Kunsten at gøre det komplekse simpelt

Jeg har for nylig tænkt over, hvad jeg egentlig fik med mig fra mine 2½ års universitetsstudie på Nordisk Sprog & Litteratur tilbage i starten af 00’erne.  Jeg husker at have læst en hulens masse værker og dykket ned i alt fra postmodernisme til den barokke poetik, men hvilken relevans har det lige i dag, hvor jeg arbejder som iværksætter og foredragsholder?

Ganske megen relevans, har det vist sig, for selvom de fleste fra mit humaniora-studie på Aarhus Universitet endte som gymnasielæsere eller i andre offentlige jobs, så trænede vi undervejs på studiet én afgørende kompetence til nutidens og fremtidens arbejdsmarked: Evnen til at gøre komplekse ting simple.

Fra humaniora til kunstig intelligens
Jeg driver i dag to virksomheder, hvoraf den ene beskæftiger sig med kunstig intelligens. Det er et utroligt kompleks område, som både fylder folk med fascination og fordomme.

Af samme grund kan det være vanskeligt at ’oversætte’ til menigmand, men netop denne evne til at oversætte komplicerede ting anvender jeg hver eneste dag som leder og iværksætter. Jeg bruger kompetencen, når jeg skal forklare kunderne værdien af produktet, og jeg øver mig i det, når en journalist skal skrive omkring os.

Det er en helt tredje oversættelse, der nogle gange er brug for overfor medarbejderne, og igen er der mine venner og familie, som skal have en helt fjerde formidling af det komplekse stof.

Denne evne til at tage store mængder af materiale og omsætte dem til kortere budskaber trænede vi ofte på universitetet i sin tid. Man kan så diskutere, hvorfor vi skulle skrive vores rapporter og opgaver i et så unødigt kompliceret sprog, men uanset hvad så trænede vi konstant vores hjerne i at omsætte de mange sider til kortere og mere klare formuleringer og konklusioner.

En afgørende kompetence på fremtidens arbejdsmarked: Simplexity
Jeg bruger betegnelsen ’simplexity’ omkring denne kompetence. Det er evnen til at tage det komplekse og formidlingsmæssigt gøre det simpelt.

Det er en kompetence, som der bliver stadigt mere brug for på fremtidens arbejdsmarked, og det såvel for programmøren, der skal oversætte værdien af sit arbejde til lederen, som det gælder for alle andre specialister, hvis viden kun for alvor bliver værdifuld, hvis de kan formidle den til andre på en forståelig måde.

Foruden firmaet med kunstig intelligens lever jeg af at holde foredrag og workshops for organisationer, der gerne vil skabe positive forandringer. I den forbindelse træner vi ofte deres evne til at gøre komplekse ting simple, og her arbejder jeg altid med tre principper, som godt nok ikke stammer fra min tid på universitetet, men har vist sig at være overordentligt effektive i hverdagen:

1. Du skal forstå, før du kan gøre dig forståelig
Det gælder for al god kommunikation, at du er nødt til at forstå modtageren, før du kan gøre dig forståelig. Derfor handler det om, at du først skal have et minimalt indblik i, hvor den anden kommer fra.

I har formentlig vidt forskellige baggrunde og erfaringer, men hvad er så jeres fælles erfaringsgrundlag? Det er nemlig dette fælles fundament, du skal finde frem til igennem nogle simple spørgsmål til vedkommende.

Det er altid nemmere at forklare folk komplekse ting på en måde, hvor de forstår dem, hvis du kan referere til noget, de kender i forvejen. Noget fælles.

Eksempelvis brugte jeg det greb, da jeg for en række år siden hjalp virksomheden Lix.com med at komme i medierne.

Dengang var Lix.com ukendte, og vi skulle forklare et forholdsvis kompleks og teknologisk produkt til først journalisterne og siden deres læsere. Derfor valgte vi at tage afsæt i noget kendt – musiktjenesten Spotify, og så benævne Lix ”Spotify for studiebøger”.

Det gav en fælles referenceramme, og du kan supplere denne med hele tiden at stille din samtalepartner spørgsmål, så du ved, at vedkommende stadigvæk kan følge med. Jeg gør det eksempelvis selv, når jeg er ude at holde foredrag, ved at henvende mig til publikum med spørgsmål som ”Giver det mening?” og ”Er det noget, I kan genkende?”.

2. Du skal fokusere på få, men klare pointer
Når jeg holder foredrag, så ved jeg, at hvis jeg taler i en time, så husker folk 2, muligvis 3 ting, derfra. Vores hjerner kan ganske enkelt ikke kapere mere, så det drejer sig om at sikre, at du ikke overvælder folk med detaljer og unødig kompleksitet. Selvom det muligvis kan virke ”finere”, så bliver resultatet blot, at de ikke kan huske noget som helst.

Der vil altid være den risiko, at nogle vil finde dig ”for let”. Eksempelvis har den meget læste psykolog Svend Brinkmann mødt kritik, da hans tre bestsellere ”Stå Fast”, Ståsteder” og ”Gi’ slip” blev så populære, at Danmark fik sin første psykolog som mediedarling.

Det hører imidlertid med til historien, at Svend Brinkmann inden disse populærtitler havde forfattet et utal af tungere fagbøger. Der var således både kompleksitet og tyngde bag ordene, og det er det afgørende, når vi arbejder ud fra simplexity-tankegangen. Du skal have styr på dit stof, så det ikke blot bliver overskrifter, og så længe du har det, så er det helt i orden, at du formidler det enklere og klarere til tilhørerne.

3. Du skal kommunikere din passion
Nogle gange undrer jeg mig over, hvorfor folk fortæller mig noget, når de samtidig virker som om, at de er ved at falde i søvn undervejs. Jeg har det trods alt ligesom de fleste mennesker sådan, at jeg nemmere bliver begejstret, hvis jeg mærker begejstringen fra den person, jeg taler med eller lytter til.

Derfor handler det at gøre komplekse ting simple også om bevidstheden om, at ikke kun indhold, men også form er vigtig. Når du skal forklare noget til en anden, så gør derfor dig selv den tjeneste at mærke efter, hvorfor det egentlig er vigtigt, at vedkommende skal høre det, du skal til at fortælle dem.

Skyldes det, at det er super vigtigt, eller at du finder det yderst interessant? Er det noget, som vedkommende kan få glæde af i sit liv, og hvordan får du din begejstring for stoffet formidlet på en måde, hvor det også vil begejstre vedkommende?

Måden at formidle med passion er ligeså forskellig, som vi mennesker er forskellige. Jeg er personligt ikke meget til de såkaldte ”motivational speakers”, der virker som om, at de har taget en fuldvoksen bunke af energipiller, lige inden de går på scenen, og hvor de slynger om sig med klicheer som ”It’s not impossible. It’s I’m possible”, men virker det for dig, så fred være med det.

Personligt foretrækker jeg historiefortællerne, der igennem eksempler, historier og metaforer kan skabe billeder i mit hoved, for så husker jeg langt bedre de budskaber, de kommunikerer til mig.

Uanset hvad så har du muligheden for at inspirere et andet menneske med din viden, og måske ender du med at berige deres liv. Det er, når man tænker over det, nok grund i sig selv, er det ikke? Så hvad venter du på?