Hvem skal betale min store bededag?
Omkostninger for, at danskerne skal arbejde på store bededag, bør ifølge Hans Stokholm Kjer ligge hos arbejdsgiverne. © Foto: privat
Udbyttet af det arbejde, som bliver udført på den ekstra arbejdsdag, hvis store bededag afskaffes, tilfalder naturligvis arbejdsgiverne. Så må omkostningerne også ligge samme sted, skriver Hans Stokholm Kjer.
Altså helt ærligt. Hvor svært kan det være at finde den rigtige målgruppe for regningen for bortskaffelse af store bededag?
Det kan gøres ved ganske almindelig logisk argumentation.
Formålet med afskaffelsen er at øge arbejdsudbuddet, altså at skaffe MERE arbejdskraft, hvilket arbejdsgiverne efterspørger. Formålet er ikke at skaffe BILLIGERE arbejdskraft. Hvis arbejdsgivernes higen efter mere arbejdskraft skulle løses ved fx at ansætte en masse nordmænd eller syrere, så ville regningen uden tvivl ligge hos arbejdsgiverne.
Nu løser man det så ved at hyre en masse danskere plus en masse af de udlændinge, man i forvejen har ansat, ind en dag ekstra. Udbyttet af det arbejde, som bliver udført på den ekstra arbejdsdag, tilfalder naturligvis arbejdsgiverne. Så må omkostningerne også ligge samme sted.
Ikke noget svært regnestykke
Man kunne indvende, at staten så ikke får noget ud af det, men det gør de – eller rettere ”vi”. Vi skal nemlig alle sammen betale skat af de penge, som vi øger bruttonationalproduktet med den ene dag.
Så hvis man ikke vil bruge lejligheden til at lave ulighedsøgende fordelingspolitik, så er der kun ét sted at placere den ekstra lønudgift. Det er faktisk ikke noget svært regnestykke.
C’mon. Videre. Er det så en god idé?
”Nej, for så skal lille Olgas konfirmation flyttes, og vi har allerede for syv år siden bestilt forsamlingshuset.”
Ved du hvad, mutter? Det kommer du over.
Glædelig jul.
