Drop det, Mette Frederiksen: Pension bliver aldrig retfærdig

Pensionsdebatten er langt fra ny. I oldtidens Skandinavien havde vi den bemærkelsesværdige tradition, at vi skubbede de familiemedlemmer, der var blevet for gamle til at kunne arbejde for føden, ud over en skrænt og ned i noget vand for at drukne.

På den måde blev de både et offer til guderne og en mindre belastning for samfundsøkonomien. I Götaland gjorde man ligefrem brug af en såkaldt ættekølle. En hammer med et flere meter langt skaft, så hele familien kunne deltage i løjerne og gokke bedstemor i baghovedet, når hun skulle ud over klippesiden.

Siden har pensionsdebatten udviklet sig i en knap så makaber retning. I 1891 indførte man i Danmark de første begrænsede offentlige ydelser til ældre medborgere. Pension var fra starten en hjørnesten i velfærdssamfundet. 

Men hvor meget, hvornår og hvordan det offentlige skal overtage borgernes leveomkostninger, har altid været omdiskuteret, og flere gange har det flyttet afgørende stemmer.

I 2001 mistede Socialdemokratiet regeringsmagten efter først at have garanteret ikke at forringe efterlønnen, for herefter alligevel at gøre det. I 2019 erobrede Mette Frederiksen statsministerposten kort tid efter at have lanceret Arne-pensionen.  

Løs kronjuvel

Det er muligvis noget tilsvarende statsministeren håber på, når hun nu igen sparker gang i pensionsdebatten og dermed piller ved den såkaldte kronjuvel i dansk økonomi, velfærdsaftalen fra 2006.

Aftalen skulle gøre noget ved det, der engang blev kaldt ældrebyrden. Stigende levealder truede med at skævvride forholdet mellem pensionister og folk i arbejde og undergrave samfundsøkonomien. Ved at lade pensionsalderen stige med levealderen blev ældrebyrden nu til ældrestyrken, og Folketinget fik samtidig etableret et potentielt fremtidigt skatteprovenu kaldet råderummet, som de lige siden har været begejstrede for at kunne bruge løs af.

Officielt kommer udmeldingen naturligvis ikke for at fremme Socialdemokratiets stemmetal. Den kommer angiveligt for at fremme retfærdigheden i pensionssystemet. For selvom middellevealderen stiger, er det ikke alle, der kan se frem til flere gode leveår. Uligheden i levealder stiger nemlig også.

Der vil således være nogle grupper - de fattigste, de sygeste og dem med de hårdeste jobs - der sat på spidsen kan se frem til at arbejde indtil den dag, de stiller træskoene. Mens alle os med komfortabelt kontorarbejde får stadig flere gode pensionsår at glæde os til.

Med retfærdigt mener statsministeren selvfølgelig lige. På den måde, at et 100 procent retfærdigt pensionssystem ville give alle borgere præcis lige mange og lige gode år på pension. Der findes andre definitioner af retfærdighed, men lad os bare holde fast i Socialdemokratiets forståelse af ordet. 

100 procent bullshit

Problemet er bare, at pension nu engang ikke er retfærdigt, og umuligt kan blive det. I hvert fald ikke på det individuelle plan.

Min mor forlod denne verden, inden hun forlod arbejdsmarkedet, og hun fik aldrig gavn af hverken sin arbejdsmarkeds- eller folkepension. Det på trods af at ingen havde fortjent et langt pensionistliv med korrejser, højskoleophold og børnebørn mere end hun. Andre tilbringer hele deres pensionisttilværelse med fysisk eller psykisk sygdom.

Det er ikke retfærdigt. Og det kan aldrig blive retfærdigt. Fordi livet ikke er retfærdigt. Nogle lever længe og er raske. Nogle dør tidligt eller trækkes med sygdom. 

Men bare fordi man ikke kan gøre det retfærdigt for den enkelte, kan man selvfølgelig godt gøre noget for at udligne forskellene på kollektivt plan. Det kunne være at give grupper af mennesker, som gennemsnitligt har en kort og/eller skidt pensionstilværelse i vente, lidt mere at se frem til. Man kunne for eksempel give folk, der har været på arbejdsmarkedet i rigtig mange år eller mennesker, der er nedslidte, lov til at trække sig tilbage tidligere end velfærdsaftalens excel-ark tilsiger. 

Tilståelsessag

Men hov! Var det ikke præcis hvad Arne-pensionen henholdsvis senior-pensionen skulle? Sende folk på pension, hvis de var nedslidte på den ene eller anden måde?

Jo. At ingen af disse ordninger (og ej heller deres uhellige kærlighedsbarn, Arne+) åbenbart er i stand til at gøre systemet tilstrækkeligt retfærdigt, kan vel ses som en slags tilståelsessag fra statsministeren? Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt. Eller måske bare mærkværdigt.

Rigtig mærkværdigt bliver det dog, når man samtidig tænker på den anden pensionsdebat, vi har haft de sidste par år. Nemlig den om de sandsynligvis ganske få mennesker, der vælger at trække sig fra arbejdsmarkedet, før politikerne har givet dem lov. Dem som - ved at skrue ned for omkostningerne - kan leve af deres egen opsparing.

Forargelsen har ingen ende haft. Det er ret besynderligt med tanke på, at vores politikere i årtier har forsøgt at få os selv til at spare op til alderdommen gennem arbejdsmarkedspensioner med gode skattefordele. Men man skal åbenbart heller ikke blive alt for god til det. 

Betragter man de to pensionsdebatter i sammenhæng udkrystalliserer det politikernes flersidede dilemma. Man vil på den ene side gerne fastholde os i arbejde, så vi bidrager med arbejdskraft og skat længst muligt. Men trods alt ikke til den dag, vi segner (af hjertet tak!).

Man vil gerne have, at vi sparer op, så vi selv kan finansiere vores pensionstilværelse. Men dog ikke så effektivt, at det er muligt at trække sig før alle andre. 

Blæser med mel i munden

Derfor strammer man med den ene hånd og slækker med den anden. Laver incitamenter med den tredje hånd og udskammer med den fjerde. Men uanset hvad man gør, kommer det aldrig til at give alle en bare nogenlunde lige lang og lige god pensionisttilværelse.

Man står tilbage med en pudsig mistanke om, at en del politikere i deres dybeste, mest våde og hemmelige drømme ville ønske, at de kunne få lov til at bestemme over liv og død. 

Så ville de endelig være i stand til at udmåle den enkeltes pensionisttilværelse lige på minuttet. Ideelt kunne folk gå lige fra samlebåndet og ned i kisten. Ville det ikke bare være retfærdigt? Og godt for samfundsøkonomien?

Spøg til side. Ingen politikere ønsker (forhåbentlig) at være herre over liv og død, lige så lidt som de ønsker sig en ny bekendtgørelse om brug af ættekølle i ældreplejen.

I have a dream

Mit eget store ønske er, at jeg forbliver frisk nok til at arbejde mange, mange år endnu, og gerne længe efter en eller anden skæringsdato, som et excel-ark har spyttet ud. 

Men jeg ville da også ønske, at jeg gradvist kunne skrue ned for timetallet i takt med, at kroppen helt naturligt bliver slidt - og også helst mange år inden den samme skæringsdato. Og jeg vil da gerne være helt fri for at arbejde, hvis jeg skulle gå hen og få det rigtig dårligt - måske endda også inden det kom så vidt.

Ingen af de ønsker imødekommer velfærdsaftalen. Om Mette Frederiksens alternativ kommer til at gøre det, har vi endnu til gode at se.