Jo, kritik er velbegrundet

To kronikører i Berlingske, Henrik Dahl og Morten Messer­schmidt, samt forskningsministeren har kritiseret universiteterne for venstredrejet identitetspolitisk aktivisme. Det harcellerer Akademikerbladets leder over; lederen påstår, at kritikken er grundløs og udokumenteret.

Men faktisk er kritikken af humaniora og samfundsvidenskab meget påkrævet. Jeg har selv i en bog fra 2015, “Humaniora – videnskab eller varm luft”, redegjort for, at meget “forskning” bygger på teoridannelse uden noget grundlag af evidens. Fx baseres meget på tesen om, at kønnet er en social konstruktion, selv om den tese savner evidens. Man henviser fx til Foucault eller Butler, hvis påstande i den retning er helt uden evidens.

I de socialhumane “videnskaber” ignoreres mulige biologiske forklaringer bevidst. Der er fx for nylig udført forskning om “social arv” i Danmark. Her ignorerer man totalt, at mange af de mønstre, man observerer, kunne skyldes biologisk arv.
Således kan man rette en generel kritik mod grundlaget for den eksisterende forskning på de socialhumane felter.

Jeg ønsker ikke at kritisere enkeltpersoner. Jeg kunne ellers godt nævne personer inden for de bløde fag, som publicerer ensidige eller lodret forkerte påstande i strid med fakta. De bliver ikke korrigeret.

Det må dog være på sin plads at kritisere en kvindelig forsker på RUC, som stod offentligt frem med en modkronik i Berlingske fem dage efter ovnennævnte kronikører. Hendes forskning er netop et skoleeksempel på det, der er galt. Hun hævder, at vores ideal om objektivitet er en illusion. Hun skriver, at Danmark fremmer apartheid, og at vestlig videnskab er “epistemic racism” (det betyder, at racisme er en integreret del af den vestlige forskning). Hun vil have uddannelserne dekoloniseret, sådan at viden udviklet af hvide mænd skal nedtones, og lokale vidensformer støttes, såsom åndelig kommunikation med forfædrene. Hun går stik imod, hvad videnskab er.

De humansociale fag har et stort problem med peer review – holdning trumfer saglighed, og peers godkender hvad som helst, der viser de rette holdninger. Det blev klart i 2018, da Pluckrose, Lindsay og Boghossian fik fupartikler publiceret i ansete tidsskrifter. Artiklerne indeholdt bevidst data, som umuligt kunne være sande. Alligevel gled de mere eller mindre glat gennem peer review. Hvordan reagerede forskerverdenen, da dette nummer blev afsløret? De ignorerede det; dog blev en af de tre, Peter Boghossian, straffet af sit universitet.

Vi ved altså nu, at i de socialhumane videnskaber fungerer peer review ikke. Absurde eller umulige påstande bliver ikke opfanget. I naturvidenskab er man indstillet på kritik – tænk på, hvor ekstremt grundige peer reviews IPCC’s klimaforskere er underkastet. I de humansociale fag ignorerer man kritik og lukker sig om sig selv.

Jo, forskningsministeren har rigtig god grund til at formane forskerne om at udøve mere selvkritik – førend andre kommer udefra og muger ud i alt det defekte.