Blog: Konkurs – godt eller skidt?
© Foto: privat
Hans Stokholm Kjer, som er fast blogger på akademikerbladet.dk, er for nylig gået konkurs med én af sine virksomheder. Her fortæller han i femte kapitel af "overlevelsesguide til atypisk beskæftigede", hvad han har lært af sin konkurs.
Jeg har for nylig haft den meget tvivlsomme fornøjelse at lede en af mine virksomheder igennem den kedeligst tænkelige afslutning – konkurs. Dette femte kapitel af min ”overlevelsesguide til atypisk beskæftigede” tager udgangspunkt i min egen konkurs og kommer blandt andet omkring, hvorfor min konkurs ikke er en katastrofe.
Historien findes på en af mine andre blogs: https://www.amino.dk/blogs/kjersogdin/archive/2019/05/01/1839087.aspx, så jeg går direkte til overvejelser, erfaringer og læring.
Tabuet
Det, at gå konkurs, er ekstremt tabubelagt. Når vi hører iværksætterhistorier i medierne, er det oftest historien om den unge Klods Hans-disrupter, som sætter i gang på trods, hvorefter han ”kicker ass” og ”eksekver-eksekver-eksekverer”, mens han slider sine fodsåler ned til knæene, hvorefter han endelig (efter forbløffende kort tid) sælger livsværket for en gigantilion og giver sin mor en Audi i julegave.
Hovedpersonerne i denne type historier bliver ofte hyldet ukritisk og fremhævet som rollemodeller for vores unge med underliggende tone af, at enhver vil kunne gøre det samme.
Når man så som jeg i stedet arbejder støt og roligt i sin virksomhed med gode kunderelationer og ordentlige forhold for medarbejdere og leverandører, og så rammer ind i nogle uheldige omstændigheder, hvor man træffer de forkerte beslutninger, kan historien ende noget anderledes. Jeg måtte give slip på min virksomhed og overlade den til en advokat, som ikke har et klap forstand på det, vi har arbejdet med. Min virksomhed, som var min a-kasse, min pensionsopsparing og en del af mit arbejdsliv, er reduceret til nogle få plusser og lidt flere minusser i advokatens excelark. Og min mor får ingen Audi i julegave.
En konkurs føles pinlig og flov, og man forfalder let til at skule efter misbilligende blikke overalt, hvor man går. ”Jamen sådan behøver det ikke være.” ”Du har gjort, hvad du kunne.” ”Der er mange kendte, succesfulde amerikanere, som har været igennem flere konkurser, før de fandt milliardforretningen.” ”Op på hesten igen.” ”Du kommer styrket ud på den anden side.” Dette er blot et lille udvalg af de varme opbakningsytringer, jeg er blevet mødt af. De er muligvis sande, men de tager ikke følelserne væk – og netop disse følelser er nok en væsentlig del af baggrunden for tabuet.
Desuden bliver man jo let slået i hartkorn med spekulanter og kriminelle, som bevidst udnytter konkurslovens muligheder til at undgå at betale enhver sit.
Angsten
Når jeg taler med kommende iværksættere eller freelancere, som mere eller mindre frivilligt skal stifte virksomhed, er netop angsten for konkurs en stor modstandsparameter.
Man har typisk helt overdrevne forestillinger om, hvor galt det kan gå. Jeg har hørt folk, som tolker ordet ”gældsfængsel” helt konkret og forestiller sig, at man kan blive fængslet, hvis man ikke kan betale sin gæld. Og spørger man en forsikringsagent, så er der nærmest ingen grænser for, hvad der kan gå galt.
Angst imødegås bedst med fakta, og derfor er det en god idé at vurdere og afgrænse sin risiko i forbindelse med start af virksomhed. Det havde jeg gjort i god tid før min konkurs – og netop derfor er min konkurs ikke blevet en katastrofe.
Jeg tror, at denne konkursangst er medvirkende årsag til den store empati, jeg mødte, da jeg lagde en simpel 14-linjers meddelelse ud om det på LinkedIn: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6524344780955148289
Her blev jeg mødt med små 300.000 views, 900 likes og 300 kommentarer – heraf 299 positive og én sagligt kritisk.
Jeg håber, at min åbenhed kan være med til at reducere angsten hos andre.
