Blog: Når mennesker gør oprør mod maskiner
© Dose Media/Unsplash.com
"Vi som mennesker må indstille os en fremtid, hvor vi ikke nødvendigvis kommer til at stå uden arbejde, men kommer til at lave noget fundamentalt andet end i dag", mener Jonathan Løw, iværksætter, foredragsholder og ledelsesekspert.
For tiden finder en yderst interessant udvikling sted i Canada. En bevægelse bestående af tusindvis af forbrugere har valgt at boykotte selvbetjeningsløsningerne i landets supermarkeder, fordi disse forbrugere frygter, at teknologien vil føre til arbejdsløshed.
Da jeg første gang hørte om fænomenet, tænkte jeg, at det var en håbløst forældet måde at bekæmpe fremskridt på. Jeg er generelt stor tilhænger af ny teknologi, og jeg driver selv to virksomheder, som arbejder med henholdsvis digital formidling og kunstig intelligens.
Jeg har på den anden side stor sympati for tanken omkring den politiske forbruger, for markedet vil ikke automatisk og i sig selv føre til mere bæredygtige løsninger. Dertil kræves enten regulering eller ’modstand fra folket’. Af samme grund forstår jeg godt reaktionen iblandt de canadiske forbrugere, men er det så virkelig svaret, når vi skal håndtere det forventede tab af arbejdspladser, som kunstig intelligens og automatisering vil afføde i fremtiden? Eksempelvis for læserne af Magisterbladet.
Argumentet fra talspersonen for den canadiske forbrugerbevægelse lyder: ”Maskiner betaler ikke skat, og de betaler ikke ind til nogen former for pensionsordninger eller lignende.” Det er unægtelig svært at være uenig i, men omvendt tror jeg også, at vi som mennesker må indstille os en fremtid, hvor vi ikke nødvendigvis kommer til at stå uden arbejde, men kommer til at lave noget fundamentalt andet end i dag.
To af verdens førende analysevirksomheder, Gartner og McKinsey, er begge kommet frem til, at hverken kunstig intelligens eller automatisering vil betyde et nettotab af arbejdspladser frem imod 2030. Konklusionen er derimod, at det uundgåeligt vil påvirke nogle former for jobs, men så samtidig skabe rum for andre.
Derfor tænker jeg, at forbrugerreaktioner som den i Canada er meningsfyldte i den forstand, at de sætter fokus på et potentielt problem i samfundet. Omvendt ser jeg i ligeså høj grad reaktionen som et udtryk for, at disse og mange andre mennesker forsøger at navigere i en stadigt mere kompleks verden fyldt med såvel muligheder som fælder, nærmere end de ønsker en egentlig systemisk forandring.
Derfor har bevægelsens anden talsperson formentlig meget ret, når hun til et canadisk nyhedsmedie udtaler: ”Det er ikke sikkert, at vores protest kommer til at betyde noget som helst i det store billede, men vi har det nu engang bedst ved at stå ved de ting, vi tror på.”
Så længe det også bliver tilgangen til udviklingen indenfor kunstig intelligens og automatisering, så er det trods alt i sidste ende os mennesker, der kan bestemme verdens udvikling of fremtid – ikke teknologien selv.
Da jeg første gang hørte om fænomenet, tænkte jeg, at det var en håbløst forældet måde at bekæmpe fremskridt på. Jeg er generelt stor tilhænger af ny teknologi, og jeg driver selv to virksomheder, som arbejder med henholdsvis digital formidling og kunstig intelligens.
Jeg har på den anden side stor sympati for tanken omkring den politiske forbruger, for markedet vil ikke automatisk og i sig selv føre til mere bæredygtige løsninger. Dertil kræves enten regulering eller ’modstand fra folket’. Af samme grund forstår jeg godt reaktionen iblandt de canadiske forbrugere, men er det så virkelig svaret, når vi skal håndtere det forventede tab af arbejdspladser, som kunstig intelligens og automatisering vil afføde i fremtiden? Eksempelvis for læserne af Magisterbladet.
Argumentet fra talspersonen for den canadiske forbrugerbevægelse lyder: ”Maskiner betaler ikke skat, og de betaler ikke ind til nogen former for pensionsordninger eller lignende.” Det er unægtelig svært at være uenig i, men omvendt tror jeg også, at vi som mennesker må indstille os en fremtid, hvor vi ikke nødvendigvis kommer til at stå uden arbejde, men kommer til at lave noget fundamentalt andet end i dag.
To af verdens førende analysevirksomheder, Gartner og McKinsey, er begge kommet frem til, at hverken kunstig intelligens eller automatisering vil betyde et nettotab af arbejdspladser frem imod 2030. Konklusionen er derimod, at det uundgåeligt vil påvirke nogle former for jobs, men så samtidig skabe rum for andre.
Derfor tænker jeg, at forbrugerreaktioner som den i Canada er meningsfyldte i den forstand, at de sætter fokus på et potentielt problem i samfundet. Omvendt ser jeg i ligeså høj grad reaktionen som et udtryk for, at disse og mange andre mennesker forsøger at navigere i en stadigt mere kompleks verden fyldt med såvel muligheder som fælder, nærmere end de ønsker en egentlig systemisk forandring.
Derfor har bevægelsens anden talsperson formentlig meget ret, når hun til et canadisk nyhedsmedie udtaler: ”Det er ikke sikkert, at vores protest kommer til at betyde noget som helst i det store billede, men vi har det nu engang bedst ved at stå ved de ting, vi tror på.”
Så længe det også bliver tilgangen til udviklingen indenfor kunstig intelligens og automatisering, så er det trods alt i sidste ende os mennesker, der kan bestemme verdens udvikling of fremtid – ikke teknologien selv.
