Kvit quiet quitting

Quiet quitting bliver fremhævet som noget, der minder om en religiøs åbenbaring, for familien og fritiden er jo SÅ meget vigtigere end jobbet. Hold nu kæft, hvor er det dumt.

Grundideen i quiet quitting er, at du mentalt siger op, så snart du hører klikket fra palen i personaleindgangsdøren udefra. Nu er du ikke længere på arbejde. Nu er din tid, din bevidsthed, din hjerne din egen.

Intet fra dit arbejde må på nogen måde forstyrre dig, før du igen i morgen tidlig har hængt jakken og alt dit personlige tankegods i garderoben og sprittet privatlivet af dine allerede klinisk, rene hænder.

Det kan sådan set være udmærket. Altså mental arbejdsmæssig quitting i fritiden.

Men hvorfor i alverden skal det foregå i stilhed?

Pas nu på den gode stemning

På mange arbejdspladser er der en helt eller delvist uudtalt forestilling om, at alle er superskarpe på arbejdet døgnet rundt. At alle til enhver tid kan og vil svare på et hvilket som helst arbejdsmæssigt spørgsmål.

At alle i deres fritid sidder og læser op på de nyeste tendenser inden for den specialiserede verden, som vi arbejder inden for.

At alle prioriterer arbejdspladsens stammefællesskab højere end foreningsliv, fritidsliv, familieliv og privatliv.

Alle de andre, forstås.

For vi ved udmærket godt, at vi ikke selv kan leve op til dette værdisæt. Og vi ved udmærket godt, at det ikke ville være sundt for os, hvis vi kunne – og gjorde det.

Vi ved, at hele mennesker, som har både et arbejdsfællesskab og en levende fritid, yder mere og lever både længere og lykkeligere.

Men i konceptet quiet quitting skal man helst ikke ødelægge den gode, fremadstormende arbejdsstemning ved at stå ved, at man faktisk også har et liv.

Man skal quitte mentalt, men man skal gøre det stille, så man ikke forstyrrer de andre, som jo har de rigtige prioriteringer, som chefen og firmaet ønsker og forventer.

Jeg quitter ikke

Jeg selv quitter ikke mit arbejde mentalt, når jeg har fri. Ikke helt.

Jeg har et skønt job, hvor jeg laver ting, som jeg er god til, og som stimulerer mig fagligt og intellektuelt. Så af og til læser jeg en faglig artikel i min fritid.

Jeg ville helt sikkert have læst en masse om kommunikation og ledelse uanset, hvilket job jeg havde, men nu, hvor jeg arbejder for en landbrugsskole, får landbrugsstoffet ganske naturligt lidt mere af min opmærksomhed.

For mig er det ikke skidt. Jeg har hele vejen gennem mit arbejdsliv (med ganske få undtagelser) prioriteret at beskæftige mig med ting, som jeg oplever som væsentligt. Jeg mener for eksempel, at det er vigtigt, at fremtidens landbrug bliver befolket med veluddannede landmænd, som rent faktisk ved noget om, hvordan man får ordentlige fødevarer ud af at behandle både dyr og jord ordentligt.

Jeg quitter alligevel

Men når jeg alligevel lukker af for at få plads til alle de andre ting, som bidrager til min livsfylde, så står jeg ved det. Jeg slukker arbejdstelefonen, jeg tjekker ikke arbejdsmailen, og jeg forsøger at scrolle forbi reaktionerne på de SoMe-opslag, jeg har lavet for skolen.

Min chef skal ikke forvente at få et svar før i morgen.

Det giver slet ikke mening at forsøge at skjule, at man holder fri. Altså helt fri. Selvfølgelig gør man det.

God ledelse giver færre quiet quitters

Jack Zenger and Joseph Folkman skriver i Harvard Business Review, at "Quiet Quitting Is About Bad Bosses, Not Bad Employees”.

De har lavet en sammenligning af, hvordan ansatte bedømmer deres ledere i forhold til, hvor mange quiet quitters de respektive ledere har under sig. Og de mindst populære ledere har sjovt nok flest quiet quitters. Mon ikke også de har de fleste endegyldige quitters?

Paradigmet er altså, at ”det rigtige” er, at man dedikerer sig til sin arbejdspladsstamme, og det forkerte er, at man mentalt siger op i sin fritid. Og løsningen på at undgå quiet quitting er bedre ledelse.

Deres artikel konkluderer:

"It’s easy to place the blame for quiet quitting on lazy or unmotivated workers, but instead, this research is telling us to look within and recognize that individuals want to give their energy, creativity, time, and enthusiasm to the organizations and leaders that deserve it".

I min optik tager de grundlæggende fejl. Deres undersøgelse kan være god nok, og deres data kan sagtens være valide. Men et bias, som betragter det at holde fri, når man har fri, som noget forkert er … ja, forkert.

Kvit quiet quitting – brug noisy quitting

Så hvis du er quiet quitter, har du et problem. Problemet er ikke at du ”quitter”. Bliv endelig ved med det. Men hvis du har et forhold til din arbejdsplads, som betyder, at du er nødt til at holde hævdelsen af din helt legitime mentale frihed hemmelig, så bør du overveje, om du skal nøjes med at små-quitte lidt for dig selv i det stille, eller om du måske i stedet skulle finde en arbejdsplads, hvor "noisy quitting" er normen:

"Ja, vi holder fri i vores fritid. Og i morgen er vi klar til at yde vores yderste igen".