Blog: Nu skal DM udnytte de syv dødssynder aktivt

Det er nu! Netop NU!

Netop nu har DM chancen for at vise sit værd for sine privatansatte medlemmer. Og for sine ledige medlemmer, som ønsker sig job i det private.

Lige nu kører der er fra mange sider en debat, som er voldsomt nedgørende over for ledige generelt og akademikere specielt. Desværre er en af de mest synlige bannerførere i denne bashing-kampagne ingen ringere end landets statsminister.

Landets SOCIALDEMOKRATISKE statsminister?

Socialdemokratisk som i ”det er os, der holder med fagbevægelsen”?

Socialdemokratisk som i ”vi er på lønmodtagernes side”?

Og alligevel basher hun – og hele hendes veldresserede hylekor basher med.

Der er mangel på arbejdskraft

Anledningen er, at nogle virksomheder mangler arbejdskraft. Disse virksomheder og deres organisationer er lykkedes med at sætte en dagsorden, som kan kondenseres til noget i retningen af: ”Det er for dårligt, at der findes ledige, når virksomhed x mangler folk.”

Det kan de jo i og for sig have ret i.

Man har så gennem enkelteksempler hængt samtlige ledige – og i særdeleshed nyuddannede akademikere – ud som dovne og kræsne (den 7. og den 1. dødssynd).

Man fremstiller dimittender som mennesker, der ikke vil tage et underbetalt rengøringsjob på deltid uden overenskomst, fordi de ”venter på deres drømmejob” – ikke fordi de bare vil behandles ordentligt og betale tilbage til samfundet ved at bruge deres kompetencer.  

Sådan noget vrøvl!

Jeg har godt set, at det er lykkedes at finde en enkelt eller to, som lidt uheldigt formulerer sig hen i den retning, men det er uærligt og lusket at tage den samlede dimittendstand til indtægt for disse få løsrevne citater.

Det er udtryk for den 4. dødssynd, misundelse, og som læseren måske kan afkode på min usædvanlige brug af udråbstegn, reagerer jeg med den 6., vrede.

Den forfejlet socialdemokratiske statsminister supplerer ovenikøbet narativet med en såkaldt aflivning af myten om, at det skal være lystbetonet at gå på arbejde.

Vi må altså ikke forbryde os mod den 3. dødssynd, mens vi arbejder. Vi skal gøre det i vores ansigts sved, mens vi for vort indre øre hører linjen ”Til arbejdet liv eller død”.

Vi, som selvvalgt har placeret os i atypiske tilknytninger til arbejdsmarkedet, ved at lystbetonet arbejde netop er belønningen for mindre jobsikkerhed. Lystbetonet arbejde og mere helhed – eller skal vi svinge os op til ”holisme” – i arbejdslivet og fritidslivet og gråzonerne derimellem til sammen er for mange af os et helt bevidst mål. Og jeg ønsker da for almindelige lønmodtagere i faste ordinære stillinger, at de i så høj grad som muligt kan få de samme fordele, som vi har.

DM’s reaktion

DM bør som fagforening reagere ved at tage den 2. dødssynd i brug, så medlemmerne kan mæske sig i den 5.

Den 2. dødssynd er griskhed, og den er relevant netop nu, hvor arbejdskraft åbenbart er en mangelvare. De hellige markedskræfters ukrænkelige naturlov om udbud og efterspørgsel foreskriver, at prisen for en vare vil stige, når efterspørgslen overstiger udbuddet.

Og det er jo netop den situation, arbejdsgiverne klynker over.

På den ene side hylder de markedskræfterne og drømmer om mindre regulering. På den anden side forventer de, at en socialdemokratisk regering øger udbuddet af arbejdskraft, så priserne ikke stiger.

I den situation er fagbevægelsens pligt over for medlemmerne at kæmpe for at prisen på arbejdskraft stiger. Det er griskhed, javel. Og den griskhed skal fagbevægelsen forstå at bringe i spil.

Konkret bør DM på kommunikationsfronten sætte ind med et modsatrettet narativ:

• Problemet med manglende arbejdskraft skal ikke løses ved tvangsforanstaltninger. Det skal løses ved, at arbejdsgiverne tilbyder bedre forhold.
• Det kan handle om løn, men det kan også handle om – på trods af statsministerens tåbelige udtalelser – at skabe lystbetonede arbejdsforhold.
• Derudover bør DM igangsætte en kampagne over for privatansatte medlemmer om at gå i lønforhandling nu, mens arbejdsudbuddet er lavt.
• Sæt ind med kurser i individuel forhandling for ansatte på funktionærloven og sæt ind med kollektive forhandlinger for overenskomstansatte.

Brug den spændte situation til at få flere arbejdspladser på overenskomst, så DM’s privatansatte også på længere sigt kan fråse i de forbedringer, de opnår i den kommende kamp.

Dyder og synder

Statsministeren forventer åbenlyst af os, at vi skal leve efter de syv dyder, som modsvarer de syv dødssynder. Det skal vi ikke. Vi skal være trodsige og syndige.

1. Den første dødssynd er Superbia (hovmod). Vi forventes at levere den modsvarede dyd, ydmyghed. No way! Vi skal stå frem med blottet bryst og hævet pande og vise vores (s)værd. Akademikere har ikke kolde hænder, som kan fjernes uden omkostninger. Vi generer værdi – og det skal vi stå ved og prale af.

2. Den anden dødssynd er Avaritia (griskhed). Vi forventes at levere barmhjertighed, hvilket er mægtig fint over for kolleger og familiemedlemmer, men det holder ikke, når modstanderen henholder sig til markedskræfternes lovmæssigheder. Lad os i fællesskab være griske.

3. Luxuria (Utugt) eller lyst modsvares af kyskhed. Det er ikke tiden at gå ind i kampen med ”undskyld jeg er her”-t-shirten på. Vi vil have lov til at nyde hele vores liv – også den del af livet vi bruger på at skabe værdi for en arbejdsgiver.

4. Lad os møde modstanderens Invidia (misundelse) med godhed. Men lad os ikke gå ind på præmissen om, at det er fair at være misundelige på dimittenders ledighedsperiode.

5. Gula (fråseri)? Modpolen er udholdenhed, og den yder vi i høj grad allerede. Så vil vi også have lov til at fråse, hvis det passer os. Måske helst i lokalt producerede økologiske grøntsager og el-biler – men det bestemmer vi selv.

6. Udnyt vores Ira (vrede). Det er ikke tiden til dydig tålmodighed. Vi skal ikke finde os i, at vores stand bliver bashet. Generaliseringer skal mødes med saglighed.

7. Acedia (dovenskab). OK – her skal vi nok holde os til dydens sti og være villige til at arbejde. Det er vi også, når blot vi må gøre det af lyst.

God 1. maj…! Nånej – det er jo faktisk snart efterår.