Jeg elsker mit arbejde. Men lønnen i kulturbranchen er en tragedie

Der er noget galt med økonomien i kultursektoren. Så sent som i går blev der varslet fyringer på Nationalmuseet - ikke fordi vi som samfund synes, vi skal have mindre nationalmuseum, men fordi museets økonomi i årevis er blevet forringet. 

Men det er nu engang kun toppen af isbjerget af en helt uholdbar økonomisk situation. Hele kultursektoren burde komme til et gevaldigt serviceeftersyn, hvor vi enten må gøre op med os selv, hvor meget kultur vi vil have, og så finde pengene til det. Eller afgøre hvor mange penge vi vil bruge, og så nøjes med det, vi kan få. I dag er situationen den, at vi kræver langt mere, end vi er villige til at betale for.

En helt centralt problemstilling er lønniveauet for kulturarbejdere. Vi har i årtier talt om skævheden i løn mellem traditionelle kvinde- og mandefag, og lige nu diskuterer arbejdsmarkedets parter i lønstrukturkomitéen, hvordan man kan skabe mere lighed på det offentlige arbejdsmarked. Det er godt. Og det er en oplagt mulighed for at kigge på lønnen i en sektor, der er langt værre stillet end sygeplejersker og pædagoger tilsammen.

Lønstrukturkomitéen blev nedsat som en del af regeringsindgrebet i sygeplejerskestrejken sidste år. I slutningen af 2022 vil komitéen – som består af en håndfuld eksperter og dobbelt så mange repræsentanter for arbejdsmarkedets parter – fremlægge resultatet af deres arbejde. Opgaven er kort fortalt:

1. At analysere lønstrukturerne på det offentlige arbejdsmarked
2. At analysere konsekvenserne af dem
3. At belyse ”mulighederne for at udvikle løndannelsen”.

Under dette forholdsvis elastiske og uforpligtende kommissorium ligger der fra mange faggrupper – ikke mindst de traditionelle kvindefag – en klar forventning om, at netop de i fremtiden skal have mere i løn. Andre og måske mere privilegerede faggrupper vil helt sikkert bakke op, lige ind til det punkt, hvor de selv skal afgive en krone. Eftersom der umiddelbart ikke følger penge med komitéen, kan den næsten ikke undgå at skuffe den ene eller anden gruppe. Sandsynligvis dem begge. Og som sådan. Det er ikke en let opgave, komitéen er blevet sat på.

Der er derfor ikke noget at sige til, hvis komitéen helst vil lukke øjnene for den problemstilling, jeg her lægger frem. Jeg håber dog, at komitéen i stedet netop vil gribe den historiske mulighed, den er blevet givet, for at kaste et holistisk blik på det offentlige arbejdsmarked og medtænke en gruppe af arbejdstagere, der for manges vedkommende ville ofre deres højre arm for at opnå en løn på niveau med en sygeplejerske.

Det drejer sig selvfølgelig om kulturbranchens fodsoldater, som jeg selv tilhører.

På nogle offentlige kulturinstitutioner er der såmænd gode vilkår, som flugter resten af det offentlige område. Det er typisk steder, hvor mange er organiserede, og man derfor kan få en akademisk overenskomst. Andre steder er præget af lav løn og prekære ansættelser, løntilskud og praktikanter.

Endnu værre står det imidlertid til ude på det formelt set private kulturområde. Altså i den myriade af mindre teatre, spillesteder, produktionsselskaber osv., der er selvejende, foreninger eller lignende. Men som for de flestes vedkommende reelt ikke ville kunne eksistere uden forskellige former for offentlige tilskud. Som ikke er sat i verden for at skabe et overskud til ejerne, men en værdi for samfundet. Og derfor de facto bør betragtes som en del af det offentlige arbejdsmarked.

Der er meget store interne forskelle, men overordnet set har vi at gøre med en svagt organiseret og stærkt prekariseret sektor med mange freelancere, praktikanter, deltids- og tidsbegrænsede ansættelser. Og et smerteligt lavt lønniveau.

Gennemsnitslønnen i kulturbranchen er 35.942 kroner inkl. pension

Jeg er selv cand.mag. med snart 20 års erhvervserfaring. Jeg oppebærer en fuldtidsløn på kr. 29.120 inkl. pension, uden mulighed for tillæg eller bonus. Det er det samme alle mine kollegaer, inkl. direktøren, tjener. Og det er ikke ualmindeligt i branchen.

Ifølge DM’s lønstatistik er gennemsnitslønnen for en akademiker i den private del af kulturbranchen 35.942 kroner inkl. pension. Det reelle tal er dog sandsynligvis væsentligt lavere, da freelancere og andre særligt lavtlønnede typisk er underrepræsenterede i lønstatistikker. Til sammenligning tjener en akademiker i kulturministeriets departement i gennemsnit kr. 50.399 inkl. pension. Det er 40 procent mere end gennemsnittet og 58 procent mere end mig.

