Nyuddannede akademikere: Arbejdsgivere skal tage mere ansvar

Ledige nyuddannede akademikere mistrives i stor stil.

Det viser den store trivselsrapport 2021 fra LONA (Landsorganisationen for Nyuddannede Akademikere). Ifølge rapporten, som udkom den 20. februar, har ikke mindre end 97 procent af respondenterne i større eller mindre grad følt, at deres mentale trivsel er blevet forværret under deres ledighedsperiode.

I denne serie vil vi kigge på, hvad mistrivslen ifølge gruppen selv skyldes. Og vi vil komme med politiske løsningsforslag til, hvordan trivslen blandt nyuddannede akademikere kan forbedres.

Eksklusion fra arbejdsmarkedet

Mistrivslen kan ifølge akademikernes egne beretninger blandt andet begrundes med at nyuddannede oplever, at de bliver ekskluderet på arbejdsmarkedet. Til spørgsmålet: ”Hvad har været hårdt ved at være ledig?”, fortæller en nyuddannet, at det er afslagene, og at for hvert afslag, man får, falder selvværdet.

Når det kommer til afslag, fortæller den nyuddannede, at det føles mere og mere usandsynligt, at man nogensinde får et arbejde, når man hver dag også kommer længere væk fra ens faglighed og kompetencer.

En anden fortæller, at det hårdeste ved at være ledig, har været: “følelsen af at man aldrig kommer videre”, samt den stress, der følger med, når man ved, at jo længere tid man er ledig, jo sværere bliver det at få et job.

Mindreværd, frustration og tristesse

De mange afslag på ansøgninger, som de nyuddannede oplever grundet begrænset erhvervserfaring har altså en negativ indvirkning på trivsel.

Det er ikke afslagene i sig selv, men det at stå udenfor arbejdsfællesskabet. Helt konkret har det den konsekvens for størstedelen af gruppen, at de føler sig mindreværdig, frustreret og triste.

Det, der ligger til grunds for det høje tal og oplevelsen, er de strukturelle ’biases’, der er i systemet, hvor arbejdsgiver systematisk fravælger nyuddannede på grund af begrænset erhvervserfaring.

I LONA mener vi, at arbejdsgivere skal væk fra deres konservative tilgang til, hvem de ønsker at ansætte. For hvordan skal nyuddannede få mulighed for at opnå selvsamme erfaring, når de bliver dømt ude fra dag ét på samme grundlag?

Det kan vi som samfund ikke være bekendt.

Hverken overfor den enkelte, som har har brugt fem år på at dygtiggøre sig eller for samfundet selv, da der ligger uforløste potentialer og ressourcer, som ikke får mulighed for at folde sig ud og komme i spil for derved gå til spilde. 

Arbejdsgivere skal påtage sig et samfundsansvar

Derfor foreslår LONA et opgør med den måde virksomhederne og det offentlige rekrutterer på. LONA’s første anbefaling for bedre trivsel går på, at arbejdsgivere i større grad tager samfundsansvar på sig og er åbne overfor at rekruttere nyuddannede kandidater.

Hvis virksomhederne ikke selv vil ansætte nyuddannede kandidater og derved tage et samfundsansvar på sig, kunne staten stille krav herom. Der er nødt til at være en sammenhæng i systemet i forhold til, at vi uddanner akademikere for så også at ansætte dem, når de kommer ud af universiteterne i den anden ende. Det er ikke den enkeltes ansvar, men samfundets ansvar, at der er en sammenhæng i systemet. 

Vi anbefaler, at nyuddannede akademikere får mulighed for at få sat deres kompetencer og evner i spil på en måde, hvorpå der bidrages til samfundet. Kun på denne måde skaber vi rum for, at trivslen kan højnes. At få sat sine kompetencer i spil for derved at blive inkluderet, er nemlig vigtig for følelsen af personlig udvikling, hvilket gruppen så brændende ønsker. Derudover er det en stor gevinst for samfundet, når alle ressourcer benyttes til fulde.

Det er bæredygtig ressourceforvaltning og win-win for alle.