Ingen tegn på ubevidst bias mod kvinder i forskning, tværtimod

Det er en meget ofte luftet holdning ikke mindst i DM Akademikerbladet, at “ubevidst bias” forhindrer kvinder i at komme til tops især inden for akademia.

I den nye bog “Vi vil have vores fair andel!” På vej mod fifty-fifty-kulturen” har vi undersøgt påstanden. Vores gennemgang af forskningslitteraturen viser, at forestillingen om, at det skulle være bevist, at kvinder rammes af “ubevidst bias”, i sig selv er en bias. De undersøgelser, der skulle dokumentere den, er rendyrket pseudovidenskab, hvilket ministre, førende universiteter og internationale videnskabelige tidsskrifter “i den gode sags tjeneste” vender det blinde øje til.

I bogen gennemgår vi en lang række fejlslutninger, der findes i de undersøgelser, der skulle vise “ubevidst bias” mod kvinder inden for forskning.

Universitetspolitisk produceres der lignende rapporter, der bruger hjælpehypoteser til at “bevise” “ubevidste fordomme”. Herhjemme har en ministerielt nedsat arbejdsgruppe med navnet “Taskforcen for Flere Kvinder i Forskning” set på statistikker om kvinder i forskningsverdenen og fundet, at når der er kvalificerede ansøgere af begge køn til en akademisk stilling, har kvinderne en væsentlig højere succesrate end mændene, hvilket i øvrigt har været almindeligt kendt siden 1990’erne .

Da statistikkerne viser det modsatte af, hvad man ønsker at påvise, lancerer man nu en ad hoc-hypotese: “Der er formentlig en række mekanismer, der gør, at kvinder søger i mindre grad end mænd. Det er en ledelsesopgave at adressere disse” .

Der er ingen evidens for ad hoc-hypotesen. Og der er ingen, der har gjort sig den ulejlighed at undersøge, om den skulle være velbegrundet. Alligevel er taskforcen parat til at udnævne kvindernes formodede senere ansøgninger til et problem, som ledelsen skal løse.

Forestillingen om ubevidst bias er blevet langt den stærkeste figur i den moderne krænkelsesdiskurs på danske universiteter. Overalt sendes ikke mindst medarbejdere, der uddeler støtte eller ansætter, på kurser, der skal frembringe tilståelser af urene tanker, der herefter skal udrenses. Som modforanstaltning til den påståede ubevidste bias mod kvinder er der i “den gode sags tjeneste” indført mangfoldige former for positiv særbehandling på kant med loven som eksempelvis det såkaldte Lehmann-program.

Men er der så slet ikke noget problem for kvinder på universitetet? Jo, for som vi demonstrerer i bogen, er mange unge kvindelige forskere med rette frustrerede over usikre og lange karriereperspektiver.

At indignationen over disse unge kvinders kår på universitetet nu bruges som løftestang for at bringe kvindelige lektorer ind i professorater, viser, at nutidens feminisme er blevet elitepolitik. Der er ikke længere tale om søstersolidaritet.