Risikoen
Mange videnssælgere tænker muligvis, at der er meget lille risiko ved blot at sælge sine egne timer. Det er jeg enig i. Men mange års virke som selvstændig har også lært mig, at risiko kan opstå pludseligt, og at det derfor kan være afgørende, at man på forhånd har beskyttet sig mod den. For eksempel kan man som lille erhvervsdrivende blive ramt af et (muligvis hele uberettiget) erstatningskrav – f.eks. for brud på ophavsrets- eller varemærkeloven. I et sådant tilfælde kan man selvfølgelig lade sig beskytte af retssystemet, men hvad nu, hvis advokatomkostningerne overstiger erstatningskravet? Så står man i et dilemma: Skal jeg betale, eller skal jeg holde på min ret og risikere at komme til at betale både erstatning, advokat og modpartens sagsomkostninger? Man kan også komme til at indgå aftaler på et grundlag, man ikke har sat sig ordentligt ind i (forsikring, bank, telefon, rådgivning), og derved pludselig stå med et økonomisk krav imod sig. Heldigvis er det let at beskytte sig mod disse risici.
Hvad er konkurs?
Konkursen er defineret som rettens behandling af en insolvent person. En person kan i retslig sammenhæng være enten en fysisk person – som f.eks. mig – eller en juridisk person – som f.eks. mit anpartsselskab. Den retslige behandling starter med en konkursbegæring, som enten kan indgives til retten af mig selv eller af én af mine kreditorer. Når der er indgivet konkursbegæring, afholdes der et retsmøde, hvor dommeren konstaterer, at jeg ikke har mulighed for at betale, og derefter udpeger en advokat som kurator. Kurators opgave er nu at fremskaffe så mange penge som muligt til kreditorerne. Når dette er sket, fordeler han disse midler mellem kreditorerne efter et dividenteprincip. Selve konkursen er reguleret af konkursloven, og forholdene for en fysik persons konkurs er desuden reguleret af retsplejeloven, som blandt andet sikrer, at man fortsat kan opretholde et såkaldt ”beskedent hjem og en beskeden levefod”.
Kort sagt kan man altså gå konkurs på to måder. Den personlige konkurs, hvor man ”mister alt” bortset fra sin beskedne levefod og et selskabs konkurs, hvor man ”kun” mister det, man har skudt ind i selskabet.
Mange undrer sig over, at man kan se den samme person gå konkurs igen og igen. Dette kan lade sig gøre, fordi en sådan ”konkursrytter”, som man nedladende kalder dem, kan have haft sine aktiviteter organiseret i flere selskaber. Det er i sig selv hverken uetisk eller popsmart, når blot man holder sig til loven og ikke spekulerer i det.
Beskyt dig mod risici
Hvordan kan en almindelig selvstændig eller freelancer så beskytte sig mod at ”miste alt” i konkurs?
Det første råd omkring beskyttelse af privatøkonomien er at stifte et selskab. Indtil et folketingsflertal fjernede muligheden for at stifte og drive IVS, var dette en ideel måde for videnssælgere at sikre sig. Nu må man ”nøjes med” et ApS, som kræver en stiftelseskapital, hvorved man også risikerer lidt mere. Hvis man har forskellige projekter med forskellige grader af risiko, anbefaler jeg, at man stifter et selskab pr. projekt. Der er lidt revisorvidenskab i det, som jeg kommer nærmere ind på i et senere blogindlæg.
Når man har sin aktivitet i et selskab, er aktivitetens økonomi helt adskilt fra privatøkonomien. Selskabet udbetaler løn som a-indkomst eller honorarer som b-indkomst. Man kan som udgangspunkt betragte sit eget selskab som en helt ekstern partner – blot med den fordel, at man selv har bestemmende indflydelse på selskabets beslutninger. Det sidste giver også nogle ulemper, som jeg også gemmer til en anden dag.
Du kan som privatperson låne penge ud til dit selskab, men du kan ikke lade dit selskab udlåne penge til dig.
Der er kun to måder, hvorpå dit selskab kan trække din privatøkonomi ned i sølet.
Den ene er, hvis du som ledelse i dit selskab begår ulovligheder. Det kan gøre dig både økonomisk ansvarlig og strafansvarlig. Heldigvis er det ret let at undgå.
Den anden bærer et livsfarligt navn: Kaution! Kaution er økonomisk sikkerhedsstillelse for en konkret eller potentiel gæld, og den kan være formuleret mere eller mindre begrænset. Hvis du har stiftet et selskab, og du efterfølgende som privatperson kautionerer for gæld eller eventuel gæld i selskabet, er din privatøkonomi naturligvis præcis lige så meget i fare, som hvis din virksomhed var personligt ejet. Hvis dit selskab går konkurs, og du kautionerer for gæld, vil det være kurators opgave at inddrive gælden hos dig, og i den proces kan du ”miste alt”.
