Jeg gik helt ned, fordi jeg aldrig stoppede op. Nu står jeg i et vadested uden for samfundets hurtige tempo

Jeg står lige nu i et vadested, et sted uden for eller ved siden af samfundets hastige rytme og krav om fremdrift.

Et sted jeg ikke selv har valgt, som en børnehaveklasse, der skal gøre mig klar til livet senere hen og udstyre mig med kompetencer til at klare det.

Jeg ved ikke, hvad der skal ske og hvor jeg skal hen. Jo, jeg ved, hvad der ikke skal ske, og hvor jeg ikke skal hen, for der har jeg været:

Jeg har stået alene i voldsomme situationer uden støtte undervejs eller efterfølgende.

Jeg har gang på gang tilsidesat egne behov i arbejdet med sårbare unge.

Jeg har levet mit liv som var det en konkurrence om mål og resultater.

Jeg har haft et meget højt aktivitetsniveau både på arbejdet og hjemme.

Jeg har oplevet aldrig at holde rigtig fri fra arbejde, da jeg boede på min arbejdsplads.

Jeg har mange gange følt mig presset til at gå på arbejde, mens jeg var syg.

Jeg har arbejdet i et vakuum af uklare mål og manglende strategisk retning.

Jeg har gået på arbejde i over et halvt år med store symptomer på stress: manglende nattesøvn, hukommelsesproblemer, hjertebanken og konstant høj puls. 

Og det gør jeg aldrig igen.

Jeg troede, jeg bare lige skulle tage mig sammen

Jeg blev kastet ud på dybt vand, fik trukket tæppet væk under mig og hvad man ellers har af metaforer for en personlig livsændrende begivenhed, der tog fart, da min arbejdsplads fik ny rektor med nye idéer.

Pludselig stod fremtiden udefineret og usikker, og jeg må sande, at måneders udmattelse på usikker grund medførte et arbejdsmæssigt kollaps for mig som medarbejder, hvor jeg trak mig socialt og fagligt og lukkede mig om min familie.

I seks år boede og arbejdede jeg på en kostskole, hvor fællesskab, naboskab og pædagogisk rådgivningsarbejde gik hånd i hånd. Et år efter at den nye rektor tiltrådte, fik jeg en fyreseddel i hånden, og usikkerhedens søvnløse nætter blev ikke afløst af afklaring, men afløst af flere søvnløse nætter over at skulle finde et nyt arbejde samtidig med et nyt hjem til familien. Og jeg havde ingen kræfter mere.

Jeg gjorde, som jeg havde lært. Knoklede, pressede på og svømmede det bedste, jeg havde lært uden at kunne mærke, at der ikke var kræfter til det. Jeg følte, at det var mit ansvar, at jeg skulle holde mig selv, tre børn og min kurdiske mand, der kun akkurat havde fået sit svendebrev, oven vande.

Da vi alle var på landjord med fast grund under fødderne, faldt jeg fra hinanden. Var ked af det hele tiden, havde ingen energi, havde hjertebanken og katastrofetanker. Sov dårligt, havde kort lunte, kunne ikke fokusere, kunne ikke organisere noget som helst, havde ingen drømme for fremtiden, havde ingen lyst til socialt samvær og kunne ikke række ud efter hjælp.

Gamle, voldsomme oplevelser dukkede pludselig op og krævede deres ret og plads. Og jeg troede vitterlig, at jeg bare lige skulle tage mig sammen og finde et job.

Det var ikke et job, jeg skulle finde, det var et vadested.

Alt, jeg troede var sandt, gik i opløsning

Der først, når du accepterer at stå i et vadested, at du holder op med at gå forvildet rundt og lede efter vejen videre.

Jeg befandt mig midt i et vadested, og her begyndte alt, hvad jeg troede var sandt, lige så stille at gå i opløsning. Hele mit liv har jeg set fejl og mangler, forsøgt optimeret og forbedret, gjort, som der blev bedt om, og levet op til det hele. Egentlig gjorde jeg bare alt for at komme væk fra mine egne ubehagelige følelser, bange for hvad jeg ville mærke og hvor langt jeg ville falde.

På ingen af mine arbejdspladser har jeg haft det, man nu kalder psykologisk tryghed, altså et rum til at tale om det, der er svært eller det jeg havde brug for støtte til.

Chefernes naive hjerter har banket for driften, men de har ikke haft indsigt og viden til at kunne se, at det var nødvendigt at reflektere over hverdagens voldsomhed for at få disse oplevelser ud af mit system, så jeg kunne drifte videre uden mén.

Vadestedet har sin berettigelse som et sted i livet med plads til at gøre livserfaringer og reflektere. I vadestedet øver jeg mig i at gøre noget andet end det, jeg plejer, godt støttet af mindfulness, en hyldemeter af romaner om den svenske skærgård, den engelske bondeidyl og historiske dramaer samt en dygtig kropsterapeut.

Jeg giver plads til det, der dukker op eller ikke dukker op, heler sorgen over det, der var, over hvem jeg var, og lader fremtiden være derude, hvor den hører til, for ikke at skabe angst og usikkerhed i mit system. Først når jeg gør det, kommer der ro i mit nervesystem, og jeg kan give slip på måder at være på, som jeg ikke behøver mere.

Jeg farer stadig vild

Men jeg farer også vild i vadestedet, tager fejl og tror, at jeg er på vej videre, væk fra vadestedet, for så at opdage, at det er jeg ikke. Det er mine følelser, der viser mig vildfarelsen, selvom mine tanker rigtig gerne vil se udvikling og forbedring.

Vadestedet lærer mig at acceptere, hvad der er i nuet og ikke bruge tankerne til at kæmpe imod.

Det er svært at insistere på at være i et vadested. Fordi jeg så meget hellere ville være der, hvor arbejde, penge og prestige er. Sætte mig selv i en position, hvorfra jeg bidrager og gør nytte.

Jeg tager mig gang på gang i at lyve overfor mig selv i samværet med andre. Det er så nemt for mit gamle jeg, at leve op til, hvad der forventes, og gøre alle glade. Jeg svarer, at det går godt i praktikken, hvor jeg har næsten fuld tid nu, men inderst inde ved jeg, at det går for hurtigt. Men mit intellekt kan ikke holde det tempo ud, der er i vadestedet, for det længes efter udfordringer, og jeg længes efter ikke at stå uden for samfundshjulet.

Mine dyrt købte erfaringer om, hvordan jeg nu fungerer, gør, at jeg må holde på mine heste, trække vejret og finde ud af, hvordan jeg kan integrere dem i et nyt arbejdsliv.

Ingen snakker om at slæbe rundt på kognitive udfordringer: en hukommelse, der ikke virker, navne og sammenhænge, der glipper, et overblik, der ikke er, som det har været, en tankerække, der bliver koblet af, inden jeg kan fremmane pointerne. Et hjem og familie, der tager en hel del kræfter.

Og alligevel har jeg håb om, at vadestedet ikke er for evigt, og at jeg har en stemme og et virke, der er relevant.

Vadestedet har skaffet mig ny viden, som jeg vil tage med videre, for det er brugbart i et mere bæredygtigt arbejdsliv. Skal jeg holde til at gå ind i samfundshjulet igen, må jeg sætte mig selv først, slippe ansvaret og leve indefra og ud, stoppe op så tilpas ofte, at jeg får øje på at min gamle iver for at løbe efter resultater ikke er brugbar mere.

At jeg skal skrue lidt ned for tempoet og op for restitutionen og refleksionen, fordi vi yder mere på den lange bane ved at tage den med ro ind imellem - hver dag. Og så grine lidt af det hele.