Mere sprog: fra ord til handling

De seneste måneder har jeg oplevet en glædelig alliance i dansk uddannelsespolitik. For én gangs skyld står erhvervslivet, hele undervisningssektoren og en række politikere fra begge sider af Folketinget sammen og efterlyser en national sprogstrategi. Det kor kan jeg kun tilslutte mig.

Sidste år sad jeg i en arbejdsgruppe under Uddannelses- og Forskningsministeriet, som afleverede en række anbefalinger til en strategi, der skal genskabe interessen for fremmedsprog og øge sprogkompetencerne gennem hele uddannelsessystemet. Men siden er intet sket. Og nu haster det med handling.

Ifølge Tænketanken om Sprog er det kun fire procent af gymnasieeleverne, der vælger at læse tre fremmedsprog. I 2007 lå tallet på 33 procent. Og det er faktisk kun to ud af landets 15 læreruddannelser, der kan oprette hold i fransk. Et billede, vi også kan genkende i universitetsverdenen.

 Ifølge en opgørelse fra Københavns Universitet (KU) er antallet af sproguddannelser på universiteterne faldet fra 97 i 2005 til 56 i 2016. Den udvikling har vi også oplevet her på Aalborg Universitet, hvor vi besluttede at lukke uddannelsen i fransk tilbage i 2010, og senest har både KU og CBS lukket sproguddannelser.

Resultatet er, at vi i fremtiden får færre unge, der taler andre fremmedsprog end engelsk.

Erhvervslivet efterlyser sprogkompetencer
Der er ingen tvivl om, at det bliver et problem for dansk erhvervsliv. Charlotte Rønhof, underdirektør i Dansk Industri, udtalte således i en artikel i Ugebrevet A4 i august, at der er danske virksomheder, som ikke kan komme ind på markeder, eller som taber ordrer på grund af manglende sprogkompetencer. Det var i den forbindelse også hendes opfattelse, at vi i Danmark kunne øge vores eksportandel, hvis vi havde de rigtige sprogkompetencer.

Men det er ikke kun erhvervslivet, der taber, hvis sprog ikke prioriteres højere. Vi taber også som samfund.

I en globaliseret verden er sprogkundskaber vigtige for at kunne kommunikere med hinanden, og hvis vi skal kunne forstå andre kulturer, er sproget nøglen. Det spiller nemlig en vigtig rolle i forhold til dannelse af identitet og selvforståelse, og det er med til at binde et samfund sammen.

Sprogcamp er en succes

Det er altså helt afgørende, at vi får vakt interessen for sprog hos elever allerede i folkeskolen, og at vi er i stand til at fastholde denne interesse gennem resten af uddannelsessystemet. I den forbindelse har vi også et stort ansvar på universiteterne. Derfor tog vi på Aalborg Universitet i 2012 et utraditionelt skridt i samarbejde med Hjørring Gymnasium og HF-kursus og arrangerede en sprogcamp for unge sprogtalenter.

Her fik de mulighed for at arbejde med sprog en hel weekend, og samtidig fik de et indblik i de karrieremuligheder, en sproguddannelse kan give. Det blev en kæmpe succes, og siden er arrangementet hvert år vokset. I år deltog således 185 elever fra 45 gymnasier over hele landet.

Vi kan altså godt vække interessen for sprog hos de unge, men det kræver en målrettet indsats. Det er derfor også nødvendigt, at politikerne får vedtaget en national sprogstrategi, så vi kan sætte gang i arbejdet. Sker det, er jeg ikke i tvivl om, at vi i fremtiden kan møde erhvervslivets behov for dygtige kandidater, der kan begå sig på fremmedsprog, og som samtidig besidder andre kompetencer. Sideløbende med de klassiske sprogfag uddanner vi nemlig også kandidater i sprog og virksomhedskommunikation samt sprog og internationale samfundsforhold.

Der skal handling bag ordene
Én ting skal politikere og embedsmænd dog være opmærksomme på i deres arbejde med en kommende sprogstrategi. Ønsker vi at flytte noget på dette område, kræver det mere end skåltaler, det kræver, at vi som samfund er villig til at investere i sproguddannelserne.

Det er nemlig svært at rationalisere undervisningen på sproguddannelserne. Disse studier kræver, at de studerende har mulighed for mundtligt at træne det valgte fremmedsprog, og derfor bliver de studerende inddelt i mindre hold, ligesom der løbende er grammatik- og oversættelsesopgaver, som kræver en stor indsats fra både de studerende og undervisernes side.

Det nytter altså ikke at tale om behovet for flere sprogkompetencer på den ene side og på den anden side at fastholde den nuværende økonomi på uddannelserne. Vi har derfor ikke bare brug for en national sprogstrategi.

Vi har brug for, at politikerne sætter handling bag deres ord og sikrer bedre finansiering, så universiteterne også i fremtiden er i stand til at uddanne kandidater med stærke kompetencer i fremmedsprog.