En tommelfingerregel om kaution er, at man aldrig skal kautionere for noget, man ikke har råd til at låne ud til – og så kan man lige så godt låne ud. Hvis du ikke har råd til at låne ud, løber du for stor en risiko ved at kautionere.
Jeg havde personligt (og gennem et andet selskab) lånt penge ud til det selskab, som jeg gik konkurs med. Det betyder selvfølgelig, at de penge, jeg har lånt ud, er tabt. Hvis jeg i stedet havde kautioneret, havde jeg risikeret at tabe langt flere penge. Med disse lån er jeg faktisk selv kreditor i konkursboet efter mit eget selskab, og hvis kurator lykkes med at skaffe penge til veje i selskabet, vil jeg få dividente. Derudover får jeg (vist nok – tjek med revisoren) et fradragsberettiget tab, som muligvis kan give mig en lille skatterabat.
Efter konkursen
I mit tilfælde, hvor jeg har beskyttet min privatøkonomi optimalt, har jeg altså dels tabt de penge, som jeg har lånt ud til selskabet, og dels de penge, som jeg oprindeligt skød ind. De to til sammen udgør for mig væsentlige beløb, men det er beløb, som jeg har vidst, at jeg ville kunne tabe.
De penge, som jeg gennem tiderne har fået udbetalt som løn for mit arbejde i selskabet, har jeg derimod ikke tabt. Så et tilbageblik på de ni år, hvor jeg har arbejdet med selskabets aktivitet, viser samlet set et overskud for mig personligt – også selvom selskabet nu er gået konkurs.
I de seneste mange måneder har jeg dog ikke haft mulighed for at bruge penge på løn til mig selv i selskabet. Jeg har prioriteret pengene til mine ansatte og leverandører. Så hvis jeg skal formulere endnu en positiv ting ved min konkurs, kunne det være, at jeg går fra at arbejde en masse timer uden at få løn til IKKE at arbejde en masse timer til præcis samme betaling.
Og da jeg allerede som ung student lærte, at man skal rejse sig op ved det træ, man løb ind i, forøger jeg nu at bruge mine konkurserfaringer til at tjene nye penge ved at udbyde foredrag om emnet: https://www.amino.dk/forums/t/303680.aspx. Hvem ved – måske bliver det en endnu bedre forretning?
Dagens råd
Så min konkurshistorie munder altså ud i to råd:
Historien findes på en af mine andre blogs: https://www.amino.dk/blogs/kjersogdin/archive/2019/05/01/1839087.aspx, så jeg går direkte til overvejelser, erfaringer og læring.
Tabuet
Det, at gå konkurs, er ekstremt tabubelagt. Når vi hører iværksætterhistorier i medierne, er det oftest historien om den unge Klods Hans-disrupter, som sætter i gang på trods, hvorefter han ”kicker ass” og ”eksekver-eksekver-eksekverer”, mens han slider sine fodsåler ned til knæene, hvorefter han endelig (efter forbløffende kort tid) sælger livsværket for en gigantilion og giver sin mor en Audi i julegave.
Hovedpersonerne i denne type historier bliver ofte hyldet ukritisk og fremhævet som rollemodeller for vores unge med underliggende tone af, at enhver vil kunne gøre det samme.
Når man så som jeg i stedet arbejder støt og roligt i sin virksomhed med gode kunderelationer og ordentlige forhold for medarbejdere og leverandører, og så rammer ind i nogle uheldige omstændigheder, hvor man træffer de forkerte beslutninger, kan historien ende noget anderledes. Jeg måtte give slip på min virksomhed og overlade den til en advokat, som ikke har et klap forstand på det, vi har arbejdet med. Min virksomhed, som var min a-kasse, min pensionsopsparing og en del af mit arbejdsliv, er reduceret til nogle få plusser og lidt flere minusser i advokatens excelark. Og min mor får ingen Audi i julegave.
En konkurs føles pinlig og flov, og man forfalder let til at skule efter misbilligende blikke overalt, hvor man går. ”Jamen sådan behøver det ikke være.” ”Du har gjort, hvad du kunne.” ”Der er mange kendte, succesfulde amerikanere, som har været igennem flere konkurser, før de fandt milliardforretningen.” ”Op på hesten igen.” ”Du kommer styrket ud på den anden side.” Dette er blot et lille udvalg af de varme opbakningsytringer, jeg er blevet mødt af. De er muligvis sande, men de tager ikke følelserne væk – og netop disse følelser er nok en væsentlig del af baggrunden for tabuet.
