Spring menu over
Dansk Magisterforening

Nyuddannede akademikere: Tal ordentligt om nyuddannede akademikere

Flere dimittender skal ud af jobcentret og ind i en privat virksomhed i Aarhus Kommune

Nyuddannede akademikere skal tales op i stedet for ned, skriver Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere (LONA). Så kan de nemlig bibeholde den positive selvopfattelse og tillid til egne evner og kunnen, mens de søger efter job. © Foto: Scanpix

Debat
Af LONA - Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere
Del artikel:

SERIE: Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere (LONA) sætter fokus på mistrivsel blandt nyuddannede akademikere og kommer med en række anbefalinger til forbedringer. Anden anbefaling i serien lyder, at den negative opfattelse af ledige nyuddannede som dovne og kræsne skal vendes.

Ledige nyuddannede akademikere mistrives i stor stil.

Det viser den store trivselsrapport 2021 fra LONA (Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere). Ifølge rapporten, som udkom den 20. februar i år, har ikke mindre end 97 procent af respondenterne i større eller mindre grad følt, at deres mentale trivsel er blevet forværret under deres ledighedsperiode.

I denne serie vil vi kigge på, hvad mistrivslen ifølge gruppen selv skyldes. Og vi vil komme med politiske løsningsforslag til, hvordan trivslen blandt nyuddannede akademikere kan forbedres.

Nyuddannede akademikere er dovne og kræsne

Mistrivslen kan ifølge akademikernes egne beretninger b.la. begrundes med den negative diskurs omkring nyuddannede akademikere som værende ’dovne’, ’kræsne’, ’privilegerede’ og ’useriøse’.

Til spørgsmålet: ”Hvad har været hårdt ved at være ledig?”, fortæller en nyuddannet, at det er den manglende respekt omkring det at være jobsøgende, når man som nyuddannet ønsker at træde ind på arbejdsmarkedet.

Når det kommer til den manglende respekt, fortæller den nyuddannede, at vedkommende ofte er blevet mødt med opfattelsen af at være doven og ikke ville jobbet oprigtigt.

En anden fortæller, at det hårdeste ved at være ledig, har været den mistænksomhed, som vedkommende har oplevet at blive mødt med både fra systemet, men også i den brede offentlighed.

Og det faktum, at den nyuddannede er blevet talt og set ned til, som om man bare er: ”ude på at snyde systemet til at give en så mange penge som muligt for at lave så lidt som muligt”.

Diskursen bidrager til mistrivsel, fordi det clasher med de nyuddannedes egen selvopfattelse, og i værste fald præger den negativt

Det er den lediges egen skyld

Diskursens logik er altså, at det er den nyuddannedes egen skyld, at denne er ledig, da denne fx ikke søger job bredt nok, når man jo "bare" kan modtage dagpenge og “slappe af”.

Men de nyuddannede akademikere udtrykker klart, at de, som alle andre erhvervsdygtige grupper, ønsker at bidrage til samfundet med deres kompetencer.

Diskursen bidrager til mistrivsel, fordi det clasher med de nyuddannedes egen selvopfattelse, og i værste fald præger den negativt.

Den negative diskurs kan gå hen og blive en selvopfyldende profeti. For når man bliver fortalt, at man ikke ønsker at blive en del af arbejdsfællesskabet et tilstrækkeligt antal gange, kan man være tilbøjelig til at internalisere og gøre det til sin egen virkelighed. Det skal vi væk fra!

Sådan knækkes en gruppe af udsatte personer

For hvordan skal gruppen kunne indtage arbejdsmarkedet, når de ikke føler sig gode nok? Vi skal som samfund passe på, at vi ikke knækker en hel gruppe af mennesker, der i forvejen er i en sårbar situation, som man jo er, når man som helt nyuddannede skal finde sig selv professionelt.

Derfor foreslår LONA et opgør med den måde nyuddannede akademikere omtales på i den offentlige debat. LONA’s anden anbefaling for bedre trivsel går på, at vi skal tale ordentligt om nyuddannede akademikere.

Vi anbefaler, at nyuddannede akademikere tales op, i stedet for ned, så vi kan bibeholde den positive selvopfattelse og tillid til egne evner og kunnen.

Kun på denne måde skaber vi rum for, at trivslen kan højnes og jobsøgningsglæden genindfinde sig blandt gruppen.

Få et gratis kursus i jobsøgning

DM udbyder en række kurser i jobsøgning for medlemmer. Find dem her.