Jeg elsker mit arbejde, selvom der ofte er fart på. Jeg elsker mine kompetente, dedikerede kollegaer. Jeg elsker også teater. Men jeg elsker ikke min lønseddel. I mit tidligere job, i en anden sektor, tjente jeg mere end det dobbelte. Jeg har grundlæggende svært ved at forstå, at min arbejdskraft er under halvdelen værd, bare fordi jeg har skiftet branche til noget, jeg rent faktisk er uddannet til. Jeg synes, jeg leverer mindst lige så stor værdi.

Der er selvfølgelig flere årsager til, at det er sådan. Herunder følger min egen analyse, som komitéen er velkommen til at skele til og bygge videre på. (Skulle jeg herved spare jer for nogle ressourcer, er I velkomne til at overføre et passende beløb – jeg har Mobilepay, og jeg kan godt bruge pengene!)

1. Den psykologiske: Kulturbranchen består af rigtig mange ildsjæle, der typisk er meget dårlige til at kræve en høj løn. Dertil er de fleste ubegrænset loyale overfor deres arbejdsplads, som de har investeret sig selv i, og de er godt klar over, at institutionerne sjældent har penge til lønforhøjelser.

2. Den markedsøkonomiske: Der er rigtig mange, der gerne vil arbejde på en kulturinstitution, uanset lønnen, og en del gerne frivilligt. Og det er en branche uden stor jobsikkerhed, hvor mange arbejder freelance og tidsbegrænset. Så det er også risikabelt for den enkelte at stille krav om højere løn.

3. Den organisatoriske: Der er en lav organisationsgrad og generelt ringe overenskomster i det omfang, de overhovedet findes. Der er tale om små arbejdspladser med svage eller fraværende tillidsmands-strukturer. Det svækker mulighederne for kollektive indsatser.

Gøglere, ludere og lommetyve 

Alt dette kan strukturkomitéen næppe ændre ved. Det, den dog derimod kan og bør se nærmere på, er netop de strukturelle årsager til tingenes tilstand, hvoraf jeg især vil pege på to:

For det første har kulturlivet historisk været anset for at være bemandet af gøglere, ludere og lommetyve. Fra politisk- og samfundsperspektiv ofte italesat som et fedtlag. Pjank og pjat. Med et dertil hørende personale, der nok primært arbejder for deres fornøjelses skyld og måske slet ikke har behov for eller har fortjent en rimelig hyre. Bohemer, hvis fattigdom netop gør dem kreative, og ville blive dovne og uproduktive, hvis de var sikre på at kunne betale deres husleje. Ikke sjældent hører man, de såkaldte tænketanke værdisætte forskellige sektorers samfundsbidrag netop ud fra lønniveauerne og skattegrundlaget. På den måde opstår en ond spiral, hvor lønniveauer og opfattet værdi af kulturlivet driver hinanden nedad.

Sagt på en anden måde: Hvor vi på den ene side altid har hyldet og beundret de enkelte succesfulde stjerner på scenen, er vi som samfund notorisk dårlige til at anerkende betydningen af de institutioner, der danner fundamentet for den succes. Betydningen af folkene bag kulissen, der er mindst lige så vigtige for at holde kulturlivet levende og sprudlende.

Eller som et familiemedlem (sikkert i bedste mening) sagde til mig tilbage i 2008, da sygeplejerskerne også strejkede, og jeg formastede mig til i al stilfærdighed at påpege, at de altså tjente væsentligt mere end os kulturarbejdere: ”Jo. Men det, du laver, er jo heller ikke særligt vigtigt”. Tak for den.

Kulturbranchen er udsat for et særligt krydspres på lønnen

I mine øjne er kulturlivet er en bærende søjle i vores samfund, for vores sammenhængskraft og for den enkeltes livskvalitet. For vores dannelse. For selve vores civilisation? Hvis coronakrisen bidrog med noget som helst, var det vel at slå dette fast med syvtommersøm – hvor fattige vi blev af at skulle undvære teater, biografer, koncerter, festivaller og museer, og hvor vigtigt det var, at vi stadig havde adgang til skærm-fællessang, TV-serier og litteratur.

Det er dertil et faktum, at kulturbranchen i dag består af alt andet end gøglere. 2/3 af mine kollegaer har en kandidatgrad, og alle er dybt professionelle. Produktiviteten er tårnhøj, og at der ikke er meget pjank over hverdagen i en kulturinstitution, skulle jeg hilse og sige. Vi løber også hurtigt.

