Hillary, Donald og kønnet

Det er tankevækkende at betragte, hvordan hhv Hillary og Donald præsenterer deres køn, når de er på i en planlagt optræden, og så når de bliver taget på fersk gerning, eller når den planlagte optræden ikke falder ud som forventet, som fx når Hillary snubler på vej til sin bil, eller når det barn, der er blevet taget op på Donalds arm, nægter at modtage hans kys.

Hillary har hele vejen gennem valgkampen delvis afkønnet sig ved at iføre sig en buksedragt med pressefolder, brede ben og høj hals og dermed tilsløret kroppens konturer, mens Donald tilsvarende har kunnet krybe i ly af den helt gennemgående mandlige figur, et rigeligt jakkesæt med tilhørende skjorte og slips, som gennem mindst hundrede år har kunnet skjule mandens kropslige og seksuelle konturer og dermed ophøje ham til tale og ånd, til politiker og professionel.

Man kan sige, at Hillary stort set har efterlignet den mandlige politikermodel med få undtagelser, nemlig tøjets farve, håret, øjnenes og ansigtets styling og make up. Det er iøjnefaldende, hvor meget hun og Angela Merkel ligner hinanden, når de står ved siden af hinanden i flade sko og jakkesæt i hver sin blå farve.

Mens Donald på sin side har søgt at forskønne sig med sin blonderede hårhvirvel, og dermed også er trådt ud af den mandlige stereotyp, men snarere ind i den kvindelige: kvinder med magt har generelt en tendens til at blive blondere og blondere og få større og større hår.

Hillary har også under hele valgkampen måttet forholde sig til sin valgstabs krav om, at hun skulle vise sig som et kærligt og omsorgsfuldt menneske, mor og bedstemor. Mens Donald har fremvist sin unge østeuropæiske modelkone og børn af adskillige ægteskaber, hvoraf sønnerne betragtes som hans bedste kort.

Altså demonstreres hans evne til at fastholde og videreføre en maskulin dominans med kvinden som blomsten i mandens knaphul og mor til sønnerne. Og dermed repræsenteres den vellykkede amerikanske drøm for de "Angry White Men", som Michael Kimmel så præcist karakteriserede de mindre vellykkede hvide mænd i sin bog af samme navn.

Jeg deltog selv som forsker i en EU-undersøgelse for en del år siden, hvor vi interviewede stort set alle kvindelige medlemmer af folketinget, mens vore EU-partnere i undersøgelsen kun i meget lille omfang kunne få adgang til deres parlamentariske repræsentanter.

Undersøgelsen viste, at de kvindelige folketingsmedlemmer var meget bevidste om, hvor meget kvindelighed og hvor meget maskulinitet de kunne tillade sig at fremvise, hvis de både skulle kunne anerkendes som troværdige politikere og som kvinder. De mest "ukvindelige" kvindelige politikere oplevede til gengæld at blive latterliggjort pga af deres manglende kvindelige ynde.

Andre blev puttet ind i stereotyper som Pylle, Rylle og Kylle, heksen, håndtasken, den talende kavalergang og de blåøjede blondiner. Kort sagt, at man som kvinde på tinge skulle gå på en skarp knivsæg mellem sexappeal, kvindelighed og politiker, hvoraf det sidste er mandligt konnoteret. Samtidig er der ingen tvivl om, at de unge smukke blondiner associeres med en erotisk magt, der i mange henseender kan give dem fordele, som den lidt ældre kvinde og mor ikke har samme adgang til.

Adskillige undersøgelser viser, at kvinder med magt får færre børn og ægtemænd end mænd med magt. Mange kvinder med magt lever alene eller hele livet med samme mand og får typisk et eller ingen børn, mens mænd med magt altså typisk får mange børn i adskillige ægteskaber og hyppigt op i en sen alder.

Til gengæld råder der også en høj grad af heteronormativitet, hvor kvinder og mænd, der ikke lever op til den heteroseksuelle stereotyp, har svært ved at stige til tops. I en anden interviewundersøgelse fortalte en kvindelig lederaspirant os, at hun til en ansættelsessamtale havde svaret på det obligatoriske men ulovlige spørgsmål om, hvorvidt hun skulle have børn: "Nej, jeg er lesbisk og planlægger ikke at få børn". Hun fik ikke jobbet!

Man ser også helt overordnet, at hver børnefødsel påvirker kvinder lønmæssigt og karrieremæssigt i en negativ retning, mens det modsatte sker for mænd, mænd bliver mere troværdige, når de har kone og børn. Dette kan måske ændre sig, hvis mænd får mulighed for at tage en større del af barselsorloven. Men indtil nu har det ikke gjort det, selv om der allerede er set eksempler på, at mænd er blevet afskediget, når de har ønsket at tage barselsorlov, sådan som det er sket for mange kvinder gennem mange år.

Børn, graviditet og amning afseksualiserer kvinder, de sætter spørgsmålstegn ved kvinders troværdighed som potentielle ledere men samtidig skal en rigtig kvinde helst få børn og vise sig omsorgsfuld overfor børn og ældre.

Og hvad har det så med Hillary og Donald at gøre?

På den ene side passer Hillary jo fint ind i den kvindelige magtfigur. Hun har kun et barn og har levet hele livet sammen med sin omend utro ægtemand, som jo givetvis har profiteret godt af den ekstra sexappeal, som kvinder tillægger mænd med magt og han oven i var en både flot og karismatisk mand, begæret af kvinder og mænd over hele verden.

Samtidig er han jo så blevet hendes arkilleshæl, fordi han altså har udnyttet denne sexappeal til at bedrage hende, og hun dermed står som den ydmygede ægtehustru, hvilket skæmmer hendes troværdighed som politiker og sexappeal som kvinde.

Donald har på sin side jo haft svært ved at holde sig inde i jakkesættets slørende afseksualisering, ikke mindst pga af den 11 år gamle karlekammersnak i kampagnebussen og hans generelle nedsættende og seksualiserede vendinger om kvinder, som skaber afsky blandt både de familistiske og religiøse republikanere og venstreorienterede feminister og kønspolitiske aktivister i forskellige udgaver.

Hillary har på sin side haft svært ved at skjule, hvor hårdt det er for en kvinde at trænge igennem i en mandligt domineret magtelite, hvor svært det er for kvinder at skaffe sig trofaste "brødre" til at bakke en op, og hvor vanskeligt det er for kvinder at forblive på linen af seksualisering/afseksualisering, ligesom hun også er blevet beskyldt for at have et lesbisk forhold til en af sine unge kvindelige rådgivere.

Trods alle slibrighederne fremtræder hun i hvert fald for en europæer som den eneste mulige præsidentkandidat ikke mindst pga hendes professionalitet, uddannelse og politiske erfaring, som en repræsentant for kommende generationer af kvinder, der er væsentligt bedre uddannede end mænd. Mens Donald på sin side har reduceret sig til sin seksualitet, og dermed deler skæbne med mange generationer af kvinder.

Men måske fremtræder han dermed trods alle odds som mere menneskelig.