Ny brug af faglighed: Stresssygemelding prikkede til Christinas indre forfatter

Da jeg blev sygemeldt med stress, begyndte jeg at skrive. Det var jeg vant til fra mine projektopgaver på RUC og fra mine jobs som kommunikationsmedarbejder. Det nye var, at det var for mig selv. Til mig selv.

Jeg har altid elsket at skrive, og jeg har egentlig altid gået med en notesbog i tasken, så jeg lige kunne notere en inspirerende tanke, ytring eller et indfald ned. Men det var aldrig faldet mig ind at skrive selvstændigt. Nu opdagede jeg, hvor berigende det var at skrive for min egen skyld og få alle de kaotiske stresstanker ned på papir.

Selvforståelsen fik et hak

Da jeg efter kommunikationsstudiet på RUC begyndte at arbejde som kommunikationsmedarbejder, gik det først godt, siden rimeligt, men til sidst fungerede det slet ikke, og min krop sagde fra.

Stressen kom i løbet af nogle år snigende med hjertebanken og uro, der tog til i et sådant omfang, at jeg til sidst måtte på hospitalet. Lægerne fandt heldigvis ikke noget fysiologisk galt, men jeg havde det så skidt både fysisk og mentalt, at de anbefalede en sygemelding.

Det var et kæmpe nederlag. Jeg havde meget svært ved at forlige mig med følelsen af, at man ikke kunne regne med mig, og jeg var oprigtigt bange for, hvad der skulle blive af mig, når jeg nu blev syg af det, jeg levede af og var glad for, nemlig at formidle.

Jeg var vant til at være problemløser, og pludselig magtede jeg ikke at løse mine egne problemer. Det tog virkelig hårdt på min selvforståelse.

Drevet af fantasi og tilfældigheder

Nogenlunde samtidig med sygemeldingen modtog jeg en invitation til en gammel klassefest. Jeg takkede nej til gensynet, fordi jeg ikke orkede hverken at fortælle min historie eller at lytte til andres. Men invitationen fik mig til i højere grad at se min situation udefra, og det fodrede min fantasi.

Jeg har altid haft en god iagttagelses- og forestillingsevne, og pludselig var jeg helt opslugt af en historie: For hvordan mon andre deltagere til en given reunion ville have det – inderst inde? Ville de have lyst til at komme? Hvad mon de hver især baksede med på hjemmefronten? Hvad ville blive fortalt, og hvad ville blive fortiet? Kunne/ville de ryste de gamle roller af sig? Var der gode minder? Uafsluttede konflikter?

Mens fantasien kørte for sjov i baghovedet stødte jeg tilfældigt på et skrivekursus. Set i bakspejlet må det have været min underbevidsthed, der styrede mig, for det var præcis det, jeg havde brug for.

En roman bliver til

Efter mange overvejelser endte jeg med at stoppe på mit arbejde, og nu har jeg, efter flere års udfordringer, udgivet min debutroman STATUS.

Den handler om Lisbeth, som ikke ved, hvad hun vil have. Om Catarina, som vil have det, hun havde. Om Bjørn, som helst ikke vil have noget. Om Jesper, som vil have det hele. Om Mia, som vil have noget andet. Og om Helle, som vil have mere. De seks karakterer bliver alle tvunget til at stoppe og give deres liv et eftersyn, uanset om de har lyst eller ej. Det er vist ikke svært at gætte, hvor jeg fik inspirationen fra.

At skrive romanen har på nogle områder været som at skrive en stor rapport. Jeg brugte i høj grad mine faglige kompetencer til research og struktur, og jeg havde sikkert ikke kunnet overskue at gennemskrive og flytte rundt på 350 siders tekst – samtidig med at jeg bevarede overblikket og den røde tråd - hvis jeg ikke havde prøvet det før.

Jeg har også nydt at læse min tekst med kritiske briller og at nørde med at finde det helt rigtige ord til en beskrivelse eller dialog. Det var ikke noget, jeg tænkte over undervejs, men her bagefter, når folk spørger, hvordan og hvad jeg gjorde, kan jeg godt se, at jeg har været på hjemmebane i kraft af min faglighed.

Det ukendte territorie

Resten af arbejdet med bogen har primært været læring helt forfra. Det er på mange måder en helt anden verden at skrive skønlitterært. Selvom jeg måske har været mere struktureret end så mange andre, og fx har haft en ramme og som oftest en overordnet ide om start og slut på et kapitel, så er det i langt højere grad intuitivt, det der kommer ned på papiret.

Skriveprocessen udspringer af en slags indre stemme - formentlig en blanding af research, input, inspiration og nysgerrighed – som jeg øver mig i at slippe løs.

Det kan godt være svært og grænseoverskridende at slippe styringen efter så mange års skoling i det modsatte, men det er også vildt spændende, når jeg ikke helt ved, hvad der kommer ud. Det er mere frit. Mere lystbetonet. Og vanvittigt givende.

Jeg var glad for at skrive projekter og formidle fagstof, men jeg blev altså ikke ligefrem høj af at det, som jeg gør nu på de gode skrivedage.

Ny indsigt og ny hylde

Når jeg ser tilbage på hele forløbet, har det været hårdt men lærerigt. Jeg havde ikke selv planlagt at stoppe op, og især den første tid under stresssygemeldingen var svær.

Heldigvis kom der alligevel noget godt ud af det. For udover at jeg på den hårde måde har lært mig selv og mine egne grænser meget bedre at kende, har jeg indset, at jeg kan bruge min faglighed på ny måde.

Fagligheden viste sig (måske ikke så overraskende?) at være en integreret del af mig i stedet for, som først frygtet, at være en pakke, jeg måtte efterlade, fordi den ikke længere kunne bruges til noget. Det var meget betryggende at opleve.

Alligevel vil jeg sammenligne det at skrive en bog med engang at have set et handyman-program i tv og så en dag beslutte at bygge sit eget hus.

Det kræver en uhyggelig mængde gå-på-mod og stædighed, for man famler og ændrer og kæmper konstant. Der findes ikke en manual til, hvordan du skriver din drømmebog eller bygger dit eget unikke hus, og på godt og ondt er der heller ikke en chef, der fortæller, hvad han vil have. Der er kun mavefornemmelsen at konsultere og det indre drive at arbejde på.

I dag forstår jeg stadig ikke helt, at jeg, som den normalt forsigtige type, kastede mig ud i projektet, og som akademiker synes jeg, det lyder som en alt for ustruktureret tilgang til en opgave.

Men i mit tilfælde var det underbevidstheden, der rådede. Den sørgede for, at jeg på uforklarlig vis ikke kunne lade være, og det er jeg evigt taknemmelig for. For da jeg begyndte at skrive uden krav og kun for min egen skyld, kom jeg tilbage til kernen og fordybelsen, og det var der, mit drive viste sig at være gemt og glemt.

Det har helt konkret betydet, at jeg har bevæget mig fra vingeskudt og indadvendt stressramt til at udgive en bog og dermed dele mine inderste tanker med et publikum. Processen har været sårbar, og det har været en mentalt krævende rejse med en masse overvindelser, men jeg er vokset af den, og jeg føler, at jeg har fundet min rette hylde. Jeg er i gang med en opfølger til min roman, og måske er ’forfatterhylden’ den rette for altid, måske er den rigtig, indtil jeg får øje på en ny vinkel.

For efter min stressrejse har jeg lovet mig selv at være åben for inspiration og overvejelser i forhold til både bog- og livsindhold.