Desuden bliver man jo let slået i hartkorn med spekulanter og kriminelle, som bevidst udnytter konkurslovens muligheder til at undgå at betale enhver sit.
Angsten
Når jeg taler med kommende iværksættere eller freelancere, som mere eller mindre frivilligt skal stifte virksomhed, er netop angsten for konkurs en stor modstandsparameter.
Man har typisk helt overdrevne forestillinger om, hvor galt det kan gå. Jeg har hørt folk, som tolker ordet ”gældsfængsel” helt konkret og forestiller sig, at man kan blive fængslet, hvis man ikke kan betale sin gæld. Og spørger man en forsikringsagent, så er der nærmest ingen grænser for, hvad der kan gå galt.
Angst imødegås bedst med fakta, og derfor er det en god idé at vurdere og afgrænse sin risiko i forbindelse med start af virksomhed. Det havde jeg gjort i god tid før min konkurs – og netop derfor er min konkurs ikke blevet en katastrofe.
Jeg tror, at denne konkursangst er medvirkende årsag til den store empati, jeg mødte, da jeg lagde en simpel 14-linjers meddelelse ud om det på LinkedIn: https://www.linkedin.com/feed/update/urn:li:activity:6524344780955148289
Her blev jeg mødt med små 300.000 views, 900 likes og 300 kommentarer – heraf 299 positive og én sagligt kritisk.
Jeg håber, at min åbenhed kan være med til at reducere angsten hos andre.
Risikoen
Mange videnssælgere tænker muligvis, at der er meget lille risiko ved blot at sælge sine egne timer. Det er jeg enig i. Men mange års virke som selvstændig har også lært mig, at risiko kan opstå pludseligt, og at det derfor kan være afgørende, at man på forhånd har beskyttet sig mod den. For eksempel kan man som lille erhvervsdrivende blive ramt af et (muligvis hele uberettiget) erstatningskrav – f.eks. for brud på ophavsrets- eller varemærkeloven. I et sådant tilfælde kan man selvfølgelig lade sig beskytte af retssystemet, men hvad nu, hvis advokatomkostningerne overstiger erstatningskravet? Så står man i et dilemma: Skal jeg betale, eller skal jeg holde på min ret og risikere at komme til at betale både erstatning, advokat og modpartens sagsomkostninger? Man kan også komme til at indgå aftaler på et grundlag, man ikke har sat sig ordentligt ind i (forsikring, bank, telefon, rådgivning), og derved pludselig stå med et økonomisk krav imod sig. Heldigvis er det let at beskytte sig mod disse risici.
Hvad er konkurs?
Konkursen er defineret som rettens behandling af en insolvent person. En person kan i retslig sammenhæng være enten en fysisk person – som f.eks. mig – eller en juridisk person – som f.eks. mit anpartsselskab. Den retslige behandling starter med en konkursbegæring, som enten kan indgives til retten af mig selv eller af én af mine kreditorer. Når der er indgivet konkursbegæring, afholdes der et retsmøde, hvor dommeren konstaterer, at jeg ikke har mulighed for at betale, og derefter udpeger en advokat som kurator. Kurators opgave er nu at fremskaffe så mange penge som muligt til kreditorerne. Når dette er sket, fordeler han disse midler mellem kreditorerne efter et dividenteprincip. Selve konkursen er reguleret af konkursloven, og forholdene for en fysik persons konkurs er desuden reguleret af retsplejeloven, som blandt andet sikrer, at man fortsat kan opretholde et såkaldt ”beskedent hjem og en beskeden levefod”.
Kort sagt kan man altså gå konkurs på to måder. Den personlige konkurs, hvor man ”mister alt” bortset fra sin beskedne levefod og et selskabs konkurs, hvor man ”kun” mister det, man har skudt ind i selskabet.
Mange undrer sig over, at man kan se den samme person gå konkurs igen og igen. Dette kan lade sig gøre, fordi en sådan ”konkursrytter”, som man nedladende kalder dem, kan have haft sine aktiviteter organiseret i flere selskaber. Det er i sig selv hverken uetisk eller popsmart, når blot man holder sig til loven og ikke spekulerer i det.
Beskyt dig mod risici
Hvordan kan en almindelig selvstændig eller freelancer så beskytte sig mod at ”miste alt” i konkurs?
