde for og med. For samfundet, som skal bygge på vores viden.
Regeringen har haft succes med, at fremstille os som grådige, når vi råber vagt i gevær på uddannelsernes vegne. Men vi er ikke grådige. Vi er de fremsynede. Og vi - studerende, undervisere og ansatte på uddannelsesinstitutionerne - ja, vi burde vide, hvad vi taler om, for det er os, der mærker besparelserne hver eneste dag. Og selvom vi råber højt, så er det som om, at politikerne stædigt holder hænderne for ørerne. For de har fjernet slutdatoen for besparelsernes hærgen og blot fundet på nye bureaukratiske termer. Omprioriteringsbidraget bliver til puljehelvede, og de langsigtede investeringer er stadig ude af syne.
For 50 år siden gjorde vi op med professorvældet på universiteterne. Lad os fejre det ved at gøre op med politikervældet på uddannelsesinstitutionerne, hvor de tror, at de kan detailstyre os gennem pengepuljer efter deres forgodtbefindende. Lad os en gang for alle få afskaffet besparelserne på uddannelse! Lad os sikre kvaliteten og fremtiden!
For 50 år siden stod studerende og ansatte side om side i kampen for medbestemmelse på universiteterne og i kampen mod professorvældet. Det er på tide, at vi igen står skulder ved skulder, ikke blot på universiteterne, men i hele uddannelsessektoren i kampen mod besparelser og i kampen mod politikernes detailstyring af økonomien gennem puljeordninger. Når der kun investeres i uddannelse gennem pengepuljer, bliver økonomien usikker, og de langsigtede handlingsplaner forsvinder ud i horisonten. Tilbage står vi med dårligere uddannelser.
2 procent kan lyde så uhåndgribeligt og som så lidt. Som om det nemt kan klares ved at tage det overflødige. Men det passer ikke. For det var løgn, da man sagde, at uddannelserne var kornfede. oOg omprioriteringsbidraget er som at tage brød fra en, der allerede sulter. For vores uddannelser var ikke perfekte, før besparelserne begyndte i 2016. Allerede dengang manglede der langvarige investeringer, og siden har det været et ræs mod bunden.
2 procent kan lyde så uhåndgribeligt, men i virkeligheden rammer det os alle. For mig betyder det, at jeg ikke skal til mundtligt forsvar til sommer, når jeg skal aflevere min bachelor. Det betyder, at jeg kun har haft én mundtlig eksamen på hele min bachelor. Det betyder, at jeg heller ikke skal forsvare mit speciale, når jeg en gang er ved at være færdig. For andre betyder det færre undervisningstimer. At de ikke kan komme i praktik. At de mister kollegaer, som bliver fyret. At de ikke selv bliver genansat. At de går ned med stress, fordi de skal løse den samme opgave på den halve tid.
Hvordan kan jeg vide, at alle disse eksempler er på grund af besparelser? Det kan jeg, fordi der ikke findes en eneste faglig begrundelse for de forringelser, som jeg og andre ser i vores hverdag. Jeg kan i hvert fald ikke komme på en. Så faktisk er 2 procent sket ikke så uhåndgribeligt, for vi har alle sammen mærket konsekvenserne. På os selv og på vores medstuderende og kollegaer.
Besparelserne rammer ikke blot dem, som er i uddannelsessystemet nu. De har også betydning for fremtiden. For bliver jeg en god politisk rådgiver en dag, når jeg aldrig har skullet forsvare mit arbejde på studiet? Vi studerende, som mærker besparelserne i dag, vil også være mærket af manglerne i vores arbejdsliv. Og helt ærligt, det synes jeg ikke, at regeringen kan være bekendt. Ikke over for os, for vores undervisere, for dem, som vi i fremtiden skal arbejde for og med. For samfundet, som skal bygge på vores viden.
Regeringen har haft succes med, at fremstille os som grådige, når vi råber vagt i gevær på uddannelsernes vegne. Men vi er ikke grådige. Vi er de fremsynede. Og vi - studerende, undervisere og ansatte på uddannelsesinstitutionerne - ja, vi burde vide, hvad vi taler om, for det er os, der mærker besparelserne hver eneste dag. Og selvom vi råber højt, så er det som om, at politikerne stædigt holder hænderne for ørerne. For de har fjernet slutdatoen for besparelsernes hærgen og blot fundet på nye bureaukratiske termer. Omprioriteringsbidraget bliver til puljehelvede, og de langsigtede investeringer er stadig ude af syne.
For 50 år siden gjorde vi op med professorvældet på universiteterne. Lad os fejre det ved at gøre op med politikervældet på uddannelsesinstitutionerne, hvor de tror, at de kan detailstyre os gennem pengepuljer efter deres forgodtbefindende. Lad os en gang for alle få afskaffet besparelserne på uddannelse! Lad os sikre kvaliteten og fremtiden!
