"Hvor svært kan det være at tage afstand fra et så ødelæggende angreb på et folks viden og forskning?"

Nu har jeg i snart to år ventet forgæves på, at DM forholdt sig til det, der sker i Gaza, og som minimum udtrykte støtte til kravet om våbenhvile. 

For DM kunne det ske helt ukontroversielt med afsæt i, hvordan infrastrukturen for uddannelse ødelægges. Skoler bombes, universiteter og andre uddannelsesinstitutioner jævnes i stort omfang med jorden, og studerende, elever og undervisere er blevet dræbt eller fængslet.

Det er svært at finde en god forklaring på, at en fagforening som DM ikke kan tage afstand fra så ødelæggende et angreb på et folks viden og forskning. Hvor svært kan det være? 

Allerede i april 2024 udtrykte FN-eksperter dyb bekymring over den systematiske ødelæggelse af uddannelsessystemet og kaldte det ’scholasticide’. Her et år efter oplyser det Palæstinensiske Undervisningsministerium i Ramallah, at det israelske militær har dræbt mindst 18.243 studerende siden 7.okt 2023, mens 31.643 er såret. Hovedparten i Gaza.

I Gaza er 252 folkeskoler blevet alvorligt beskadiget, de 181 lagt fuldstændig i ruiner, mens de resterende er midlertidige ’hjem’ for tusindvis af internt fordrevne palæstinenser, hvis ikke den israelske hær har gjort dem til militærbase. Samtidig er 182 skoler, drevet af blandt andet FN, blevet bombet og vandaliseret. Alle universiteter og højere uddannelsesinstitutioner i Gaza er bombet og skal genopbygges. Ifølge ministeriet er mindst 788.000 studerende og gymnasieelever i Gaza forhindret i at gå i skole. I dag går ’læringen’ primært ud på at finde mad og rent vand.

Samme billede ses på Vestbredden med dræbte, sårede og fængslede, de fleste administrativt uden sigtelse og retsbehandling. Israel har lukket flere FN-skoler i Jerusalem, mens soldater og bosættere ifølge det palæstinensiske ministerium har vandaliseret 152 skoler.

Checkpoints og strenge begrænsninger i bevægelsesfriheden betyder, at deltagelse i undervisning er præget af manglende kontinuitet og derfor i vidt omfang omlægges til online undervisning.

Forskere og studerende under pres

Det er ikke alene i de besatte palæstinensiske områder, det akademiske liv angribes. 

Palæstinensiske studerende på israelske universiteter fortæller, at opgaver og specialer afvises, hvis de inkluderer noget palæstinensisk. Undervisere og professorer – også israelske – fængsles eller afskediges, hvis de kritiserer den israelske krigsførelse, som det for eksempel skete for Nadera Shalhaub-Kevakian.    

Flere universiteter i Europa har afbrudt forbindelsen med israelske universiteter med henvisning til undersøgelser, der viser, at de har tætte forbindelser til den israelske hær og kan være involveret i brud på menneskerettigheder.

Alt det her burde være helt ukompliceret for DM at tage afsæt i. Mange DM-medlemmer ved gennem deres faglighed, hvad ødelæggelse af forskning og undervisning betyder - ikke alene for den enkelte studerende og elev, men for samfundet som helhed. 

Det ved hovedbestyrelsen og andre politisk valgte i DM også. Fysiske strukturer kan bygges op igen inden for en rimelig tidshorisont, men ødelæggelsen af uddannelses- og læringsinstitutioner rækker generationer ind i fremtiden. 

Hovedbestyrelsen kunne foretage et simpelt tankeeksperiment: Hvad ville vi ønske, verden gjorde, hvis vi selv stod i den situation? 

Min egen forventning og opfordring til verden ville være, at der som minimum var en skarp fordømmelse af en så omfattende ødelæggelse af en af grundpillerne i ethvert samfund. Og det er præcis det, de palæstinensiske fagforeninger og uddannelsesinstitutioner har bedt om. 

