Kortere kandidatuddannelser giver mere usikkerhed og mindre trivsel

Når man forbereder en stor reform, så skal der tunge argumenter til. Hvis det er svært at finde tunge argumenter, så må man i stedet prøve at finde mange argumenter.

 Det gælder også i forhold til den gennemgribende universitetsreform, som regeringen har foreslået. Her vil man blandt andet nedlægge op mod halvdelen af studiepladserne på de 2-årige kandidatuddannelser og erstatte dem med 1-årige uddannelser, som til gengæld har flere undervisningstimer pr. uge. Det har fået både arbejdsgivere, organisationer, politikere og os i uddannelsessektoren til at stille spørgsmålet: Hvorfor en reform af det omfang? Hvad er det for et problem, man prøver at løse?

Én af de mange begrundelser, regeringen har grebet ud efter, er de studerendes trivsel. I udspillet bemærkes det fx, at hver tredje kandidatstuderende får under ti timers undervisning om ugen, og at hver sjette føler sig ensom.

Det er indlysende, at trivslen også på uddannelserne skal forbedres. Vi har set andelen af studerende med stresssymptomer vokse igennem de seneste årtier, og vi har løbende iværksat en lang række initiativer for at mindske ensomhed og forbedre trivsel. Men vi er slet ikke i mål.

Det afgørende spørgsmål er dog, om kortere uddannelser vil forbedre trivslen? Eller om trivsel snarere er et begreb, regeringen skubber foran sig som en plysbeklædt rambuk, der skal skabe sympati for det samlede udspil.

Kan skade mere end gavne

Kigger vi fx på tværs af Aarhus Universitets uddannelser, så er der ikke nogen sammenhæng mellem antallet af undervisningstimer og de studerendes følelse af ensomhed. Vores egne erfaringer er også, at trivsel snarere afhænger af de aktiviteter, som foregår mellem timerne. Har man et levende studiemiljø og en god læsegruppe, så er det ikke afgørende, om man har ti eller tyve ugentlige undervisningstimer. En stor grad af selvstudie er ikke i sig selv et problem; tværtimod handler universitetsuddannelser ikke mindst om at fremme evnen til selvstændig fordybelse.

Vi har intet belæg for at tro, at reformen vil forbedre trivslen – vi er snarere bekymrede for, at den vil resultere i det modsatte.

For det første vil de studerende opleve at have mindre tid. Mindre tid til fx studiejob, praktik og udlandsophold. Mindre tid til faglig fordybelse. Og mindre tid til at deltage i det sociale og faglige foreningsliv på campus, hvilket ellers er en væsentlig faktor i et godt studiemiljø. Samtidig er det regeringens plan, at de 1-årige studerende skal skrive deres afsluttende opgave hen over sommeren, hvor mange af deres studiekammerater arbejder, tager sommerkurser i udlandet eller ligefrem holder ferie.

For det andet vil reformen skabe en større usikkerhed om de studerendes karrieremæssige fremtid. Både Dansk Erhverv og Dansk Industri har tidligere udtrykt skepsis over for kortere uddannelser, og i Politiken har 250 arbejdsgivere i et læserbrev beskrevet, hvorfor de mener, at en 2-årig kandidatuddannelse er at foretrække. Næppe noget, der betrygger og skaber grobund for øget trivsel hos de studerende, der står forrest i køen til at blive kastet ud i dette eksperiment.

Øger konkurrencen 

Vi forudsiger, at langt de fleste studerende vil ønske at få plads på en 2-årig kandidatuddannelse, og det betyder for det tredje, at vi kan forvente et helt nyt udskilningsløb opstå på bachelordelen. Konkurrence er langtfra et ukendt fænomen i uddannelsessektoren, og den behøver ikke være skadelig. Men det ekstra præstationspres og usikkerhed om, hvilken uddannelse man kan tage, vil næppe forbedre de studerendes trivsel.

Trivsel er et komplekst begreb, hvor årsager og virkninger er vanskelige at isolere. Det betyder, at det er et komplekst og vanskeligt problem at løse. Men det betyder også, at trivselsbegrebet let risikerer at blive en slags politisk universalnøgle, som man kan aktivere, når det er bekvemt. Det er det vi mener er sket her.

Det er meget svært for os at se, at det er hensynet til de studerendes trivsel, der har fået regeringen til at foreslår, at kandidatuddannelserne skal skæres ned i tid. De studerende selv, repræsenteret ved Danske Studerendes Fællesråd, er også dybt bekymrede for regeringens udspil. Stop en halv er deres modsvar. Og det er måske netop det der skal gøres. Kortere kandidatuddannelser er i hvert fald ikke mirakelkur på de studerendes mistrivsel.