Genskab pædagogikken i pædagoguddannelsen
"Pædagogik handler ikke blot om metoder og redskaber, men om mødet mellem mennesker, om dannelse, om forholdet mellem mennesker," skriver lektor Naia Hawes.
Som undervisere i pædagogik skal vi sikre, at studerende udvikler sin egen stemme og handlekraft, skriver lektor Naia Hawes.
Dette er et debatindlæg. Teksten er udtryk for forfatterens egen holdning.
En reform af professionsbacheloruddannelserne er på vej. Blandt andre pædagoguddannelsens undervisere har længe gået og ventet på netop en reform! Med glæde kan vi også konstatere, at ”pædagogik” ser ud til at have en fremtrædende rolle i reformen.
Pædagogik er dog som bekendt ikke et neutralt begreb. Hvad er pædagogik, og hvilken rolle spiller den i pædagoguddannelsen? Har vi været ved at miste det grundlag, som uddannelsen hviler på?
Disse spørgsmål og mange flere er før stillet af blandt andet ”Selskabet for pædagoguddannelsens fremme” og af øvrige aktører, tilknyttet pædagoguddannelsen.
I de seneste år har vi set en udvikling, hvor pædagoguddannelsen i stigende grad præges af en teknokratisk tilgang, hvor standardisering, læringsmål og kompetencetænkning fylder mere og mere.
Men hvor blev pædagogikken af?
Hvor blev pædagogikken af?Naia Wienmann Hawes
Pædagogik handler ikke blot om metoder og redskaber, men om mødet mellem mennesker, om dannelse, om forholdet mellem mennesker. Det er et fag, der kræver refleksion, teori og etisk stillingtagen.
Derfor har netværket ”Os der vil noget med pædagoguddannelsen” taget initiativ til en netværksdag den 24. april, hvor vi har inviteret tre skarpe tænkere og forskere – Gert Biesta, Birgit Kirkebæk og Thomas Aastrup Rømer.
De vil på dagen hjælpe os med at udforske, hvordan vi kan genskabe pædagogikken som kernen i pædagoguddannelsen og gøre pædagoguddannelsen mere pædagogisk i praksis.
På netværksdagen vil vi stille skarpt på pædagogikken som fag og som omdrejningspunkt for uddannelsens didaktik.
Hvordan kan undervisning med dannelse og pædagogik i centrum bidrage til en pædagoguddannelse, hvor læring bliver en åben og uforudsigelig bevægelse, hvor den studerende udvikler sin egen stemme og handlekraft og lader sig forundre og forandre af det og de mennesker, de møder undervejs?
Kan pædagogikken bringe os tættere på marginaliserede stemmer i samfundet og understrege, hvorfor vi ikke må miste blikket for det enkelte menneske?
Og kan pædagogiske drøftelser være behjælpelige til at undersøge, hvordan både uddannelsen og professionen kan befri sig fra den fremherskende styringslogik?
Seminar: Den pædagogiske dimension i professionsuddannelser
Vi skal udvikle pædagogikken
Hvis vi skal sikre en pædagoguddannelse, hvor pædagogikken er i centrum, kræver det, at vi som undervisere, studerende og praktikere deltager i udviklingen af den. Vi må insistere på pædagogikkens værdi og på, at den ikke reduceres til en samling af metoder, men forstås som en refleksiv og kritisk disciplin.
Vi må altså insistere på at pædagogik og pædagogiske refleksioner får en central placering i den uddannelsestænkning som skal foldes ud i den kommende tid. Derfor er
Seminaret den 24. april er en oplagt mulighed for at deltage i disse vigtige diskussioner, få ny inspiration og være med til at forme fremtidens pædagoguddannelse. Kom og vær med – for pædagogikkens skyld!
Naia Hawes
Uddannet i pædagogisk antropologi og lektor ved pædagoguddannelsen på Professionshøjskolen Absalon og TR for underviserne i Slagelse.
Medstifter af netværket ”Os, der vil noget med pædagoguddannelsen” og medlem af ”Selskabet for pædagoguddannelsens fremme”.
Bestyrelsesmedlem i DM's sektor for professionshøjskoler, erhvervakademier og maritime uddannelser.
Fagligt optaget af undervisning og pædagogisk arbejde med ligestilling, mangfoldighed, diskrimination og seksualundervisning.