Maria var med fra ide til heksemuseum: "Det var jo drømmen"

Jeg sad på en sejlbåd i Grækenland i sommeren 2018, på en godt tiltrængt ferie, da der tikkede en besked ind. Der var kommet de endelige fondsmidler til at realisere et heksemuseum i Ribe, og nu var der tilknyttet et ph.d.-stipendiat finansieret af Kulturministeriets Forskningspulje (KFU). Her skulle jeg undersøge afslutningen på de danske hekseforfølgelser og samtidig være med til at forme museet. Det var jo drømmen!

HEX! Museum of Witch Hunt åbnede i sommeren 2020. Det var en meget sær tid at åbne i, for nu at sige det mildt.

Det sidste intensive halve år op til åbning kolliderede med den første voldsomme coronabølge, og alting var lukket ned. Men museet blev færdigt. Det første af sin slags i Danmark til at omhandle de europæiske hekseforfølgelser i Europa 1450-1750 med fokus på særligt de danske sager (1540-1993) som udgangspunkt for udblik til de europæiske.  

Ribe alene havde 22 trolddomssager mellem 1572-1652, hvoraf 11 af disse endte i henrettelse ved bålet. Ribe var dermed en oplagt scene for at præsentere lige netop dette emne.

Langt de fleste folk, der blev tiltalt, retsforfulgt og henrettet for trolddom, efterlod sjældent fysiske genstande. 

De var ikke rige og betydningsfulde, og der eksisterer ikke mange portrætter eller statuer af dømte hekse fra samtiden. Alligevel var det en historie, som er en vigtig del af vores alle sammens historie.  

På inspirationstur til Europas okkulte museer

Sammen med projektleder for etableringen af HEX!, Lulu Anne Hansen, og arbejdsgruppemedlemmer Louise Hauberg Lindgaard, Mikkel Kirkedahl Lysholm Nielsen og Mette Slyngborg, tog vi på tur til forskellige museer i Europa for at undersøge, hvordan man udstiller mentalitetshistorie.  

Vi tog til London på The British Library, hvor vi mødtes med Julian Harrison, bagmand bag den utrolig populære udstilling Harry Potter: A History of Magic.

Bagefter tog vi til Oxford for at opleve særudstillingen Spellbound på The Ashmoleum Museum. Vi beundrede med en god portion misundelse de mange genstande, som der var udstillet: fantastiske manuskripter, John Dees krystal (dronning Elizabeth I’s hofmagiker), renæssanceringe med magiske inskriptioner, indemurede sko, beskyttende udskæringer og meget mere, som alle gav os ideer og inspiration i forhold til, hvad vi skulle søge efter og inkludere på vores eget museum. 

Inspireret af det kreative udvalg af genstande på Spellbound, hvor der blev udstillet beskyttende markeringer indskrevet på træsøjler og døre, fik vi for eksempel øjne for muligheden med at inkludere lignende og vi begyndte at undersøge, om der var overlevende beviser for en sådan praksis i Danmark.

Det ledte til inklusionen af en mursten fra den tidligere byport i Ribe, hvor der var blevet indsat en mursten med et beskyttende pentagram (magisk stjerne som ikke oprindeligt havde nogle dæmoniske koblinger). Pludselig havde vi mulighed for at inkorporere mange flere genstande, end først antaget!  

Men vi tog også bestik af, at stemning betyder alt, og derfor satte vi os også for, at de scenografiske omgivelser og lydsporet skulle være en vigtig del af formidlingen på HEX! 

Forskningsområdet blev til et museumsrum

I min afhandling, ville jeg undersøge behandlingen af trolddom som forbrydelse i den danske højesteret. Men for at forstå trolddomsforfølgelsen, så er man nødt til at tage seriøst, at for de mennesker, der forfulgte troldfolk, så var trolddom en meget ægte form for forbrydelse.  

Med udgangspunkt i hvordan trolddom først blev konstrueret som sådan, så begyndte jeg at nærlæse de sager, som indkom for Højesteret 1664-1741, som omhandlede trolddom. Herigennem kunne jeg nemlig skabe et overblik over, hvordan trolddom også mistede sit ”bid” om man vil, og blev dekonstrueret igen.

Men det var en voldsomt rodet proces, og slet ikke bare noget, der kunne forklares med oplysningstiden eller et mere empatisk menneskesyn. Derfor blev det også udgangspunktet, at museets rum for ophøret – som internt stadig kaldes for dekonstruktionsrummet – skulle give fornemmelsen af denne mudret proces.

Det er et virvar af billeder og indtryk, lidt som en notesbog eller opslagstavle, som viser alle de modsatrettede tanker og teoretiske strømninger, som var på spil. Men det var også dybt nervepirrende, for jeg begyndte at sætte mine hypoteser på tekst, inden min egen afhandling var færdigskrevet og bedømt.

Så blev jeg klogere på emnet efter museets åbning? Så absolut. Det tror jeg heldigvis jeg kommer til at blive kontinuerligt resten af livet!

Trolddomsforfølgelse er et af den slags emner, hvor jeg bliver ved med at sige ”Nå! Der kan man se!”, for der dukker hele tiden nye sager, nye detaljer frem, som nuancerer den eksisterende viden. Som det jo gerne skal være med al slags forskning. Men heldigvis, så holdt mine hypoteser også, og jeg er stadig både tilfreds med og stolt over, at mit forskningsområde har sit eget museumsrum. 

Det var også en trøst i de sidste måneder op til afleveringen af min afhandling: hvis det går helt galt, så har jeg heldigvis dekonstruktionsrummet!