Folket elsker bull­shit!
REDAKTØRENS KOMMENTAR fra Magisterbladet nr. 4
Jeg var redaktør for journalisternes fagblad i mere end fem år. Vi forsøgte at redigere bladet ud fra et enkelt princip om at være lige så kritiske over for journalister, som journalister er over for alle andre. Aldrig i mit liv er jeg blevet overfuset så grundigt og regelmæssigt.
Jeg lærte, at journalister er endnu mere nærtagende, end de er hårdtslående. Og så lærte jeg, at journalister er ude af stand til at modtage kritik og ændre kurs.
Som journalist kan man ikke gå til middagsselskab med ikke-journalister, uden at moster Gerda begynder at spørge, hvorfor journalister altid er så negative. Det er blandt andet derfor, vi helst kun ser andre journalister. Stakkels kvinde, hun kender ikke nyhedskriterierne, tænker vi og halser videre til den næste katastrofe.
Derfor nærer jeg ingen illusioner om, at mediebranchen vil lytte til budskabet i vores historie om, at politiske kommentatorer bør holde kæft og overlade mikrofonen til rigtige uddannede eksperter. Det kommer ikke til at ske.
Vi vil stadig se journalister, der interviewer andre journalister og spindoktorer, som var de orakler. I dette nummer af Magisterbladet undrer en mangeårig tysk korrespondent i Danmark sig over, at journalister hele tiden interviewer andre journalister. Det kender de ikke i Tyskland.
Den norske redaktør Per Egil Hegge er forbløffet over det danske fænomen, hvor tidligere højt betalte personlige rådgivere pludselig fremstilles som uvildige eksperter: “Danskernes totalt manglende begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som ingen forfatter af sæbeoperaer ville have vovet at inddrage i en halvtåbelig tv-serie”.
Og de der såkaldte medieforskere fra universiteterne kan sagtens komme og sige, at brugen af kommentatorer er blevet mangedoblet, at de flytter fokus fra sager, som påvirker folks liv, til spil, spin, proces, intriger, fnidder og personer. De kan også lave målinger, som viser, at borgerne bliver lede ved politik. At tilliden langsomt, men sikkert bliver mindre – tillid, som ellers er et fundament for lykke.
Alt det er fuldstændig underordnet, for journalister afviser rutinemæssigt alt, hvad forskere siger. De kender jo ikke de virkelige forhold i medieindustrien! Kommentatorernes og mediechefernes forsvar er patetisk. Det går på, at folket elsker dem. Almindelige dumme danskere ville slet ikke kunne kapere politik uden proces, spin, intriger, moralskandaler og meningsmålinger. I dette nummer af Magisterbladet har vi så spurgt folket, hvem de helst vil slippe for at høre på i medierne – og det er sjovt nok netop de politiske kommentatorer. Hvis folket elsker jer, så skjuler de det virkelig godt.
Allerede for fem år siden sagde Michael Kristiansen, politisk kommentator, at han havde sin bullshit-detektor indstillet på kommentatorer. Det har han stadig, siger han nu igen. Det har han nok også om 10, 15 og 20 år. Hvorfor? Det er let. Det er billigt. Det er uforpligtende. For medierne.
Jeg var redaktør for journalisternes fagblad i mere end fem år. Vi forsøgte at redigere bladet ud fra et enkelt princip om at være lige så kritiske over for journalister, som journalister er over for alle andre. Aldrig i mit liv er jeg blevet overfuset så grundigt og regelmæssigt.
Jeg lærte, at journalister er endnu mere nærtagende, end de er hårdtslående. Og så lærte jeg, at journalister er ude af stand til at modtage kritik og ændre kurs.
Som journalist kan man ikke gå til middagsselskab med ikke-journalister, uden at moster Gerda begynder at spørge, hvorfor journalister altid er så negative. Det er blandt andet derfor, vi helst kun ser andre journalister. Stakkels kvinde, hun kender ikke nyhedskriterierne, tænker vi og halser videre til den næste katastrofe.
Derfor nærer jeg ingen illusioner om, at mediebranchen vil lytte til budskabet i vores historie om, at politiske kommentatorer bør holde kæft og overlade mikrofonen til rigtige uddannede eksperter. Det kommer ikke til at ske.
Vi vil stadig se journalister, der interviewer andre journalister og spindoktorer, som var de orakler. I dette nummer af Magisterbladet undrer en mangeårig tysk korrespondent i Danmark sig over, at journalister hele tiden interviewer andre journalister. Det kender de ikke i Tyskland.
Den norske redaktør Per Egil Hegge er forbløffet over det danske fænomen, hvor tidligere højt betalte personlige rådgivere pludselig fremstilles som uvildige eksperter: “Danskernes totalt manglende begreb om habilitet gør landets medieverden til en bananrepublik, som ingen forfatter af sæbeoperaer ville have vovet at inddrage i en halvtåbelig tv-serie”.
Og de der såkaldte medieforskere fra universiteterne kan sagtens komme og sige, at brugen af kommentatorer er blevet mangedoblet, at de flytter fokus fra sager, som påvirker folks liv, til spil, spin, proces, intriger, fnidder og personer. De kan også lave målinger, som viser, at borgerne bliver lede ved politik. At tilliden langsomt, men sikkert bliver mindre – tillid, som ellers er et fundament for lykke.
Alt det er fuldstændig underordnet, for journalister afviser rutinemæssigt alt, hvad forskere siger. De kender jo ikke de virkelige forhold i medieindustrien! Kommentatorernes og mediechefernes forsvar er patetisk. Det går på, at folket elsker dem. Almindelige dumme danskere ville slet ikke kunne kapere politik uden proces, spin, intriger, moralskandaler og meningsmålinger. I dette nummer af Magisterbladet har vi så spurgt folket, hvem de helst vil slippe for at høre på i medierne – og det er sjovt nok netop de politiske kommentatorer. Hvis folket elsker jer, så skjuler de det virkelig godt.
Allerede for fem år siden sagde Michael Kristiansen, politisk kommentator, at han havde sin bullshit-detektor indstillet på kommentatorer. Det har han stadig, siger han nu igen. Det har han nok også om 10, 15 og 20 år. Hvorfor? Det er let. Det er billigt. Det er uforpligtende. For medierne.
