Derfor reddede det 6. SU-år Povls værdi for statskassen
Povl Gad er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og arbejder som embedsmand i staten. © Foto: Rasmus Kongsgaard
Regeringen ønsker at spare det sjette SU-år væk. Mindre fjumring, så flere unge hurtigere kommer ud på arbejdsmarkedet med en skatteprovenuproducerende uddannelse. Men effekten kan ende med at blive det stik modsatte, mener Povl Gad, der selv kun fik færdiggjort sin uddannelse takket være det sjette SU-år.
Jeg husker det ikke tydeligt, men jeg mener, det var en tirsdag. Jeg vågnede i vores lille lejlighed i Peter Fabers Gade, og med ét gik det op for mig, at jeg var holdt op på universitetet.
Jeg havde ikke været til forelæsning i 14 dage. Jeg havde faktisk ikke sat mine fødder på KUA i den periode. Og jeg kunne slet ikke forestille mig at gøre det igen foreløbigt. Jeg var tilsyneladende droppet ud. Stille og roligt, og uden jeg havde erkendt det. Før den tirsdag.
Et halvt år tidligere var jeg med kæmpe gåpåmod startet på den toårige overbygning på det hovedfag, jeg i løbet af den 3-årige grunduddannelse havde studeret med stor begejstring. For at gøre en lang historie kort var mit møde med overbygningen en skuffelse, både fagligt og socialt. Så meget, at jeg mod forventning og til min egen overraskelse åbenbart gik død.
Et års ... fjumren?
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre, og jeg brugte lang tid på at finde ud af det. Jeg var vel i en slags livs- og uddannelseskrise. Eller sagt med regeringssprog, jeg fjumrede.
Til sidst lykkedes det mig at tage konsekvensen, melde mig ud af universitetet og finde på noget andet at lave. Hele processen tog et år. Et år på SU, der jo nok var spild af penge, men som samtidig var helt afgørende for, at jeg fandt ud af, hvad jeg så skulle bruge mit liv på på kort sigt.
Det er muligt, jeg er et unikt tilfælde, og at der er langt bedre samfundsøkonomi i at piske folk igennem uddannelsessystemet og trække på skuldrene af dem, der så ikke når det. Men jeg tror det ikkePovl Gad
De næste fem år brugte jeg på at arbejde. Ikke de bedste, mest vellønnede og skattebetalende jobs, for som bachelor var man (dengang som nu) relativt værdiløs på arbejdsmarkedet. Det kunne regeringen måske starte med at lave om på, hvis den egentlige intention bag reformen i virkeligheden er, at man gerne vil have folk til at studere lidt kortere?
Men jeg arbejdede, og fremfor alt genfandt jeg efter nogle år lysten til at studere. Og en dag meldte jeg mig igen ind på universitetet.
Sikkerhed
Det faktum, at jeg stadig havde 24 SU-klip på kontoen, var helt afgørende for mit valg. Havde jeg kun haft 12 tilbage, var det sandsynligvis ikke sket. Jeg havde nemlig ikke velhavende forældre, der kunne købe mig en lejlighed eller på andre måder understøtte mig økonomisk, når SU’en slap op.
Jeg havde ingen opsparing eller andet økonomisk sikkerhedsnet. Kun udsigten til det sjette SU-år gav mig en smule økonomisk sikkerhed. Det reddede min uddannelse. Og muligvis mit liv, når jeg i dag betragter det i retrospektiv. Men det er en anden historie.
Jeg gennemførte i øvrigt de to års overbygning på halvandet. Så jeg nåede faktisk kun at få udbetalt et halvt af det sjette SU-år. Det var ikke mindst fordi, at jeg i mellemtiden var blevet en langt bedre studerende. Bedre af at gå død, nøle, fjumre rundt, erkende mit nederlag, gøre noget andet, komme igen og tage revanche. Jeg var blevet klogere.
Og efter de to års overbygning var jeg også blevet en bedre arbejdskraft. Både for mine fremtidige arbejdsgivere og for statskassen. Dette, fordi jeg fik muligheden for at gennemgå den personlige udvikling, gennemføre min overbygning og skrive et speciale.
Det er muligt, jeg er et unikt tilfælde, og at der er langt bedre samfundsøkonomi i at piske folk igennem uddannelsessystemet og trække på skuldrene af dem, der så ikke når det. Men jeg tror det ikke. I mit tilfælde havde det været en lille katastrofe, og jeg kan da også konstatere, at jeg langt fra er den eneste, der har udnyttet det 6. SU-år. Det samme gør sig fx gældende for en hel del af de politikere, der nu er i gang med at fjerne det.
Pisken er jo til syvende og sidst nok mest noget, der fungerer i excel-ark i Finansministeriet. Jeg tror, at virkelighedens mennesker i langt højere grad ligner mig. Det gør de fleste af dem, jeg kender, i hvert fald. Selv dem, som arbejder i Finansministeriet.
Elastik
Det hører med til historien, at jeg startede på universitetet som 19-årig. Hvis jeg ikke havde været bevidst om, at der var elastik i SU-systemet, havde jeg givetvis udskudt det valg et år eller to eller tre, til jeg var HELT sikker på hvad jeg ville studere.
SU er ikke en udgift. Det er en investering. Og den betaler sigPovl Gad
Måske havde jeg i mellemtiden vænnet mig til at tjene penge, og var slet ikke begyndt på en uddannelse? Mon det er regnet med i regeringens model? Næppe.
SU er ikke en udgift. Det er en investering. Og den betaler sig. Den merværdi, jeg udgør for statskassen, på grund af det sjette SU-år, har gentagne gange betalt mine SU-klip tilbage.
Så lad nu være med at fjerne det sjette SU-år. Det vil primært ramme uprivilegerede unge i samme situation som mig. Os uden rige forældre, men dog med lidt talent, og som af den ene eller anden grund er havnet i en situation, hvor uddannelsen ikke løber snorlige. Og det vil være en katastrofe. En lille én for hver af os. En stor én for statskassen.
