Kulturlivet må lære at tømme skraldespanden

De fleste steder i landet støder man ofte på interimistiske og hjemmelavede bogstande. De findes både i vaskekældre, foran opgange og på gader og stræder.

Udbuddet er næsten altid det samme: En laset udgave af Dan Browns ’Da Vinci Mysteriet’, en mølædt kopi af Leif Davidsens ’Den serbiske dansker’ og ubestemmelige udgaver af Agatha Christies kriminalromaner. Bøger som ingen gider at læse, men som ingen tør eller nænner at smide ud.

Det er nemlig dybt indgroet i danskerne, at man ikke smider bøger eller kunst ud. Alene tanken vækker goebbelske konnotationer til mellemkrigstiden, hvilket sagen fra Holstebro er et aktuelt eksempel på.

Selvom kunstfaglige eksperter har påpeget, at de 250 malerier er værdiløse, så har kultur- og fritidschefen i Holstebro måtte bøje sig for de folkelige protester mod at destruere værkerne. Sagen udstiller enhver museumsdirektørs største dilemma: At man både skal have mod og kløgt, når man køber ind, men i lige så høj grad skal have mod og kløgt til at smide ud.

For et par år siden kom daværende kontorchef i Slots- og Kulturstyrelsen, Ole Winther, i stormvejr efter, at en lydfil blev lækket til pressen. På optagelsen kunne man høre kontorchefen forklare, at de danske museer er fyldt med gammelt ragelse, og at op imod 75 procent af alle museumsgenstande burde smides ud.

Det var eksempelvis Ole Winthers vurdering, at de danske museer tilsammen opbevarede ”tusindvis af river uden tænder”.

Udtalelsen udløste massive protester fra museumsfolk, der mente, at man risikerede, at værdifuld kulturarv ville gå tabt, hvis man fulgte kontorchefens anbefaling.

Men det er netop museernes lod at skelne det bevaringsværdige fra det, der hører til i skraldespanden.

Problemet er, at det ofte vækker store følelser. Flere museumsdirektører fortæller således anonymt, hvordan de lokale venneforeninger står klar til at bære de genstande tilbage på museet, som medarbejderne forsøger at smide ud. Når først en genstand er blevet en del af en samling, er det ikke kun loven, men også befolkningens følelser, der gør det svært for museet at få ryddet op. 

Både museerne og kommunerne skal derfor ikke blot blive bedre til at smide ud, når kunstværker eller genstande viser sig ikke at have en kunstnerisk eller historisk værdi.

De skal også blive bedre til at sige nej, når borgere ønsker at donere deres gamle rive eller oliemaleri.

Det samme gælder danskerne. Uanset om der er tale om river uden tænder, gamle romaner af Dan Brown eller hjemmelavede oliemalerier. Hvis man ikke selv gider at se på det, så er der nok heller ikke andre, der gør. Smid lortet ud!