Louise er antropolog og hjælper forældre til børn med autisme

Antropologien insisterer på, at der må være en god grund til, at folk gør, som de gør. Den insisteren er mit vigtigste redskab i mit arbejde med forældre til børn med autisme.

Jeg insisterer på, at der er gode grunde til, at børn gør, tænker og reagerer, som de gør.

Det er afgørende af finde og udforske barnets gode grunde, fordi først når man som forælder og anden voksen omkring barnet forstår, hvad der er på spil, kan man møde, støtte og hjælpe barnet.

Det er frikvarter, og børnene spiller fodbold. ”Pludselig” løber en dreng hen imod en klassekammerat og slår ham, imens han råber og skriger. En lærer løber over, tager fat i drengen og skælder ham ud – man må ikke slå! Dagen efter og dagen efter igen sker det samme. Hjemme er drengen ulykkelig og ked af det. Han ved godt, at han ikke må slå. Så hvorfor sker det igen og igen? Min grundantagelse er: Det må der være en god grund til, og først når vi har fundet grunden, kan vi hjælpe drengen og forebygge, at han slår igen.

Som antropolog er en af mine fineste redskaber at kigge efter og udforske folks gode grunde til at gøre det, de gør. At spotte mønstre og lede efter det, der ligger bag. Ikke at slå mig til tåls med det, der måske ligger lige for, men dykke dybere og udforske, det der er under overfladen.

Anskue det, jeg ser, fra flere vinkler nysgerrigt, respektfuldt og anerkendende. Udforske og udfolde. Synliggøre det usynlige, det latente, det ubevidste. Skabe refleksion og perspektiv. Skabe en forståelse for sammenhænge og mønstre, der giver viden om, hvorfor folk tænker, agerer og reagerer, som de gør.

Tilbage til frikvarteret

Tilbage til frikvarteret. Der er en god grund til, at drengen reagerer, som han gør. Han glæder sig hver dag til fodboldkamp i frikvarteret og er meget optaget af, at spillets regler overholdes. Ofte går der rigtig lang tid med at dele hold – tid, der går fra det, drengen holder så meget af – nemlig selve spillet. Spillet bliver ofte dømt af den mest populære dreng på banen og ofte til hans holds fordel. For en dreng, der elsker at spille fodbold, og for hvem regler skaber tryghed, rimelighed og struktur, bliver frikvarteret på boldbanen derfor ofte stressende og frustrerende, og når drengen her bliver stresset og frustreret, bliver han udadreagerende og slår. Det bliver tydeligt, da jeg sammen med forældrene udforsker drengens reaktionsmønstre helt tilbage til børnehaven, og det forældrene også oplever hjemme.

Jeg er som antropolog skolet i at se mønstre og sammenhænge, som ikke er synlige for det blotte øje.

Forældre ligger inde med en masse både bevidst og ubevidst viden om deres barn – min fornemste opgave er at skærpe forældrenes blik for den kæmpe videns – og erfaringsbank, de ligger inde med, og hjælpe dem til at systematisere og omsætte den viden til et forståelseskatalog, både de og omgivelserne kan bruge til at skabe den bedst mulige ramme for barnet, hvor man sænker barnets stressniveau og dermed også de konflikter, der opstår, når barnets stressniveau bliver for højt.

Antropolog i autismens verden

Man må ikke slå. Det ved drengen godt. Han kan bare ikke styre det, når tiden går fra spillet, og reglerne ikke bliver overholdt, for så overtager frustrationerne, og reaktionen kommer prompte. Når man forstår, hvor vigtigt spillet er for drengen, og hvad grunden er til, at drengen bliver så frustreret, at han slår, kan man forebygge, at det sker. Man kan gennemgå reglerne med klassen, notere dem ned på en planche, som hænger i klassen, så ingen er i tvivl om, hvilke regler der gælder. Man kan inden frikvarteret skydes i gang, med lærerens hjælp, inddele børnene i to hold, så der ikke går dyrebar frikvarterstid med det, og man kan sikre, at der altid er en voksen til stede på banen, som dømmer kampen, så reglerne bliver holdt. 

Som antropolog er jeg grundlæggende nysgerrig, og jeg ser ofte noget, andre ikke ser.

Jeg undersøger, udforsker og ser bag om antagelser og faste forestillinger om, hvordan børn med autisme er.

Jeg værner om relationen og sætter mig ind i børnenes og forældrenes livsverden, ser sammenhænge og mønstre, fortolker og ’oversætter’ den.

Det er det jeg tilbyder som antropolog ind i autismens verden.