Pause med poten­tiale

Måske har du hørt om – ellers husker du måske - det lille røde hjerte, som i 1960’ne sad på mange vejtræer? Det var en fyr, der hed Christian Krogh, der på røde træhjerter skrev ”GIV DIG TID”, og hængte dem op for at få bilisterne til at tage den med ro, så man undgik de mange færdselsuheld.

De blev selvfølgelig forbudt, da de jo distraherede trafikanterne. I dag er tid blevet til en resurse, som vi oven i købet skal spare på, da tid er penge og dermed en udgift, der skal minimeres i statens husholdningsbudget. Tid er på den måde blevet et politisk redskab. Vi påvirkes til at tro på, at tiden bruges bedst, når vi kommer hurtigt gennem uddannelse og hurtigt i arbejde. Netop uddannelsesplaner og jobsøgningsplaner er udtryk for rationel planlægning og en forestilling om, at uddannelses- og erhvervsvalget kan planlægges som et linerært forløb. Hvis du der imod giver dig tid, så anses det for værdiløst. Det er et paradoks, for du har netop tid, når du ikke er i beskæftigelse - og det er netop de unges privilegium! Så lad os lige give os tid til at reflektere over det.

Uddannelsespolitikken bygger i dag på en lineær tankegang om, at det er til gavn for den enkelte og for samfundet at (fjern)styre studerende gennem tidsskemaer, med økonomiske incitamenter og under trussel fra ledighedsstatistikker. Det står i åbenlys modsætning til, at så rationelle overvejelser sjældent ligger til grund for deltagelse i et studie. Det kan tvært imod føre til, at den enkelte føler et pres, der kan udløse en angst for at sakke bagud, og gøre folk usikre på, om de nu har truffet det rigtige valg. Fra en pædagogisk vinkel er fordybelsen i nuet jo netop dér, hvor læringen har stor effekt, hvor imod utryghed distraherer.

I forsommerens forlig om reform af beskæftigelsesindsatsen fremgår det som noget af det første, at ”for både den enkelte og for samfundet er der store omkostninger forbundet med arbejdsløshed. Det er derfor centralt, at tiden som ledig ikke bliver langvarig, og at den bruges på at ruste den enkelte til varig beskæftigelse.” Når tiden medfører store omkostninger, som der står, så bliver pausen mellem job opfattet som værdiløs.  Det er dog ikke sikkert, at den lige vej til job nødvendigvis er særlig rationel. Det viser sig, at hvis man i stedet fokuserer på det, man kan kalde for den ”produktive pause”, så har den et fantastisk potentiale. Den giver nemlig mulighed for at reflektere, lære nyt og få tid til, at nye indsigter fæstner sig. Der er en modsætning mellem den politiske italesættelse af tid og den enkeltes ret til at opfatte tid som en anerkendt og værdig mulighed, man kan give sig selv. Det politiske pres på tiden fører uvilkårligt til, at alle stiller krav til hinanden om, at vi skal være effektive og minimere pauser, men det medfører altså også ængstelse og usikkerhed på det individuelle plan. Undersøgelser viser ligefrem, at borgere får dårlig samvittighed, hvis de opfatter pausen som produktiv. Netop på et arbejdsmarked under konstant forandring vil det være fornuftigt at give tiden værdi i sig selv ved at investere i overvejelser over flere muligheder for sit (arbejds)liv, så man så at sige ikke handler, før man tænker.

Intentionen med ”GIV DIG TID” var jo ikke, at trafikanten skulle stoppe op, man skulle stadig bevæge sig fremad, men på en sådan måde, at man ikke gjorde sig selv eller andre fortræd.