Lear-komplekset i den danske forsknings­verden

”Ikke en eneste paragraf eller tarif må indeholde ordet mand eller kvinde. Overalt må ordet erstattes med menneske. Det er selve demokratiets idé, at man er menneske, før man er arbejder, neger, tysker eller kvinde”. (PH, 1936).

I nutiden holder vi ikke døren for kvinder, vi breder ikke vores jakke ud foran hende på den mudrede sti, og vi trækker ikke stolen ud for hende, når hun skal til bords. I stedet arbejder vi for en gnidningsfri vej til samfundets top. Gavner det kvindens vej til styrke og selvstændighed?

Det bedste nutidige eksempel på, at ridderligheden lever i bedste velgående, findes på danske universiteter som Københavns og Aarhus Universitet. Her er der indført regler, hvor institutter og fakulteter forgyldes med millionbonusser, hvis de ansætter kvindelige professorer og lektorer. Herved tilsidesættes fagligheden, mænd diskrimineres, og kvinder reduceres til svage ansatte, der paternalistisk skal hjælpes med at blive professorer af universiteternes grand old men.

Med paternalistisk mener jeg tendensen til, at højt placerede ofte mandlige ledere ud fra en forestilling om kvinders svaghed beskytter og favoriserer dem ved ansættelser gennem at sætte de gængse spilleregler ud af kraft.

Det er typisk mandligt dominerede universitetsledelser, der selv har deres på det tørre i form af deres høje placering, der sætter den frie konkurrence ud af kraft på de lavere niveauer i organisationen, hvilket går ud over de ofte yngre mandlige postdocs, adjunkter og lektorer.

Den danske idehistoriker Lars-Henrik Schmidt har vist, hvordan det ikke længere er fader-søn-forholdet i Ødipuskomplekset, der kendetegner vores kultur, men derimod et ”Lear-kompleks”, hvor døtrene får overdraget magt fra fædrene, hvilket skal gøre fædrene endnu mere magtfuldkomne, da de bestemmer, hvem der loyalt og taknemmeligt skal videreføre arven og forvalte magt. Lear-komplekset er opkaldt efter Shakespeares drama om Kong Lear, der afgav sin magt til sine døtre.

Fædrene er ridderlige, men på andres vegne. Den magt, de afgiver til kvinderne, er taget ved at formene de unge mænd fra at deltage i åben konkurrence og med lige muligheder i spillet om samfundsmæssige ressourcer. Ridderlighed per stedfortræder. I virkeligheden er det de unge mænd, der skal afgive magt, de kan ikke sige imod, fordi de er bundet af galanthedens koder.

Et andet helt aktuelt eksempel er Det Frie Forskningsråd (DFF), der har bevilget 40 millioner kr. af egen kasse til et rent kvindeprogram for unge kvindelige lektorer, der nu kan blive forskergruppeledere via en samlet ramme på 110 mio. kr., det såkaldte YDUN-program.

Det pudsige i disse kvindefavoriseringer vises bedst, hvis man vender optikken mod forskningsrådenes ledere selv: fem mænd og en kvinde. Hov, hvor er kønsbalancen henne? Og kan vi overhovedet stole på rådsledernes anbefalinger, når der er så lidt – med deres eget plusord – ”diversitet”? 

På engelsk er der opstået et nyt ord, der kan betegne de danske forskningsmyndigheders beskyttelse af kvindelige forskere fra fri konkurrence: ”benevolent discrimination” eller på dansk ”godhjertet diskrimination”. Det betegner, at man ud fra de bedste hensigter giver støtte til formodet svage grupper, hvorved man skaber et billede af, at de ikke kan klare sig på egen hånd, og dermed styrker den svageliggørelse, man vil bekæmpe. 

Når debatten om YDUN indtil videre har været sparsom, skyldes det uden tvivl, at vi har at gøre med et område, hvor der bruges tvivlsomme metoder i den gode sags tjeneste. Lederne af Det Frie Forskningsråd siger således selv i Jyllands-Posten (7. januar 2014)), at: ”Vi er godt klar over, at der kan være betænkeligheder ved denne form for program”.

Disse betænkeligheder bør danne udgangspunkt for en åben debat, hvor følgende spørgsmål bør indgå:

1) Burde DFF på sin årskonference i marts 2013 ikke have inviteret blot et par mere kritiske og uafhængige forskere i stedet for feministiske forskere og andre tilhængere af positiv særbehandling?

      2) Hvordan kan DFF udforme et rent kvindeprogram uden at komme i konflikt med ligebehandlingsl oven, der tilsiger, at der ikke må forskelsbehandles på køn? Anvendes der ikke hermed diskrimination? 

      3) Godt nok siges det, at mænd også kan søge, og at kun hvis en mand og en kvinde findes lige kvalificeret, vil kvinden blive valgt. Men samtidig er hele YDUN-programmet oprettet, fordi kvindelige forskere siges at have svært ved at konkurrere med mænd. Hvordan kan de bedste kvinder så i YDUN lige pludselig være mindst lige så gode som de bedste mandlige ansøgere? Er det ikke netop fordi, der regnes med, at mændene er skræmt væk ved at YDUN lanceres som et rent kvindeprogram?