Svaret fra store dele af de europæiske akademiske fagforeninger er tavshed og bortforklaringer om, at det er for kompliceret og skal balanceres. 

Gad vide, hvor den helt almindelig moral og etik er begravet, når det handler om palæstinenserne? Som antropologen Didier Fassin skriver i bogen ’Moralsk Kollaps - samtykket til tilintetgørelsen af Gaza’, så er tavshed en passiv understøttelse af de israelske angreb og ødelæggelse. 

Vi ser det igen og igen. Tavshed og manglende handling muliggør folkedrab og udslettelse, som vi så i 1930’erne, hvor stilheden var med til at muliggøre folkedrabet på jøder og romaer, og hvor homoseksuelle, handicappede og fagforeningsaktive blev sendt i koncentrationslejre. 

Hvorfor er det stadig svært at sige fra og forsvare den aftalebaserede internationale verdensorden, når det handler om andre end os fra det hvide vesten? 

Vi har et større ansvar i Europa

I Europa har vi et større ansvar for at sige fra over for Israels krig end over for andre krige og konflikter, som i for eksempel Sudan, hvor der også foregår forfærdelige overgreb og massakrer. Det har vi blandt andet, som Fassin påpeger, fordi vores regeringer støtter Israel med levering af våben og våbendele.

Derfor skrev jeg i maj til DM’s hovedbestyrelsen med en opfordring til at stå fast på den internationale solidaritet og bakke offentligt op om kollegaerne i Palæstina på forskellig vis. Men det var netop ’Sudan-argumentet’ jeg hørte, da forperson Janne Gleerup gav mig en tilbagemelding på min henvendelse.

Ifølge Janne Gleerup havde hovedbestyrelsen diskuteret sagen og blandt andet haft svært ved at finde ud af, hvor den internationale solidaritet begynder og stopper, og hvilke konflikter skal DM sige noget om, og om hvilke vi skal tie. DM har derfor ingen stillingtagen andet end opbakning til de humanitære organisationers arbejde. 

Jeg har ikke noget præcist svar på, hvor solidariteten begynder og stopper, men jeg ved, at vi har en særlig forpligtelse til at sige skarpt fra, når den danske regering, og dermed vi alle, er impliceret i så ødelæggende og altomfattende krig. 

At DM gemmer sig bag en god omgang whataboutism er netop det moralske kollaps, som Fassin skriver om.

Jeg har selv talt med flere medlemmer, der oplever, at DM ikke har deres ryg, når de bliver presset af ledelsen, fordi de har kritiseret Israels krig og udtrykt støtte til palæstinenserne. En enkelt har endda meldt sig ud, fordi vedkommende ikke fik opbakning i en presset situation. Problemet er, at hvis man er usikker på sin fagforening, og den ikke straks griber ind, ja, så dukker man nakken og lever med det for at bevare jobbet.

DM har som formål at sikre medlemmernes løn- og ansættelsesmæssige vilkår samt fag- og arbejdsmarkedspolitiske interesser. Det er svært at genkende i håndtering af disse sager.

Hvad DM er bange for, ved jeg ikke. Et vredt blik fra statsministeren måske eller et arrigt opkald fra Barbara Bertelsen? Hvorfor er det svært netop her? Jeg vil opfordre Akademikerbladet om at skrive om de sager, hvor medlemmer bliver udsat for repressalier. Vi hører ikke om dem, fordi de fleste er bange for at stå frem, når de ikke har fagforeningen bag sig.

DM skal ud af slæbesporet

For mange år siden meldte jeg mig ud af Folkekirken, men når jeg læser, at otte biskopper tør rejse krav om noget så banalt som våbenhvile og anerkendelse af, at også palæstinensere har ret til et værdigt liv, så er det uventet relevant at overveje om medlemskabet i DM skal skiftes ud med et i Folkekirken.