For det andet vil jeg pege på at branchen – netop på grund af sin hybride placering mellem det private og det offentlige – er udsat for et særligt krydspres på lønnen. Det værste fra begge verdener, kunne man sige. Mange kulturinstitutioner er helt og aldeles afhængige af offentlige tilskud med hyppige udløb. På mit teater kunne vi fx næppe klare os uden vores fire-årige driftstilskud fra kommunen. Derfor lægger man sig i selen for at være så produktive og effektive som muligt. Det gælder om at overperforme, så tilskuddet kommer igen næste gang. På den måde er det offentlige uforvarende med til at presse produktiviteten i vejret, da alle prøver at overgå hinanden. Men uden at økonomien følger med. Det betyder i sidste ende, at der er færre penge i løn til den enkelte.

Så længe man lader som om, at kulturinstitutionerne er 100 procent private, og lønvilkårene derfor ikke er det offentliges hovedpine. Men samtidig opretholder en struktur, hvor der er tårnhøje forventninger fra det offentlige til, hvad institutionerne skal producere for at opretholde deres livsnødvendige tilskud. Så kan lønnen aldrig komme på højde med, hvad vi ellers synes er rimeligt i dette samfund.

Samfundet står tilbage med pressede kulturmedarbejdere 

Det var analysen. Går vi til konsekvenserne, som komitéen også skal belyse, er det i mine øjne ikke bare urimeligt for kulturarbejderne, at det står så galt fat. Det burde i sig selv være uacceptabelt, at vi har en hel sektor, hvor folk er så pressede på lønnen, at de måske skal jonglere flere fuldtidsjobs samtidig, ikke har råd til at holde fri eller ferie og/eller konstant er presset på privatøkonomien. Det er vi altså for rige til i Danmark.

Men det er naturligvis også skadeligt for hele branchen, og dermed for samfundet. For hvor produktiviteten nok er i top, kan man ikke påstå, at det borger for kvaliteten, når man jævnligt presser medarbejderne til bristepunktet eller over i helt andre sektorer. Gjorde man noget på lønområdet, er det min klare overbevisning, at man ville øge stabiliteten på institutionerne og dermed hæve kvaliteten af produktionerne.

Skal vi til sidst kigge på ”mulighederne for at udvikle løndannelsen” har lønkomitéen faktisk en række håndtag at trække i. De kunne fx, som de parter på arbejdsmarkedet de er, starte med at enes om en højere løn i de indgåede overenskomster på kulturområdet.

Man kan dertil overveje, om man fra det offentlige skulle stille nogle højere krav til gengæld for de mange støttekroner, man hvert år kanaliserer ud i kulturlivet. Det kan man sagtens, når man sætter metrobyggerier i gang,og når man indkøber kaffe, så selvfølgelig kan man også det, når man investerer i kultur.

De to ting hænger i øvrigt sammen. Det er ikke nok at kræve ”arbejde på overenskomstmæssige vilkår”, når overenskomsterne både er svage og hullede. Begge dele skal skærpes.

Det vil naturligvis betyde, at man enten skal acceptere en højere pris eller et lavere produktivitetsniveau i dansk kulturliv. Præcis som man accepterer det i alle mulige andre offentlige udbud og indkøb, hvor det ikke kun handler om at købe billigst muligt, men hvor man prioriterer bæredygtige produkter, herunder arbejdsvilkår hos leverandørerne. Så koster det mere. Eller også får man mindre kaffe.

Hvis vi kan blive enige om kulturens værdi og betydning, ligger det lige for, at der skal afsættes lidt flere kulturmidler på finansloven for at bringe balance i tingene. Det er i forvejen peanuts, vi som samfund bruger. Men selv hvis konklusionen bliver, at der skal produceres lidt mindre kunst og kultur i Danmark, synes jeg det er acceptabelt, hvis det kan udligne den notoriske skævhed, der eksisterer og altid har gjort det i min og mine kollegaers løn set i forhold til resten af verden.

Jeg frygter som ovenfor nævnt, at lønstrukturkomitéen vælger at sætte kikkerten for det blinde øje og overse kulturbranchen, når de i løbet af året skal finde til enighed.

Når FOA og Dansk Sygeplejeråd sætter alt ind på at skaffe flere penge til deres medlemmer, og Akademikerne gør alt for at det ikke skal være på bekostning af dem, vil et relativt uorganiseret felt med mange fagligheder muligvis være belejligt at se helt bort fra. For vi er jo ikke offentligt ansatte. Det er jo heller ikke så vigtigt, vel? Og skal kunstnere i øvrigt ikke være fattige for at være kreative!?

Jeg håber, jeg tager fejl. Og jeg håber, at DM gennem Akademikerne vil bruge lønstrukturkomitéen til at gøre op med historiske og forældede lønstrukturer på hele det offentlige arbejdsmarked. Også kulturbranchen.