Spring menu over
Dansk Magisterforening

Lederne har en særlig opgave i at fremme lønåbenhed

Anne-Mette Wehmüller er formand for DM Leder og sekretariatschef i Dansk Kunstnerråd

"Forandringen skal ikke nødvendigvis ske oppefra og ned – men skulder til skulder," skriver Anne-Mette Wehmüller i dette blogindlæg. © Foto: Helga Theilgaard

Debat Anne-Mette Wehmüller
Del artikel:

Lad os bruge vedtagelsen af det nye EU-direktiv som platform og løftestang til at gøre op med løngabet og sikre ligeløn mellem mænd og kvinder, skriver Anne-Mette Wehmüller, forperson i sektorbestyrelsen DM Leder.

I 1976 blev loven om ligeløn vedtaget. Jeg havde kun lige lært at gå. Selvom man som bekendt skal kravle, før man kan gå, er det vitterligt rigtigt mange år siden.

Det er i år nøjagtigt 47 år siden, at loven om ligeløn blev vedtaget.

Og det er lidt som om vi i Danmark stadig kun har taget de første usikre skridt. Der er gennem tiden sket mange gode fremskridt for ligestillingen, men der er fortsat for stor forskel mellem mænd og kvinders løn i 2023.

Hvis kvinder kun arbejdede det, de blev betalt for, ville forskellen i timelønnen betyde, at kvinder i år burde have deres sidste arbejdsdag den 14. november ifølge kampagnen Kvindernes Sidste Arbejdsdag.

Vi taler ikke om løn
Løngabet har mange årsager. En af årsagerne er, at løn stadig er tabu i Danmark.

En rapport fra Institut for Menneskerettigheder har kortlagt samtaler om løn på danske arbejdspladser.

Rapporten viser, at seks ud af ti medarbejdere ikke taler med deres kollegaer om, hvad de tjener. Grundene er, at løn betragtes som en privat sag, at løn er kompliceret, og at det anses som upassende at tale løn.

Den gode nyhed i denne ellers triste sammenhæng er, at der er en bred og voksende interesse for større åbenhed om løn på arbejdsmarkedet. Der er ligefrem nye virksomheder, som er begyndt at se lønåbenhed som en vigtig udvikling for at kunne nå de nye generationer af unge på arbejdsmarkedet.

Vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at det hele bliver til lov. Tabuet bryder ikke sig selv inden da, og reglerne gør det heller ikke af sig selv efterfølgende.

Anne-Mette Wehmüller

Samtaler om løn er vigtige og lederne har en særlig opgave i at skabe mere åbenhed og fairness.

Viden om fordomme bias, normer, traditioner og historiske faktorer spiller en væsentlig rolle, når forandringer skal igangsættes. Det skal ikke nødvendigvis ske oppefra og ned – men skulder til skulder.

Luk løngabet
Det er vigtigt at bryde tabuet. For løngabet er ikke uden konsekvenser. Ulighed i lønnen har direkte indflydelse på kvinder og mænds muligheder i livet, og det er en medvirkende årsag til ulighed i flere af livets forhold.

Løngabet har for eksempel ofte betydning for familiens beslutning om, hvem der skal tage størstedelen af barselsorloven.

Løngabet medfører også forskel i kvindernes muligheder senere i livet, når de når pensionsalderen, fordi en lavere løn også betyder en mindre pensionsopsparing.

I foråret blev det nye EU-direktiv om løngennemsigtighed vedtaget i EU. Det skal give mere åbenhed om lønnen på arbejdspladserne. Direktivet skal implementeres i Danmark. Det vil sige, at direktivet skal omsættes til dansk lovgivning, der skal vedtages i Folketinget, før reglerne gælder. Det forventes, at det bliver i 2026.

I DM Leder glæder vi os til 2026.

Men vi kan ikke bare læne os tilbage og vente på, at det hele bliver til lov. Tabuet bryder ikke sig selv inden da, og reglerne gør det heller ikke af sig selv efterfølgende.

Lad os bruge vedtagelsen af direktivet i EU som platform og løftestang til at gøre op med løngabet og sikre ligeløn mellem mænd og kvinder.

Vi ledere har et stort og særligt ansvar for at bryde løn tabuet, som er væsentligt for at sikre et både bæredygtigt og økonomisk bæredygtigt arbejdsliv for alle uanset køn.

Serie: Er kunstig intelligens et ægte nybrud?

Med ChatGPTs globale sejrsgang er kunstig intelligens rykket fra snævre forskercirkler og Hollywood sci-fi og durk ind i den offentligt debat.

Akademikerbladet dykker i denne serie ned i teknologien og dens faldgruber, potentialer og dilemmaer. Vi forsøger at skære igennem hypen og undersøger, hvad der er anderledes ved den nye teknologi, og hvordan den vil præge vores arbejdsliv.