Som medlem er det pinligt for mig, at biskopperne overhaler DM og de andre fagforeninger i at tage et moralsk og etisk ansvar på sig. Det lover ikke godt for fremtidens DM, at man vælger slæbesporet med tavshedens støtte til forsat krig og ødelæggelse, mens krav om våbenhvile og dialog samt anerkendelse af lige rettigheder til alle er for kompliceret og svært at balancere.

Det kan lyde nedtrykkende, men for mig var det et lyspunkt, at en DM’er oprettede et Palæstina-medlemsnetværk. Er du delegeret til kongressen i september og gerne vil være med til at sætte Palæstina på dagsordenen der, så er netværket et godt sted at være.

Når hovedbestyrelsen i DM – på linje med regeringen - har det svært ved at finde ud af at handle for at sikre folkeretten, så må vi som medlemmer få dem væk fra slæbesporet og ud, hvor international solidaritet ikke er skræmmende og kompliceret, men helt selvfølgeligt.

Det er en forpligtigelse, der er lige så gammel som fagbevægelsen. Og i Norge, synes de ikke, det er så svært.

Svar fra DM: "Vi sænker ikke blikket. Tværtimod"

DM er blevet forholdt kritikken i debatindlægget. Svaret fremgår her:

Kære Margit

Tak for dit indlæg.

Vi er helt enige med dig i, at situationen i Palæstina på alle måder og alle niveauer er umenneskelig, grufuld og fuldstændig uacceptabel.

Derfor har vi i hovedbestyrelsen besluttet at bruge vores handlemuligheder indenfor DM’s formålsparagraf - og dermed indenfor hovedbestyrelsens mandat - til at presse på for humanitær hjælp, våbenhvile og fred.

Konkret har vi opfordret medlemmer og samarbejdspartnere til at støtte organisationer, der udfører nødhjælpsarbejde i området, og aktive medlemmer har oprettet et Palæstina-netværk, som i skrivende stund har flere end 100 tilmeldinger.

På internationalt niveau har vi via AC bakket op om en udtalelse fra European Trade Union Confederation, der kræver, at EU-Kommissionen og EU’s Udenrigstjeneste anvender alle tilgængelige midler for at sikre en permanent våbenhvile og uhindret adgang for humanitær hjælp. Og vi har via den internationale fagforeningssammenslutning, Education International, blandt andet krævet, at uddannelsesinstitutioner skal betragtes som sikre zoner.

Ydermere har Akademikerbladet, i regi af brancheorganisationen Danske Medier, skrevet under på en opfordring til, at den frie presse skal have uhindret adgang til Gaza.

Vi sænker ikke blikket. Tværtimod. Vi følger situationen og fortsætter med at presse på for humanitær hjælp, våbenhvile og fred via initiativer, der ligger indenfor de rammer, som medlemmerne har vedtaget for DM’s virke.

Men vi har naturligvis også et stærkt fokus på medlemmer, der oplever ansættelsesretlige konsekvenser i forbindelse med konflikten. Det er en kerneopgave for os som fagforening.

Der er typisk tale om repressalier i forbindelse med, at medlemmer har deltaget i for eksempel demonstrationer eller lignende på arbejdspladsen.

Der er også medlemmer, som grundet deres etniske herkomst eller religiøse overbevisning føler sig utrygge på arbejdspladsen grundet situationen, ligesom vi har medlemmer (forskere), der udtaler sig om konflikten i medierne og efterfølgende udsættes for chikane.

Vi vil gerne slå helt fast, at det på ingen måde er i orden. I DM gør vi derfor alt, hvad vi kan for at hjælpe medlemmer, der kontakter os.

Derfor gør det os kede af at læse, at du skriver, at DM ikke har medlemmernes ryg. Hvis du har konkrete eksempler på sager, hvor vi i DM ikke har hjulpet medlemmer, der har været udsat for ansættelsesretlige konsekvenser, må du meget gerne sende dem til os.

Med venlig hilsen

Janne Gleerup, forperson DM
Tine Segel, næstforperson DM
Sune Bach, næstforperson DM