      4) Prodekan Sven Frøkjær, Københavns Universitet, udtaler til Information (8. januar 2014), at han ”har personligt aldrig siddet i en situation, hvor ansøgerne på alle parametre er nøjagtig ens”. Er hele denne idé om, at vælge den bedste af to lige kvalificerede ikke i virkeligheden et skalkeskjul for at vælge kvinder, koste hvad det vil? Og kun hvis fravalget af en mand skriger fuldstændig vanvittigt til himlen, kan der gøres noget ved det.

      5) Var det ikke netop det, der sås, da lektor Leiv Marsteintredet i november sidste år af det norske Ligestillingsombud fik medhold i, at han var blevet diskrimineret, da universitetet i Bergen havde valgt at skabe kønsbalance ved at vælge en notorisk fagligt svagere kvinde end ham til en fast stilling? Han fik herefter en ny stilling, mens den kvindelige favoriserede kandidat selvfølgelig fik lov at beholde sin. Hvor mange mænd orker at gå gennem hele det juridiske klagesystem for at opnå en stilling oven i købet med risiko for at blive stemplet som reaktionære? Hvor mange stillinger er således blevet unfair besat gennem de seneste år?

      6) Mon ikke også de forskere, der bliver udvalgt til YDUN’s bedømmelseskomiteer, mirakuløst vil komme frem til, at der ikke er nogen mænd, der er bedre kvalificerede end den bedste kvinde, ligesom det skete ved YDUN’s forgænger, Jytte Hildens såkaldte FREJA-program, samt ved de 30 svenske såkaldte Thamm-professorater til kvinder i 1995, hvor en mandlig forsker måtte gå helt til EU-domstolen for at få medhold i, at han var den bedst kvalificerede?

      7) Er det ikke rendyrket ”statistisk diskrimination”, når DFF vil have, at det er kvinder, der opnår støtten? Hvad med de flere og flere unge mandlige forskere, der bruger rigtig meget tid på barselsorlov, på deres børn og på deres familie? Hvorfor skal de udelukkes fra at opnå særmidler, blot fordi de tilhører et køn, der gennemsnitligt er mindre familieorienterede? Reduceres mennesker ikke herved til statistiske gennemsnit?

      8)  En af YDUN-programmets centrale støtter, professor Nina Smith, begrunder brugen af positiv særbehandling med, at: ”Jeg sad engang i et ansættelsesudvalg til en postdoc-stilling, hvor den kvindelige ansøger på alle formelle parametre var bedre end manden. Men min kollega i udvalget valgte at indstille den mandlige ansøger, fordi han havde på fornemmelsen, at han var en bedre forsker”. Er det virkelig den slags tilfældige erfaringer, der skal begrunde et helt forskerprogram? Og tror Nina Smith virkelig, at man kan afskaffe formodet diskrimination ved at indføre diskrimination mod en uskyldig tredjepart et helt andet sted?

       9) YDUN siges at skabe ”diversitet”, men er der virkelig en særlig kvindelig måde at drive fx molekylærbiologi eller matematik på? Tillægges kvinden ikke herved en essens eller en anderledeshed, som vi netop skal væk fra i et ligestillet samfund? Er det statsmagtens opgave at rubricere borgerne ud fra sådanne kollektive identiteter

      10) Er det ikke bekymrende, at YDUN har rejst en stærk opposition i Folketinget, hvor forskningsordførerne fra K, DF og V har udtalt, at YDUN-programmet ”sætter store spørgsmålstegn ved dømmekraften i Det Frie Forskningsråd, og vi må naturligvis overveje nøje, hvordan fremtiden skal se ud for et forskningsråd, der så eklatant har misforstået sin opgave”. Skal Det Frie Forskningsråd ikke medvirke til at skabe konsensus bag forskningspolitikken fremfor det modsatte?

Det er ikke helt uskyldige mekanismer, Det Frie Forskningsråd piller ved. Fordeling på køn kan ende med at åbne sluserne for, at også andre særgrupper skal tildeles repræsentation. Sker det, vender vi skridt for skridt tilbage til et standssamfund, der vil splintre oplysningens ideal om, at mennesket optræder først som statsborger og siden med allehånde andre særidentiteter. Samfundets sammenhængskraft står og falder med dets evne til at fastholde et fælles neutralt medborgerideal, hvor statsmagten og institutionerne tildeler alle borgere samme sociale rettigheder og pligter.

Vi ønsker alle, at de mange milliarder, der i disse år investeres i kvinders højere uddannelse, skal give større forskningsmæssigt afkast. Derfor anvender vi på universiteterne mentorordninger for kvinder, særlige forskerlederprogrammer, kvindelige netværk osv. Men begynder vi at sænke overliggeren for kvindelige forskere og beskytte dem fra fri konkurrence, er det ikke sikkert det gavner kvinderne, og slet ikke forskningen.