Kan man stole på, at universitetsforskerne er uvildige? Nej, ikke længere
© Jacob Nielsen
Universiteterne mister troværdigheden, når vi ikke længere kan regne med, at forskernes udtalelser er uvildige. Og det kan vi ikke, når forskerne får penge fra den hånd, som de forsvarer. Det er læren af sagen om CBS-professor Steen Thomsen.
REDAKTØRENS KOMMENTAR
Dengang jeg var en ung erhvervs- og graverjournalist på Berlingske og Politiken, ville jeg altid helst tale med de rigtige eksperter. De uvildige forskere fra universiteterne. De var jo meget mere troværdige end de der betalte partskilder med fx cheføkonomtitler fra Danske Bank, Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Brugte jeg alligevel købeeksperterne? Ja, for deadline skulle jo fodres, og det var så meget nemmere. De sad altid parat ved telefonen. De fattede sig i korte, fyndige sætninger. De bad sjældent om at ”godkende” citater, og jeg nåede min deadline.
Så var det noget helt andet med lektorer og professorer. De tog sjældent telefonen. De talte med fodnoter. De var bange for kollegerne og åh så forsigtige. Tænk, hvis de kom til at sige noget, som de ikke havde 100 pct. forskningsmæssigt belæg for. De ville godkende citater. De var kort sagt besværlige og krævede længere deadlines.
Men større var til gengæld glæden og belønningen. En rigtig uvildig ekspertudtalelse, der ikke var betalt af partsinteresser, men af skatteborgerne. Kræs for kendere.
I dag er jeg ikke så sikker på, hvem der er den bedste kilde. Det skyldes bl.a. en sag, som vi har beskrevet i dette og forrige nummer af Magisterbladet. Den handler om professor Steen Thomsen fra CBS, som i pressen forsvarede Danske Bank heftigt under hvidvaskningsskandalen og bankerne generelt efter finanskrisen. Det viser sig, at Steen Thomsen får forskningsmidler fra bl.a. Danske Bank.
Og det fortæller Steen Thomsen ikke, når han fx skriver et passioneret forsvar for Danske Bank i Børsen.
Nu er spørgsmålet så, om vi så ikke som borgere og læsere er bedre tjent med åbne partskilder end med uvildige universitetseksperter, der så alligevel viser sig at få penge fra dem, de skriver om.
Personligt vil jeg faktisk hellere selv have teksten udlagt af cheføkonomen. Jeg ved, hvor jeg har ham, og kan læse hans citater kildekritisk ud fra hans udgangspunkt.
Jeg har stadig selv til gode at møde det menneske, der ikke er en lille bitte smule påvirket af, hvor pengene kommer fra – selv om vi selvfølgelig rutinemæssigt benægter det. Kender du selv nogen?
Det er godt, at Akademisk Råd på CBS efter Magisterbladets dækning af Steen Thomsen-sagen har valgt at indskærpe, at der skal være ren røv at trutte i, når man formidler forskning. Dvs. at forskeren skal huske at fortælle, hvor pengene kommer fra.
Men var kronikken med forsvaret for Danske Bank så blevet trykt af Børsen? Næppe – og her er vi ved problemets kerne. Finansieringen skader her troværdigheden. Private fonde og organisationer fylder stadig mere i den offentlige forskning. I 2008 finansierede de syv procent, mens det var steget til 12 procent i 2015.
Så vi skal finde ud af, hvordan vi opretholder armslængde og troværdighed med øget privat finansiering, og hvordan vi sikrer en fortsat solid offentlig finansiering af forskningen.
Uden både reel og oplevet uvildighed er der ikke nogen, der gider bruge den ekstra tid, det kræver at lytte til de kloge, men besværlige forskere.
Dengang jeg var en ung erhvervs- og graverjournalist på Berlingske og Politiken, ville jeg altid helst tale med de rigtige eksperter. De uvildige forskere fra universiteterne. De var jo meget mere troværdige end de der betalte partskilder med fx cheføkonomtitler fra Danske Bank, Dansk Industri og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Brugte jeg alligevel købeeksperterne? Ja, for deadline skulle jo fodres, og det var så meget nemmere. De sad altid parat ved telefonen. De fattede sig i korte, fyndige sætninger. De bad sjældent om at ”godkende” citater, og jeg nåede min deadline.
Så var det noget helt andet med lektorer og professorer. De tog sjældent telefonen. De talte med fodnoter. De var bange for kollegerne og åh så forsigtige. Tænk, hvis de kom til at sige noget, som de ikke havde 100 pct. forskningsmæssigt belæg for. De ville godkende citater. De var kort sagt besværlige og krævede længere deadlines.
Men større var til gengæld glæden og belønningen. En rigtig uvildig ekspertudtalelse, der ikke var betalt af partsinteresser, men af skatteborgerne. Kræs for kendere.
I dag er jeg ikke så sikker på, hvem der er den bedste kilde. Det skyldes bl.a. en sag, som vi har beskrevet i dette og forrige nummer af Magisterbladet. Den handler om professor Steen Thomsen fra CBS, som i pressen forsvarede Danske Bank heftigt under hvidvaskningsskandalen og bankerne generelt efter finanskrisen. Det viser sig, at Steen Thomsen får forskningsmidler fra bl.a. Danske Bank.
Og det fortæller Steen Thomsen ikke, når han fx skriver et passioneret forsvar for Danske Bank i Børsen.
Nu er spørgsmålet så, om vi så ikke som borgere og læsere er bedre tjent med åbne partskilder end med uvildige universitetseksperter, der så alligevel viser sig at få penge fra dem, de skriver om.
Personligt vil jeg faktisk hellere selv have teksten udlagt af cheføkonomen. Jeg ved, hvor jeg har ham, og kan læse hans citater kildekritisk ud fra hans udgangspunkt.
Jeg ved godt, at Steen Thomsen er dygtig og anerkendt inden for sit forskningsfelt, men habilitet handler også om troværdighed. Tillid er en vigtig ingrediens i vores samfund, så det er ikke nok at være uhildet. Man skal også fremstå som sådan. Og det gør man ikke, hvis man som forsker systematisk forsvarer den hånd, som fodrer en – og slet ikke hvis man glemmer at sige, hvor pengene kommer fra, når man udtaler sig.
Jeg har stadig selv til gode at møde det menneske, der ikke er en lille bitte smule påvirket af, hvor pengene kommer fra – selv om vi selvfølgelig rutinemæssigt benægter det. Kender du selv nogen?
Det er godt, at Akademisk Råd på CBS efter Magisterbladets dækning af Steen Thomsen-sagen har valgt at indskærpe, at der skal være ren røv at trutte i, når man formidler forskning. Dvs. at forskeren skal huske at fortælle, hvor pengene kommer fra.
Men var kronikken med forsvaret for Danske Bank så blevet trykt af Børsen? Næppe – og her er vi ved problemets kerne. Finansieringen skader her troværdigheden. Private fonde og organisationer fylder stadig mere i den offentlige forskning. I 2008 finansierede de syv procent, mens det var steget til 12 procent i 2015.
Så vi skal finde ud af, hvordan vi opretholder armslængde og troværdighed med øget privat finansiering, og hvordan vi sikrer en fortsat solid offentlig finansiering af forskningen.
Uden både reel og oplevet uvildighed er der ikke nogen, der gider bruge den ekstra tid, det kræver at lytte til de kloge, men besværlige forskere.