Det første råd omkring beskyttelse af privatøkonomien er at stifte et selskab. Indtil et folketingsflertal fjernede muligheden for at stifte og drive IVS, var dette en ideel måde for videnssælgere at sikre sig. Nu må man ”nøjes med” et ApS, som kræver en stiftelseskapital, hvorved man også risikerer lidt mere. Hvis man har forskellige projekter med forskellige grader af risiko, anbefaler jeg, at man stifter et selskab pr. projekt. Der er lidt revisorvidenskab i det, som jeg kommer nærmere ind på i et senere blogindlæg.
Når man har sin aktivitet i et selskab, er aktivitetens økonomi helt adskilt fra privatøkonomien. Selskabet udbetaler løn som a-indkomst eller honorarer som b-indkomst. Man kan som udgangspunkt betragte sit eget selskab som en helt ekstern partner – blot med den fordel, at man selv har bestemmende indflydelse på selskabets beslutninger. Det sidste giver også nogle ulemper, som jeg også gemmer til en anden dag.
Du kan som privatperson låne penge ud til dit selskab, men du kan ikke lade dit selskab udlåne penge til dig.
Der er kun to måder, hvorpå dit selskab kan trække din privatøkonomi ned i sølet.
Den ene er, hvis du som ledelse i dit selskab begår ulovligheder. Det kan gøre dig både økonomisk ansvarlig og strafansvarlig. Heldigvis er det ret let at undgå.
Den anden bærer et livsfarligt navn: Kaution! Kaution er økonomisk sikkerhedsstillelse for en konkret eller potentiel gæld, og den kan være formuleret mere eller mindre begrænset. Hvis du har stiftet et selskab, og du efterfølgende som privatperson kautionerer for gæld eller eventuel gæld i selskabet, er din privatøkonomi naturligvis præcis lige så meget i fare, som hvis din virksomhed var personligt ejet. Hvis dit selskab går konkurs, og du kautionerer for gæld, vil det være kurators opgave at inddrive gælden hos dig, og i den proces kan du ”miste alt”.
En tommelfingerregel om kaution er, at man aldrig skal kautionere for noget, man ikke har råd til at låne ud til – og så kan man lige så godt låne ud. Hvis du ikke har råd til at låne ud, løber du for stor en risiko ved at kautionere.
Jeg havde personligt (og gennem et andet selskab) lånt penge ud til det selskab, som jeg gik konkurs med. Det betyder selvfølgelig, at de penge, jeg har lånt ud, er tabt. Hvis jeg i stedet havde kautioneret, havde jeg risikeret at tabe langt flere penge. Med disse lån er jeg faktisk selv kreditor i konkursboet efter mit eget selskab, og hvis kurator lykkes med at skaffe penge til veje i selskabet, vil jeg få dividente. Derudover får jeg (vist nok – tjek med revisoren) et fradragsberettiget tab, som muligvis kan give mig en lille skatterabat.
Efter konkursen
I mit tilfælde, hvor jeg har beskyttet min privatøkonomi optimalt, har jeg altså dels tabt de penge, som jeg har lånt ud til selskabet, og dels de penge, som jeg oprindeligt skød ind. De to til sammen udgør for mig væsentlige beløb, men det er beløb, som jeg har vidst, at jeg ville kunne tabe.
De penge, som jeg gennem tiderne har fået udbetalt som løn for mit arbejde i selskabet, har jeg derimod ikke tabt. Så et tilbageblik på de ni år, hvor jeg har arbejdet med selskabets aktivitet, viser samlet set et overskud for mig personligt – også selvom selskabet nu er gået konkurs.
I de seneste mange måneder har jeg dog ikke haft mulighed for at bruge penge på løn til mig selv i selskabet. Jeg har prioriteret pengene til mine ansatte og leverandører. Så hvis jeg skal formulere endnu en positiv ting ved min konkurs, kunne det være, at jeg går fra at arbejde en masse timer uden at få løn til IKKE at arbejde en masse timer til præcis samme betaling.
Og da jeg allerede som ung student lærte, at man skal rejse sig op ved det træ, man løb ind i, forøger jeg nu at bruge mine konkurserfaringer til at tjene nye penge ved at udbyde foredrag om emnet: https://www.amino.dk/forums/t/303680.aspx. Hvem ved – måske bliver det en endnu bedre forretning?
Dagens råd
Så min konkurshistorie munder altså ud i to råd:
- Stift selskaber, og læg din risiko der
- Lån ud til dine selskaber i stedet for at kautionere
