2020 er fællesskabets år: “Vi mennesker trenger mennesker”

Sådan sagde Noora i den norske tv-serie “SKAM”. 2020 har vist os, at hun har ret. I år har vi været adskilt. Vi har brugt rigtig meget tid på at stirre ind i hver vores skærm. Og vi blev kulrede af det – mange af os. Jeg gjorde i alt fald.

Måske netop på grund af isolationen er det blevet fællesskabets år.

Isolationen har mindet mig og andre om, hvor vigtigt det er at møde andre mennesker. De fleste af os savner kolleger og fællesskab. Selv den skandaliserede julefrokost, som nogle ellers foreslår lukket permanent, savner rigtig mange, som man kan læse i det kommende nummer af DM Akademikerbladet. Ikke nødvendigvis, fordi vi er dårlige og fordrukne mennesker, men fordi et liv uden kolleger og fest mangler noget.

I starten var det da meget fedt at slippe for altid at skulle ind på kontoret – hjemmearbejde blev nærmest en ny velerhvervet rettighed, som lønmodtagerne sloges for. Nu er det omvendt. Vi slås om at få lov til at være en af de få, der må komme ind på kontoret.

Også det store samfundsmæssige fællesskab har fået comeback.

Under coronakrisen har staten holdt hånden under mange job ved at pumpe penge fra fælleskassen ud i økonomien. Gammeldags ekspansiv keynesiansk finanspolitik har fået en revival. Og det er ikke en selvfølge. Efter finanskrisen gjorde politikerne det modsatte i Europa. Det kostede job, og uligheden steg.

Samtidig har hele tonen i den politiske debat ændret sig. I mange år handlede alle såkaldte “reformer” om at tage penge fra de arbejdsløse, bistandsmodtagere, de studerende, indvandrere eller førtidspensionister. Arbejdsudbuddet skulle piskes op for enhver pris. Nu siger regeringen, at lighed er vigtigt. Reformer er pludselig igen noget, som teoretisk set kan forbedre forholdene for helt almindelige mennesker, uanset om vi taler om pension, dagpenge eller tillid.

Jeg kan heller ikke huske, at folk tidligere har stået på altanerne og klappet ad offentligt ansatte, fordi de tager sig af vores børn, syge og gamle. Ok, jeg stod måske ikke selv og klappede, men jeg har set det i tv, og jeg synes, at det var fint. For vi har den allerstørste respekt for alle dem, der arbejder i frontlinjen trods smitterisiko.

Kulturlivet, foreningslivet og civilsamfundet mærker også en fornyet interesse og længsel efter fællesskaber. Ja, selv fagforeninger som DM oplever, at medlemmerne strømmer til.

Fagforeningerne fik faktisk allerede comeback forrige år med sammenhold og stærke resultater under OK18. Men i år har fagbevægelsen så også fået et politisk comeback i de vigtige trepartsforhandlinger, hvor arbejdsgiverne også er med. Senest så vi det med den nye ligestillingsminister Peter Hummelgaards (S) invitation af arbejdsmarkedets parter til trepartsforhandlinger om at få sat en stopper for sexchikane i arbejdslivet.

Så der er små lys i et ellers mørkt år - og det sætter vi fokus på i årets adventskalender.

Men – og det er helt centralt – 155.000 danskere er arbejdsløse – heraf 32.000 pga. corona. Dem passer fællesskabet ikke godt nok på. Mange har ikke råd til at fejre jul. De ledige sparer på deres børns sociale aktiviteter, mad, ferie og julegaver og kan alligevel slet ikke få økonomien til at hænge sammen, som en undersøgelse fra Danske A-kasser viste for nylig. Det skyldes, at dagpenge og andre overførsler systematisk bliver udhulet år for år for år. I dag dækker understøttelsen kun 37 procent af gennemsnitslønnen for en akademiker.

S-regeringens første finanslov øgede uligheden i Danmark. Hvis regeringen på sigt vil tages alvorligt som en regering, der kæmper for lighed, så skal dagpengeforringelserne stoppe. Ellers kommer regeringen ikke til at vende de seneste 30 års udvikling mod større ulighed i Danmark.

God jul!