Spring menu over
Dansk Magisterforening

Valg i DM: Stemmesedlen, som kravlede ud ad vinduet og forsvandt

Hans Stokholm Kjer, iværksætter

"Du er med til at bestemme, hvem der skal sidde i hovedbestyrelsen", skriver Hans Stokholm Kjer, der stiller op til valget. © Foto: Lars Horn

Debat
Af Hans Stokholm Kjer
Del artikel:

Det er vigtigt, at du kigger inboxen igennem og får stemt til valget i DM. På den måde får du indflydelse på din fagforening og giver medlemsdemokratiet legitimitet. Det skriver en af kandidaterne.

Den 25. oktober fik jeg en stemmeseddel. Ikke til kommunalvalget, som ellers får megen opmærksomhed i min personlige elektriske informationskæde.

Nej denne stemmeseddel var i virkeligheden endnu mere nærværende for mig. Eller det burde den være, for jeg er selv stiller for én af de lister, man kan stemme på, når man får sådan en seddel.

Det drejer sig naturligvis om hovedbestyrelsesvalget i DM.

Jeg så godt, at jeg fik en mail fra DM den dag. Den 25. oktober. Jeg gentager lige datoen, fordi mine læsere måske også har lyst til at kigge efter i sin egen mailbox. Den 25. oktober.

Jeg kører jo ellers inbox zero, men efter en skøn offline efterårstur til toppen af Andalusiens bjerge, er jeg endnu ikke nået i bund med mailboxen. Så i løbet af ganske kort tid kravlede mailens overskrift nedenud ad skærmvinduet og gjorde det samme som ”Den hundredårige” – forsvandt.

For det, der ligger ”under the fold”, er jo som bekendt ude af øje og dermed automatisk ude af sind.

Find mailen i din inbox

Jeg er ikke harm over, at DM kommunikerer hovedbestyrelsesvalget ud på denne måde. Faktisk er e-mail den mest direkte vej ind til min opmærksomhed og hukommelse, så det er helt fint.

Måske kunne man have valgt en mere sigende emnelinje end: ”Formand & Sektorbestyrelsesvalg 2021”

Dels rent grammatisk og dels set i lyset af, at formanden automatisk er genvalgt, fordi der ikke er modkandidater. Det gælder ikke for hovedbestyrelsen.

Men altså: Det er den mail, du skal ind i din egen inbox og lede efter. For så kan du stemme – og det er væsentligt. Der findes en fin gennemgang af listerne her.

Jeg vil selvfølgelig foreslå dig at stemme på listen ”Den fleksible arbejdsstyrke”, som i hovedbestyrelsen vil arbejde for større tryghed for alle os, der af og til har tilknytninger til arbejdsmarkedet, som ligger ud over de hellige 37 timer som fastansat lønmodtager.

Men tjek også de andre, så du ved, om du finder nogle af de andre lister væsentligere.

Trin for trin: Sådan stemmer du

Til slut får du lige en trin for trin-guide.

  1. Åbn dit mailprogram
  2. Find dine mails fra 25. oktober
  3. Find her mailen Formand & Sektorbestyrelsesvalg 2021
  4. Åbn mailen
  5. Følg anvisningerne

Det tager ganske få minutter, og det er hammervigtigt.

Både fordi du er med til at bestemme, hvem der skal sidde i hovedbestyrelsen. Og fordi den kommende hovedbestyrelse vil have et stærkere mandat, hvis stemmeprocenten bliver høj.

Så STEM!!!