Jonas forsker i paradokser i Roskilde Festivals ledelse

Figuren yin og yang er en kendt metafor for modsatrettede men forbundne spændinger. Når spændingerne aktiveres på samme tid, kan det resultere i et paradoks – og et paradoks kan føles umuligt at overkomme. Paradokser er derfor nogle af de mest komplekse former for problemer, vi kan møde i vores arbejdsliv.

Som konsulent var jeg for nyligt ude og afvikle en workshop for en offentlig organisation, hvor forholdet mellem ejerskab og fællesskab var særligt til stede som et paradoks. De enkelte medarbejdere skulle meget gerne føle ejerskab til det sted, de befandt sig til daglig og sætte en ære i, at der her var høj trivsel og en veludført kerneopgave med glade borgere til følge. De skulle dog også være en del af det store fællesskab på tværs af organisationen og med kort varsel forlade deres eget sted for at tage hen og hjælpe et andet sted. Det kunne være svært.

For hvis man hele tiden rykkes rundt, hvordan kan man så samtidigt slå rødder og gøre det sted, man er, til det bedste sted for både sig selv og borgerne?

Sådanne organisatoriske spændinger og de medfølgende paradokser forsker jeg i hos Roskilde Festival.

På Roskilde Festival er du både frivillig og professionel

Roskilde Festival er en ganske særlig form for organisation, hvor der er en mangfoldighed af værdier til stede. Hvor frivillige og ansatte løser en svær opgave sammen, og hvor man kan påtage sig store forpligtelser, men hvor det ansvar, man bliver givet, gerne skal følges med handlekraft.

Det skaber særlige spændinger mellem fx frivillighed og professionalisme, der er selve kernen i festivalens eksistens.

Det paradoksale forhold mellem frivillighed og professionalisme er en konstant udfordring for alle festivalens ledere, der skal jonglere med at opretholde høj kvalitet i driften, mens de også skal give plads til frivillighedens ånd og engagement.

Spændingerne mellem forskellige organisatoriske identiteter, der stammer fra enten professionalisme eller frivillighed, har vigtige konsekvenser for ledelse. Professionalisme kan føre til standardisering og bureaukratisering og føre til tab af motivation. Omvendt kan et for stort fokus på frivilligheden alene gøre, at opgaveudførelsen lider.

Flere af festivalens ledere lykkes med at navigere mellem de modsatrettede krav, organisationen stiller til dem. De gør blandt anet brug af en håndteringsstrategi kaldet ”serious playfulness”, hvor de tilgår de udfordringer, de møder på en legende måde, og derved kan overkomme svære udfordringer og (paradoksalt nok) lykkes med at løse dybt professionelle opgaver.

Spændinger er alle mulige steder

Den 29. marts holder jeg et oplæg i DM, hvor jeg vil fortælle lidt om den store maskine som Roskilde Festival er, og de spændinger som eksisterer på tværs af festivalorganisationen.

Jeg vil blandt andet komme ind på spændingerne mellem frihed og fælles retning, ejerskab og fællesskab, trivsel og præstation, samt professionalisme og frivillighed. Jeg vil også gennemgå nogle af de greb, man kan anvende til at håndtere paradokser, og jeg vil fortælle lidt om, hvordan spændinger og paradokser kan fremstå endnu mere komplekse, fordi de sammenfiltres. Så når man håndterer ét paradoks ét sted i organisationen, så risikerer man at skubbe til andre spændinger andre steder. Det kan resultere i at nye paradokser opstår.

Min forskning er lavet hos og med Roskilde Festival, men i mit virke som organisationskonsulent er det tydeligt for mig, at de omtalte spændinger også er til stede i alle mulige andre former for organisationer.

At forstå og arbejde med spændinger og paradokser er en vigtig kompetence, hvis man vil kunne begå sig i organisationer. Særligt værdifuldt er det for ledere eller konsulenter, da det giver nye forståelsesmuligheder og handlemuligheder i arbejdet med organisationer og ledelse.