Dansk Magisterforening

Husker du at bruge dit netværk?

Af Karrierebloggen
Del artikel:

At dyrke sit netværk - eller networking på nydansk - har indtaget pladsen som en form for mytologisk væsen, som kan være umuligt at komme i gang med for mange. Men nu behøver du ikke længere frygte begrebet, hvis du blot læser Trein Møller, karrierekonsulent i DM's, afmystificerende blogindlæg om emnet.

"Husker du at bruge dit netværk?"

Det er nok det karrierespørgsmål, jeg stiller oftest. Jeg får tit tavshed og et meget træt ansigtsudtryk til svar.

Når jeg spørger hvorfor, lyder det: ”Endnu en ting, jeg skal gøre, som jeg ikke helt ved, hvad er. Jeg får dårlig samvittighed og kommer ikke videre”.

Det tyder på, at netværk blevet til en blanding af en præstation og en black box; den hemmelige VIP-billet, som sikrer dig vejen frem på arbejdsmarkedet. En netværkspligt.

Gør mig en tjeneste og glem lige ordet netværk og følelsen af netværkspligten et øjeblik.

Er du et hjælpsomt, nysgerrigt og interesseret menneske? Her svarer de færreste sjovt nok nej.

Du er interesseret i de mennesker, der er omkring dig. Du ved, hvad der optager dem.  I taler om, hvad de synes er vigtigt, sjovt, svært eller relevant. Du er interesseret i jeres fælles bekendte; de gamle studiekammerater, som du ikke har holdt kontakten med. Du følger lidt med: Hvor de er henne i livet? Om de er flyttet, skilt, har fået nyt job eller på anden måde skiftet kurs. Det kan også være, du følger lidt med på Facebook – der var 3½ million danske brugere i 2015, så de fleste af dem, du kender, og nogle af de fjernere af dine bekendte er der sikkert også.

Du er måske også nysgerrig, når du møder nye mennesker. Du spørger dem om, hvad der optager dem, og hvad de laver. Ikke for at lede efter noget bestemt, bare fordi det er en del af det at møde nye ansigter og blive klogere på dem.

Du er hjælpsom, gider godt at læse et speciale igennem for en ven, komme med gode idéer til kollegaens datter, som skal til at skrive 3. g opgave (især når det er noget, du nørdede lidt med i din egen studietid), fikse din bekendtes router eller skovle sne for naboen, der er blevet lidt for gammel - fortsæt selv listen. Det er noget du gør, fordi det gør man, ikke fordi du regner med, at du modtager en betaling eller en gentjeneste ved kasse 1.

Antag så, at de andre har det på nogenlunde samme måde som dig. Fortæl dem om det, der rører dig, hvor du er på vej hen, hvad du er i tvivl om, hvad du gerne vil blive klogere på.

Er du med så langt? – så er du ret godt på vej.

Næste skridt er at bruge dit netværk. Træn din akademiske analysemuskel og skab dig et overblik over, hvem du kender, og hvilken viden de kunne tænkes at være indgang til. Mangler du at ”kende nogen” inden for et område, du er interesseret i? Så må du finde dem: Til gå-hjem-møder, branchearrangementer, debatter på nettet osv.

Du kan nu - med set med mine karrierebriller - sætte flueben ved at dyrke dit netværk.

Trein Møller, karrierekonsulent i Dansk Magisterforening